Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Men in Black 3 3D

Blu-ray-anmeldelse

Hele ti år er gået, siden agent K (Tommy Lee Jones) og hans partner agent J (Will Smith) sidst bankede livet ud af aliens i forklædning på Jorden. Den anden film var bestemt ikke et karrieremæssigt højdepunkt, men med den tredje tager historien en uventet drejning.

Publiceret 15/11/2012 - 00:00
Men in Black 3 3D
Tor Aavatsmark

I 1997 kom den banebrydende og morsomme originalfilm, fem år senere fik den en skuffende efterfølger, og med Men in Black 3 er konceptet nøjagtig det samme som i de to foregående: Vores to agentvenner arbejder fortsat i den superhemmelige tjeneste til beskyttelse af menneskene mod farlige aliens. Men denne gang skal vi langt tilbage i tiden.

Idet det lykkes Boris the Animal (Jemaine Clement), som agent K fik bag lås og slå for 40 år siden, at undslippe fra sit topsikrede fængsel på månen (!), sværger han hævn over K. Vores sortklædte agentvenners liv er i fare, og da Boris rejser tilbage i tiden for at dræbe agent K, sættes hele Jordens og menneskehedens fremtid på spil.

Hvis du kunne lide de foregående film, vil den her nok også falde i din smag. Den adskiller sig ikke meget fra de to første film – med én vigtig undtagelse: Tommy Lee Jones er, stort set, erstattet af Josh Brolin. Personligt mener vi, at det er et positivt træk; Brolin er en af tidens mest spændende skuespillere, og han imiterer både Lee Jones’ mimik og sprog fabelagtigt! Smith skuffer heller ikke og laver sin varemærkerolle som rapkæftet og cool fyr – ganske som sædvanlig, med andre ord.

Rejsen tilbage i tid giver plottet et tiltrængt frisk pust; dog kæmper historien mellem komik og jagten på den anmassende Boris. For undertegnede blev det lige lovlig fjollet og passer nok bedre til et lidt yngre publikum. Men når det er sagt, så er filmen glimtvis god underholdning.

Den er i 3D, men det er ikke særlig fremtrædende; kun i enkelte scener kommer 3D-effekten virkelig til sin ret. Lydsporet er komplekst og med en særdeles god surround, men mangler lidt på de dybeste toner. På bonusfronten er der mange godbidder, bl.a. en god bag-om-filmen, konverteringen til 3D, special effects, spil, musikvideo, bloopers og en morsom sammenligning mellem 1960’erne og i dag.

Karakter
Men in Black 3 3D

Fakta:

  • Release: 26. september 2012
  • Instruktion: Barry Sonnenfeld
  • Medvirkende: Will Smith, Josh Brolin, Tommy Lee Jones, Jemaine Clement, Emma Thompson, Alice Eve
  • Genre: Action/komedie
  • Land: USA
  • År: 2012
  • Tid: 1:46 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top