Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Orange Is the New Black, 2. sæson

Fængslende underholdning

Anden sæson af publikumsfavorit går dybere og er mørkere – med et godt resultat.

Publiceret 17/06/2014 - 17:03
Orange Is the New Black, 2. sæson
Lorentz Celo

Spændinger har været stor for de mange fans af Orange Is the New Black. Hvordan det vil gå med den tilsyneladende uskyldige forstadspige Piper Chapman (Schilling), efter at første sæson sluttede med, at hun slog løs på den religiøse hidsigprop Pennsatucky (Manning)? Den efterfølgende forlængelse af hendes ophold i kvindefængslet Litchfield betyder 13 nye episoder, hvor hun møder mange svære udfordringer med de kriminelle indsatte og den mere eller mindre korrupte fængselsledelse.

Seriens skaber, Jenji Kohan, har denne gang taget sig langt større friheder i formidlingen af historierne. Første sæson var baseret på bogen af Piper Kerman, men nu er det hele fortalt med løsere hånd og større intensitet uden ført pen. Resultatet er blevet en langt mørkere serie med mere komplekse og komplicerede personer og med dybtfølte og forstyrrende historier fra et allerede etableret og velkendt miljø.

Den største og mest tilfredsstillende forandring i anden sæson er, at Piper nu har affundet sig med fængselslivet, og hun er blevet hårdere og mere egoistisk for at overleve i sin nye tilværelse. Samtidig mærker vi, at hun stadig er sårbar og kæmper med de samme problemstillinger, men rollefiguren er mere dynamisk og lettere at holde af.

I anden sæson er der mere fokus på de enkelte indsattes baggrund og historie, hvilket både skaber mere interessante roller og gør serien mere seværdig.

Essensen i konflikter og begivenheder er baseret på det, der efterhånden udvikler sig til en ren bandekrig mellem to grupperinger. På den ene side de sorte, anført af den gamle, legendariske inmate Vee (Toussaint), og på den anden side de hvide, der ledes af den tidligere køkkenchef Red (Mulgrew). Serien vier også meget opmærksomhed til den delvis korrupte fængselsledelse og specielt den manipulerende vicedirektør Natalie Figueroa (Reiner).

2. sæson af Orange Is the New Black er både storslået underholdning og en beundringsværdig produktion. Den har et rigtig godt flow i fortællingen og benytter sig af intelligente greb for at formidle historierne og beskrive personer og konflikter. Skuespillet er generelt beundringsværdigt, selv om nogle af de indsatte er lige lovlig karikerede. Men det er vel svært at undgå i sådan et miljø.

En af de få ting, der irriterer lidt, er Jason Biggs fra American Pie-filmene i rollen som Pipers mand, Larry. Han har ikke helt formået at ryste sine tidligere optrædener af sig og virker her som en letvægter. Ellers bliver man imponeret over seriens mange morsomme detaljer og replikskifter, mens fotograferne på fremragende vis fanger det hele og øger følelsen af at være til stede. Vi ser frem til 3. sæson! Fem stjerner.

Teknisk set har Netflix gjort et formidabelt stykke arbejde. Både lyd- og billedkvalitet er virkelig flot og viser, hvordan den slags skal gøres!

Karakter
Orange Is the New Black, 2. sæson

Fakta:

  • Release: 6. juni 2014
  • Instruktør: Michael Trim m.fl.
  • Medvirkende: Taylor Schilling, Michael Harney, Jason Biggs, Kate Mulgrew, Danielle Brooks, Alysia Reiner, Lorraine Toussaint, Taryn Manning
  • Genre: Drama/komedie
  • Land: USA
  • År: 2014
  • Tid 13:30 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top