annonce
annonce

Batman v Superman: Dawn of Justice (Ultimate Edition)

4K UHD Blu-ray

Endnu en gang får vi en ny Batman, men denne gang i en mere overskruet indpakning.

Få filmgenrer i Hollywood har fået mere opmærksomhed de seneste år end eventyrerne om de mange superhelte. Ikke mindst har Marvel-heltene givet deres bidrag til at revitalisere genren – og efterhånden gentaget sig selv.

Rollen som den mørke ridder Batman/Bruce Wayne er blevet spillet af så mange forskellige, at vi nærmest har mistet tællingen, men den skuespiller, der har sat sig de dybeste spor, er uden tvivl Christian Bale, som igennem tre film – sammen med instruktøren Christopher Nolan – har givet os uforglemmelige filmoplevelser.

Batman genopstår

Da det blev annonceret, at en Ben Affleck skulle overtage stafetten, var vi absolut ikke de eneste, der var skeptiske. Affleck har ganske vist spillet nogle gode roller, ikke mindst i Argo, men hans tidligere indsats som superhelt, Daredevil (2003), var en film, vi gerne ville glemme så hurtigt som muligt.

I vores øjne var der overhovedet ingen grund til at reboote Batman, idet duoen Nolan & Bale har givet os den ultimative cinematiske oplevelse med vores kappeklædte ven. Men Hollywood ynder at satse på sikre kort.

Desuden blev Zack Snyder (300) hyret til at instruere dette epos om giganternes kamp mod hinanden, og er der noget, Snyder ikke er kendt for, så er det finesse og antydningens kunst. Når det er sagt, så har han et unikt blik for det særprægede visuelle med flotte detaljer, masser af slowmotion og sej klipning.

 

Batman v Superman: Dawn of Justice (Ultimate Edition)
Batman v Superman: Dawn of Justice (Ultimate Edition)

Alvorsstund

Det er en mørk superhelteverden, Zack Snyder serverer for os. Gotham City er dyster, dunkel, regnfuld og ikke særlig tiltalende – en by, som i den grad klæder den filosofisk anlagte og tyngede flagermus. Det rene film noir. Og overraskende nok klæder Ben Affleck virkelig denne setting og stemning. Han er indbidt, såret og fast besluttet på at gøre det rigtige.

Derimod har vi større problemer med Henry Cavill, der ikke er meget andet end en endimensionel posterboy. Efter sin debut som Superman/Clark Kent i Snyders Man of Steel gentager Cavill rollen som den kappeklædte frelser. Men efter at selveste Lex Luthor (en glimrende Jesse Eisenberg) har sørget for at tilsværte Supermans rygte, begynder Metropolis’ borgere ikke bare at se på ham med skeptisk øjne, men som en decideret trussel.

I Batman v Superman bliver han den misforståede godhjertede samaritaner, som medierne, de fleste mennesker og – ikke mindst – Batman vender sig imod. Den eneste, der til sidst stadig tror på Supermans godhed, er Lois Lane (Adams).

Både Lane og Kent arbejder på avisen Daily Planet, og for en gangs skyld fremstilles redaktør Perry White (Fishburne) som sindig og normal. Det er ord, der også kan bruges om filmens setting som helhed, hvor det overnaturlige er nedtonet, og vi får en nærmest “normal” verden, der tilfældigvis har nogle unormale superhelte iblandt sig.

Batman v Superman: Dawn of Justice (Ultimate Edition)
Batman v Superman: Dawn of Justice (Ultimate Edition)

 

Cgi-bonanza

Effekterne er i begyndelsen nedtonede, og scenografien og rekvisitterne er seje, realistiske og nærmest ufærdige (med undtagelse af en af Batmans dragter, der er som taget direkte ud fra en Transformers-film!). Vi har set den såkaldte Ultimate Edition af filmen, som byder på over en halv times længere spillertid, og i de første ca. to timer føler vi os meget underholdt og imponeret. Men ak, intet varer ved, og den sidste time udsættes vi for massiv CGI-galskab!

Efter at Luthor har fremmanet det ultimative Kryptonit-monster for at tage livet af Superman (Batman er åbenbart ikke mand for at klare ærterne), føler vi os pludselig hensat til et anmassende Michael Bay-cirkus, hvor der øses på med utrolige slagscener, og de to kamphaner kaster hinanden gennem skyskrabere og hen over asfalten – og det skejer helt ud, da CGI-monsteret Doomsday (der minder mistænkeligt om troldene fra LOTR!), kommer ind i ringen.

Måske sjovt i fem minutter, men direkte udmattende i en halv time! Og lige pludselig kommer Wonder Woman (Gadot) også på banen for at bistå vores testosterontunge helte. Et frisk pust, men hun burde have fået meget mere spilletid.

Alt i alt en visuelt flot film, der byder på en del uforståelige dramaturgiske krumspring, og hvor den sidste time ødelægges af, at ingen har fortalt Snyder, at less is more. Fire stjerner. Vi håber på en mere sober fortsættelse.

 

Eksemplarisk kvalitet

Er du indehaver af et 4K-tv, så anbefaler vi, at du straks investerer i en 4K-afspiller, for bedre billedkvalitet end i Batman v Superman får man ikke! Barberbladsskarpt billede, en dybde, der nærmest minder om 3D, og en uovertruffen detaljegrad, selv i de mørkeste scener. Lydsporet i Dolby Atmos står heller ikke tilbage for noget. Dundrende bas, knivskarpt dialogspor og et fortræffeligt surround-miks. Yes!

Batman V. Superman: Dawn Of Justice sam_mrktstills_r7_150604.086580.tif Batman v Superman - Dawn of Justice_10 Batman V. Superman: Dawn Of Justice Batman V. Superman: Dawn Of Justice Batman V. Superman: Dawn Of Justice temp-03714.dng Batman V. Superman: Dawn Of Justice
<
>
Batman v Superman: Dawn of Justice (Ultimate Edition)

Ud over at vi får en halv time længere film, følger biografversionen også med på Blu-ray. Ekstramaterialet byder desuden på bl.a. trailere samt hele 11 minidokumentarer på tilsammen over to timer. Mange af dem gode, andre for overfladiske.

FAKTA

  • Release: 8. august 2016
  • Instruktion: Zack Snyder
  • Med: Ben Affleck, Henry Cavill, Amy Adams, Jesse Eisenberg, Diana Lane, Laurence Fishburne, Jeremy Irons, Holly Hunter
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2016
  • Tid: 03:02 timer

Har du noe å tilføye?

Velkommen til Lyd & Bildes diskusjonsforum. Vi vil gjerne vite hva du mener. Hold deg til temaet og vær saklig, så slipper vi å slette eller moderere innlegg. Andre spørsmål eller synspunkter rettes til redaksjon@lydogbilde.no.

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-