Kumail (Nanjiani) er andengenerations pakistansk indvandrer i USA. Hans forældre har taget religion, skikke og kultur med sig og lever stort set, som de gjorde i Pakistan, mens Kumail er splittet mellem de to kulturer. Til sine forældres store fortvivlelse ernærer han sig som (middelmådig) standup-komiker, mens de havde håbet på advokat eller læge.
Hvad værre er, så har han endnu ikke har fundet sig en pakistansk livsledsagerske, hvilket de næsten hver dag forsøger at prakke på ham; men Kumail er forelsket i den meget amerikanske Emily (Kazan). Da Emily finder ud af, at han ikke har fortalt sin familie om hende, og at han i så fald må bryde alle bånd med dem, dumper hun ham. Men så havner hun pludselig i kunstigt koma …
På hospitalet møder Kumail Emilys forældre (Hunter, Romano), og nye bånd smedes. Som deres nye “bedsteven” må han genvinde Zoes tillid, når (hvis?) hun vågner.
Konflikterne står i kø, og ofte er de lidt for indlysende og forudsigelige, men filmen har en stærk varme og følsomhed, der charmerer os. Baseret på virkelige hændelser og med en Kumail, der spiller sig selv (hvilket han i øvrigt ikke er voldsomt god til), giver det filmen et autentisk udtryk.
Især Holly Hunter og Ray Romano imponerer i rollerne som de overbeskyttende forældre, og vi tror virkelig på historien om, at de til sidst tager Kumail under deres vinger.
Nogle af det mest spændende ved The Big Sick er, hvordan den tager tidsånden på kornet med åbenlyse konflikter mellem indvandrere, deres skikke og deres møde med den nye kultur. Et tema, som den behandler med respekt, men ikke er bleg for at se på med et humoristisk blik. En lille charmeperle af en film, der havde fortjent en lidt strammere instruktion, at blive klippet et kvarter ned og en mere markant hovedrolleindehaver. Fire stjerner.
Billedkvaliteten er ganske udmærket, men hverken skarphed eller farver er i top. Det imponerende lydspor byder på fyldig og detaljeret lyd. Kommentarspor, udeladte scener, en kort bag-om-filmen og nogle korte features er, hvad vi får i bonus.
