Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Jaws

Blu-ray-anmeldelse

Universal Pictures fortsætter med at udgive gamle klassikere på Blu-ray med en ansigtsløftning. Denne gang er turen kommet til en af de mest indflydelsesrige, banebrydende og sagnomspundne film gennem tiderne.

Publiceret 11/09/2012 - 00:00
Jaws
Lorentz Celo

Jaws – eller Dødens gab, som blev den danske titel, da den havde premiere i 1975 – er filmatiseringen af Peter Benchleys prisbelønnede bestseller af samme navn. I instruktørstolen sad en relativt ukendt mand i slutningen af tyverne, som senere skulle blive en af de største filmskabere i moderne tid: Steven Spielberg.

Filmen fortæller historien om det lille kystsamfund Amity, som bliver terroriseret af en enorm menneskeædende hvid haj. Politimester Brody (Scheider) kommer under stort pres fra lokale politikere og erhvervsliv, da han vil lukke stranden for alle de turister, som strømmer til i sommermånederne. Mod hans vilje bliver stranden holdt åben, men det giver flere ofre for hajen, og Brody får mandat til at iværksætte modtræk. Han kontakter den unge marinebiolog Hooper (Dreyfuss) og en gammel krigsveteran og fisker ved navn Quint (Shaw) for at fange og dræbe monsteret.

Jaws var et særdeles ambitiøst projekt, og ingen troede – med tanke på tidens teknologi – at romanen kunne filmatiseres. Men store ressourcer blev sat ind i jagten på folk, som kunne bygge en realistisk mekanisk haj, og efter lang tids eksperimentering fik producenterne og Spielberg tilfredsstillende materiale nok til at lave en spillefilm. Resultatet er fortsat imponerende her næsten fyrre år senere! Godt nok er der enkelte scener, hvor man rynker på næsen af hajen, men det fungerer godt, og hele produktionen er imponerende uden nogen form for digital teknologi. Billeder, klip og den legendariske filmmusik af John Williams er i absolut særklasse!

Foruden det rent tekniske arbejde er Jaws bundsolid på mange områder. Manuskriptet er rigtig godt, med masser af humor og stor forståelse for menneskelige relationer, og filmen har en ypperlig dramaturgi. Skuespillerne gør en vældig god indsats, og castingen er meget vellykket og har givet os en mængde interessante karakterer, specielt Robert Shaws fortolkning af Quint. Samlet set en klassiker med enorm underholdningsværdi! Seks stjerner.

Mange har ventet på, at Jaws skulle blive tilgængelig på Blu-ray, og ventetiden har ikke været forgæves. Udgivelsen er fantastisk! Billedsiden er blevet grundigt restaureret med brug af de gamle negativer, og teknikerne har brugt op til tre-fire timer på enkelte billeder (!) Lydsporet er en nydelig 7.1 dts-HD med dts-mono som alternativ. Ekstramaterialet er også imponerende med fire-fem timer med forskellige bag-om-filmen og interviews, selv om noget af det er fra tidligere udgivelser på dvd fra nogle år siden. Køb anbefales på det kraftigste!

Karakter
Jaws

Fakta:

  • Release: 14. august 2012
  • Instruktør: Steven Spielberg
  • Medvirkende: Roy Scheider, Robert Shaw, Richard Dreyfuss, Lorraine Gary, Murray Hamilton, Carl Gottlieb
  • Genre: Thriller
  • Land: USA
  • År: 1975
  • Tid: 2:04 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top