Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Godkendt sortie

Transformers 5 – The Last Knight

Med The Last Knight takker Michael Bay af som Transformers-instruktør. Og han leverer faktisk en okay afslutning.

Publiceret 17/11/2017 - 14:58
Godkendt sortie
Tor Aavatsmark

Gennem fire film har megaeksplosionsinstruktøren Michael Bay mere eller mindre slidt os mentalt op med koloenorme slåskampe mellem skrotmetal. Fraværet af genuint menneskelige karakterer og mellemmenneskelige relationer har hele tiden været et ankepunkt, ligesom han film efter film har læsset endnu mere “spektakulære” slåskampe mellem de gigantiske robotter på, indtil vi sad helt udkørt tilbage.

Det var med andre ord ikke de helt store forventninger, vi havde, da vi tændte for Bays svanesang om Autobots og Decepticons.

(Foto: Fox Paramount)

Plottet (som i og for sig er fuldstændig underordnet i disse film) er denne gang centreret omkring robotternes magiske “urstav”, som de skal bruge til at genopbygge deres planet. Staven må bringes tilbage, Jorden skal suges tør for ressourcer – og de eneste, der kan stoppe dem, er den sidste efterkommer af troldmanden Merlin, Vivian Wembley (Haddock), og vores gamle helt Cade (Wahlberg).

Historien er tynd som svensk øl, men i modsætning til den forfærdelige Age of Extinction er legetøjsbilernes infernalske slåskampe denne gang nedtonet, og vi får en indimellem spændende historie med en god dosis frisk humor. Især midterdelen (af den over to en halv time lange film!) er ganske underholdende. Her får Sir Anthony Hopkins lov til at skinne med sin krakilske tjenerrobot, en morsom parodi på C-3PO.

(Foto: Fox Paramount)

Filmreferencerne falder tæt som regn, og Bay tøver aldrig med taktskifte fra genre til genre. Vi farer af sted i et hæsblæsende tempo med spektakulære special effects over og under vand. Den sidste halve time er dog ét langt forudsigeligt CGI-orgie, men alt i alt er vi positivt overrasket over Bays miks af ekstravagant, over-the-top sci-fi/komedie/ridder/actionfilm. Tre popcornstjerner.

Både lyd- (Dolby Atmos) og billedkvaliteten er absolut superb på denne 4K UHD Blu-ray-udgivelse – en soleklar referencefilm! Bonusmaterialet byder på et dybt dyk ned i optagelserne i UK og fire korte features.

<
>
(Foto: Fox Paramount)
Karakter
Godkendt sortie

Fakta:

4K UHD Blu-ray
Release: 9. november 2017
Instruktion: Michael Bay
Med: Mark Wahlberg, Anthony Hopkins, Josh Duhamel, Laura Haddock, Isabela Moner, Santiago Cabrera, Stanley Tucci
Genre: Action
Land: USA
År: 2017
Tid: 2:35 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top