annonce
annonce

Captain America: Civil War 3D

Blu-ray anmeldelse

I den tredje film om den gemytlige Captain America og hans brogede vennekreds er det indre splid og moralske dilemmaer, der er i centrum. Underholdende, men langtrukket.

Superheltene fra Marvel-universet er blandt de mest indbringende film-franchises nogensinde og – som regel – et sikkert stik, når det gælder salg af biografbilletter og Blu-ray-film. Hidtil har de såkaldte MCU-film (fra og med den første Ironman) indspillet ufattelige 10 milliarder dollars alene i biograferne. I det perspektiv er det ikke underligt, at antallet af film nærmer sig 15, og selskabet bag – Disney – fortsætter med at presse citronen.

Når det er sagt, så har Marvel-filmene konsekvent holdt en overraskende høj standard med en god blanding af popcorn-underholdning, action og humor. Men spørgsmålet er, hvor længe de kan blive ved med at vride originale historier ud af det samme koncept.

Føljeton

Captain America: Civil War bygger i høj grad videre på plottet fra de to første film (plus Avengers), så hvis du er ny i forhold til universet, kan historien kan være svær at følge med i, og den indforståede humor og småskænderierne vil ikke give så meget genklang.

Holdet er samlet igen, da en ny fare truer i Nigeria. En biologisk laboratorium bliver røvet, og manden bag er en gammel kending af vores helte, Brock Rumlow alias Crossbones. Desværre går det som så mange gange før (New York, Washington og Sokovia): Civile liv går tabt, når Iron Man (Downey Jr.), Black Widow (Johansson), Scarlet Witch (Olsen) og Captain America (Evans) skal forsvare den frie verden.

Verdens nationer, med USA’s udenrigsminister i spidsen, sætter foden ned og kræver, at vores helte fremover skal operere under FN-mandat. Dermed er kimen til splid sået blandt superheltene. Gruppen deles i to, hvor Captain America repræsenterer den uafhængige fløj, mens Iron Man mener, at de som magtudøvere skal kunne holdes ansvarlige og underlægge sig kontrol.

Da en FN-bygning i Wien sprænges i stykker, og den mistænkte viser sig at være en gammel bekendt af Captain America – Bucky Barnes alias Winter Soldier (Stan) – kommer det til direkte kamp mellem vores helte.

Captain America: Civil War 3D
Captain America: Civil War 3D

 

Overkill

Jovist er Captain America: Civil War en stor, flot produktion, teknisk fremragende gennemført med et enormt budget og dygtige folk både foran og bag kameraet. Men – og det er et stort men – efter to en halv time sidder vi tilbage med en lidt tom fornemmelse, for det her har vi da set før …?

Og lad det være sagt med et samme: Den tredje film om USA’s elskede søn og heroiske soldat er bestemt ikke nogen dårlig film, tætpakket som den er med halsbrækkende actionscener, fascinerende locations verden rundt, gode skuespillere og kæk humor. Det bliver bare lidt for meget og rent ud sagt repetitivt.

Når man for 117. gang ser superhelte og -skurke slå løs på hinanden, smadre hinanden ned i asfalt, ind i betonsøjler og gennem bygninger, og knuse jumbojets, som om de var saltstænger, så bliver man simpelthen visuelt mæt og nærmest lidt udmattet.

Captain America: Civil War 3D
Captain America: Civil War 3D

 

Komedie

Det, der især pifter filmen op, er de kvikke replikker og de evige mundhuggerier superhelte imellem. Ikke mindst i scenen i Leipzigs lufthavn, hvor de alle sammen støder sammen – og selv Ant-Man og den nye Spider-Man får deres 15 sekunder i rampelyset. En frisk actionsekvens ledsaget af kvikke bemærkninger, der fyger mellem aktørerne som projektiler. Sjovt og særdeles underholdende.

Captain America: Civil War 3D
Captain America: Civil War 3D

 

Moralsk dilemma?

Som en alvorlig undertone i filmen forsøger manuskriptforfattere, producere og instruktører at bilde os ind, at den konflikt, der opstår, når nogen handler i det godes tjeneste, men måske gør mere skade end gavn, er et moralsk dilemma, som giver denne superheltefilm et dybere perspektiv. Det er en fiks lille rød tråd filmen igennem, men lad dig ikke narre – det her er rendyrket popcorn-action fra første til sidste sekund.

Og det er ikke en helt frisk smag af popcorn, snarere lidt hengemt, for ligefrem nyskabende er Captain America: Civil War bestemt ikke. Men vi strækker os til fire solide underholdningsstjerner.

captain-america-civil-war_9 captain-america-civil-war_8 captain-america-civil-war_7 null
<
>
Captain America: Civil War 3D

 

Ikke i 4k

Mærkeligt nok er Disney det eneste af de store filmselskaber, der endnu ikke er hoppet på 4K-karrusellen. I dette tilfælde temmelig skuffende, for den tekniske kvalitet af 3D Blu-ray-udgivelsen er upåklagelig, men den ville unægtelig have stået en tand skarpere i 4K-kvalitet. Lydsporet (dts-MA 7.1) leverer i den grad varen, og vi har sjældent hørt et bedre mikset surround-spor.

På bonusfronten får vi en næsten halv time lang, solid bag-om-filmen, udeladte scener, et informativt kommentarspor fra de to instruktører samt nogle minidokumentarer.

FAKTA

  • Release: 6. oktober 2016
  • Instruktion: Joe Russo & Anthony Russo
  • Med: Chris Evans, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Sebastian Stan, Anthony Mackie, Don Cheadle, Jeremy Renner, Elizabeth Olsen
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2016
  • Tid: 02:27 timer

Har du noe å tilføye?

Velkommen til Lyd & Bildes diskusjonsforum. Vi vil gjerne vite hva du mener. Hold deg til temaet og vær saklig, så slipper vi å slette eller moderere innlegg. Andre spørsmål eller synspunkter rettes til redaksjon@lydogbilde.no.

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-