annonse
annonse
Anmeldelse: Rule Britannia!

Britannia, 1. sæson

Vellykket miks af (blodigt) historisk drama og okkult fantasy.

annonse

I år 55 f.Kr. forsøger Julius Caesar og hans romerske legionærer at erobre De Britiske Øer. Efter et ydmygende tilbagetog prøver romerne igen 98 år senere (år 43 e.Kr.).

Anført af general Aulus Platius (Morrissey) har romerne nu sat sig for at knuse de besværlige keltere én gang for alle, sørge for, at de sværger troskab til Rom og – vigtigst af alt – begynder at betale skat til Romerriget. Men uheld, overtroiske soldater, magtfulde druider og en indædt lokalbefolkning står i vejen.

Okkult magi

Selvfølgelig lægger de standhaftige og stolte keltere ikke bare deres våben og byder romerne velkommen. Den lidt for selvsikre romerske general møder heftig modstand, også fra egne legionærer, der til stadighed truer med mytteri og desertering. Både fjender og mytteristerne får en brutal behandling.

I baggrunden lurer de magiske druider, en flok sære heksedoktorer (med matchende udseende), der lige så gerne opererer i underverdenen som på Jorden. Som spåmænd og med et stærkt indtag af centralstimulerende midler er de Britannias okkulte indslag – med direkte kontakt til guderne. Chefdruiden er den karismatiske Veran (Mackenzie Crook fra Pirates of the Caribbean, hvis efternavn passer godt til figuren).

(Foto: HBO)

Borgerkrig

Romerne kommer bestemt ikke til et ørige præget af fredelig sameksistens mellem indbyggerne. Tværtimod hersker der en langvarig borgerkrigslignende tilstand mellem de forskellige stammer. I centrum af denne konflikt finder vi Canti- og Regni-stammerne.

Ian McDiarmid (selveste kejseren fra Star Wars!) har fået den delikate rolle som kongen af Canti-stammen, Pellenor. En fuldstændig usympatisk regent, der har en forkærlighed for at flå sine nærmeste familiemedlemmer levende. Hans fyrrige rødhårede datter Kerra (Reilly) er hans direkte modsætning: En kvinde, der er stædig som dagen er lang, konstant opponerer mod sin tyranniske far og kan svinge et sværd bedre end de fleste mænd. Hun skiller sig i den grad ud i en overvejende misogyn verden.

I det modsatte ringhjørne finder vi Regni-stammen, ledet af den højværdige dronning Atendia (Wanamaker), med en fortabt søn, som Kerra sørgede for blev eunuk på bryllupsnatten. De to stammer nærer et nedarvet had til hinanden, et had, som de okkuperende romere forsøger at udnytte.

Idet de keltiske stammer, der lever mere i pagt med naturen, er kraftigt tatoverede og “alternative”, kolliderer med de “civiliserede” romere, får vi en kultursammenstød af en anden verden.

(Foto: HBO)

Befriende humor

Seriens humoristiske indslag får vi i form af den excentriske Divis (danske Nikolaj Lie Kaas, Afdeling Q-filmene), en tidligere druide, der er forvist af sin stamme, fordi han – vistnok – er besat.

Herligt at se endnu en skandinav i en stor international serieproduktion, og Lie Kaas imponerer virkelig. Med fejlfrit britisk engelsk (meget usædvanligt for en dansker!) samt stor tilstedeværelse og indlevelse spidder han rollen; ganske vist godt hjulpet af, at han har fået den mest outrerede karakter med de saftigste replikker. Divis må også trække rundt på det trodsige pigebarn Cait.

(Foto: HBO)

Big budget

Britannia er en samproduktion mellem Amazon Prime Video og Sky, og oser af storproduktion med et budget, der matcher ambitionsniveauet. Billedet er fortræffeligt, og de overvældende flotte landskaber (hovedsagelig filmet i Wales) underbygger storheden.

For at lykkes er en serie afhængig af interessante personer, der har potentiale for udvikling, og som vi kan føle med. Personerne i Britannia har masser af dette, ikke mindst Kerra og Divis.

Lidt for ofte henfalder manuskriptforfatterne – med bl.a. Jez Butterworth (Spectre) i spidsen – til overdrevet simpel og påtaget humor. Når det er sagt, så har Britannia tilstrækkeligt med krudt, fascinerende figurer og en historie at fortælle til nå et stort publikum. Om den så bliver den næste Game of Thrones, vil tiden vise, men serien har afgjort et stort potentiale og stor underholdningsværdi. Fire stærke stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første tre ud af ti episoder).

Hele 1. sæson af Britannia kan streames på HBO Nordic fra den 19. januar. Billedkvaliteten imponerer, og lyden er god, men lidt indelukket.

(Foto: HBO)

Fakta & Rating:

HBO Nordic
Release: 19. januar 2018
Instruktion: Sheree Folkson
Med: David Morrissey, Kelly Reilly, Nikolaj Lie Kaas, Liana Cornell, Mackenzie Crook, Ian McDiarmid, Zoë Wanamaker
Genre: Drama
Land: USA
År: 2017
Tid: 10:00 timer

  • FILM:
  • EKSTRA:
  • LYD:
  • BILLEDE:
  • Læs også:

    Det kunstige univers ekspanderer – og imploderer

    Den fascinerende tv-serie Westworld opretholder sine premiumkvaliteter.

    Lækker anakronisme

    Kenneth Branagh serverer et visuelt festfyrværkeri af en Christie-klassiker. Historien er derimod ikke særlig festlig.

    Romantisk overlevelsesdrama

    Umage par må kæmpe for at overleve i brutale, men spektakulære omgivelser efter et flystyrt.

    Klassisk stjernekrig

    The Mouse House forvalter Star Wars-arven med respekt i endnu en klassisk film om kampen mellem det gode og det onde.

    Herlig kynisme

    Den egocentriske kynisme lever i bedste velgående, når Axe og Chuck igen støder sammen i 3. sæson af Billions.

    Seje helte – slap historie

    DC’s superhelte forsøger sig med en Avengers, men de er hverken lige så friske eller interessante som deres Marvel-fætre.

    Noget af det dummeste vi har set

    Geostorm er en åbenlys fornærmelse mod ethvert normaltbegavet menneske – og dræbende kedelig!

    Sarkastiske superhelte

    Ironi og sarkasme går som en rød tråd gennem vores tredje møde med tordenguden – og det virker.

    Fransk socialrealisme

    Anden runde af Marseille byder på en væsentlig mere realistisk og tilfredsstillende seeroplevelse end den første.

    Ujævnt krigsdrama

    Den tjekkiske modstandsbevægelse planlægger et attentat på hjernen bag “Endlösung”, Tjekkoslovakiets rigskansler Heydrich.

    Skelsættende eksistentialisme

    Alex Garland giver os en science fiction-film langt ud over det sædvanlige. Frygt, angst, døden og spørgsmål om vores egen eksistens er hjørnestenene i dette mesterværk.

    Facaden revner

    En progressiv, meget liberal amerikansk familie sættes på prøve, idet alder, værdier og fordomme konfronteres på ubehagelig vis.

    annonse
    annonse
    annonse
    annonse
    -

    Lyd & Billede

    Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt.