Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Frisk og fræk babychauffør

Baby Driver

En af årets mest cool film byder på heftige biljagter og rappe replikker, men også et plot, der halter.

Publiceret 19/12/2017 - 12:01
Frisk og fræk babychauffør
Tor Aavatsmark

Den engelske indie-instruktør Edgar Wright (Shaun of the Dead, Hot Fuzz, The World’s End) har sammensat et stjernehold af skuespillere (det var før Kevin Spacey blev betragtet som spedalsk i filmbyen), selv skrevet manuskript og instrueret sin lille drømmefilm. Hans bedste og mest originale til dato, men ikke lydefri.

Filmen er indspillet i det varme, smukke Atlanta, og her møder vi über-nørden Baby (Elgort), der ernærer sig som flugtbilschauffør for byens hårdeste kriminelle. En broget bande ledet af den kyniske Doc (Spacey) og flankeret af Buddy (Hamm), Darling (González) og korrupte politifolk. Baby står i gæld til Doc og har – sin unge alder til trods – udviklet sig til en utrolig sej chauffør.

Baby taler næsten ikke, men lever livet gennem sine egenkomponerede playlister og har musik tilpasset enhver tænkelig begivenhed – altid med hørepropperne godt trykket ind for at lukke den virkelige verden ude. Wright udnytter denne effekt til fulde, idet han har koreograferet mange af scenerne til soundtracket. Sejt, originalt og effektfuldt!

Biljagtscenerne er fantastiske, og skuespillerne præsterer gennemgående godt, men historien halter. Der er alt for mange elementer, der ikke giver mening, og plottet som helhed virker utroværdigt og efterhånden (ufrivilligt) parodisk, toppet med genreklicheer. Især kærlighedsforholdet mellem Baby og Debora (James) virker påtaget og kunstigt. Men stadig en cool og underholdende film på sine egne præmisser, som holder til fire stjerner.

Billedkvaliteten er skuffende i betragtning af, at det er en 4K-udgivelse. Væsentlig bedre end kvaliteten på Blu-ray, men stadig med meget støj. Lydsporet (Dolby Atmos) leverer derimod heftig topkvalitet. Bonusmaterialet består af to kommentarspor, stills, en musikvideo og en solid bag-om-filmen.

<
>
(Foto: ProduUniversal/Sony
Karakter
Frisk og fræk babychauffør

Fakta:

4K UHD Blu-ray
Release: 14. december 2017
Instruktion: Edgar Wright
Med: Ansel Elgort, Lily James, Kevin Spacey, Jon Hamm, Jamie Foxx, Jon Bernthal, Eiza González
Genre: Action
Land: USA
År: 2017
Tid: 1:52 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top