Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

10 fejlslagne spådomme om Apple

Vi har kigget i historiebøgerne og fundet ti citater, der vakte overskrifter, da de blev fremført, men som i dag er gjort til skamme. Tjek dem her og se, hvem der stod bag dem.

Skrevet af / 03/06/2011 - 15:06
10 fejlslagne spådomme om Apple

Apple har igennem årene været igennem mildt sagt turbulente perioder, fra fyringen af Steve Jobs i 1985 til konkursens rand i midten af 90’erne. Men Apple har flere gange vist sig at trives i rollen som underdog på bekostning af dem, der mente at vide, hvordan tingene hang sammen.

Her er 10 forsøg på at dømme Apple ude, der set i historiens klare lys forekommer noget uheldige.

1. Giv investorerne pengene tilbage
Michael Dell, stifter af Dell Inc., 1997

Da Steve Jobs returnerede til Apple i slutningen af 1996, så økonomien mildest talt ikke for godt ud for Apple. På en IT-konference blev stifteren af Dell Computers, Michael Dell, spurgt om, hvad han ville gøre, hvis han var i Steve Jobs’ situation.

”Hvad jeg ville gøre? Jeg ville lukke firmaet og give aktionærerne deres penge tilbage.”

Et lille årti senere, i 2006, skrev Steve Jobs i en intern mail:

”Det ser ud til, at Michael Dell ikke var kunne forudsige fremtiden helt perfekt. Da børsen lukkede i dag, var Apple mere værd en Dell. Aktier går op og ned, og tingene kan se anderledes ud i morgen, men jeg syntes, det er værd at reflektere lidt over.”

I skrivende stund er Apple det mest værdifulde firma i verden med en markedsværdi på lige omkring 350 milliarder dollars, rundt regnet 13 gange så meget som Dell Inc.

2. iMac’en vil fejle
Hiawatha Bray, teknologiskribent for Boston Globe, 1998

”iMac’en vil kunne blive købt af de allermest trofaste kunder. Den har ikke noget floppy-drev, så man kan lave backup eller dele data. Det er et ufatteligt selvmål fra Jobs, der burde vide bedre. iMac’en er stilren, elegant, floppy-fri – og dømt til at fejle.”

3. iPhone vil ikke have nogen effekt på branchen
Matthew Lynn, Bloomberg, 2007

”Apple vil sælge nogle få stykker til fans, men iPhone vil ikke få nogen betydning for branchen på sigt.”

4. Drop hardwaren
Wired, 1997

”Indrøm det. I er ude af hardware-branchen.”

Efterfulgt af Wireds bud på 101 måder, Apple skulle kunne redde sig selv på.

5. Visioner er ikke nok
BusinessWeek, 1996

”Der var så meget magi i Apple Computer i de tidlige 80’er, at det er svært at tro, at det alt sammen kan glide ud i ingenting, enten opkøbt af et andet IT-firma eller som et lille nichefirma. Apple transformerede kolde bits og bytes til spændende værktøjer og legetøj for millioner af mennesker over hele verden. Firmaets nedgang er en sørgelig konstatering af, at innovative produkter og store visioner nogle gange ikke er nok til at overleve på lang sigt. Apple er gået fra hip til has-been på bare 19 år.”

Businessweek fortsætter med at forklare, hvordan Steve Jobs’ exit var et skridt i den rigtige retning, og at Apples eneste håb vil være at åbne softwaren op til resten af branchen.

6. Når du læser dette, er Apple formentlig blevet opkøbt
Fortune Magazine, 1996

”Det er hjerteskærende. Når du læser denne artikel, har Apple Computers – højborgen for kreativitet i Californien – formentlig accepteret at blive opkøbt af Sun Microsystems, Philips Electronics eller en tredje køber.”

Samtidig påpeger Fortune, at Apple aktier næppe er værd at investere i.

”Apples uforudsigelige opførsel på børsen har medført, at aktien på Wall Street har fået et ry for at være noget, langtidsinvestorer skal holde sig fra.”

Længere nede i samme artikel finder man dog et citat fra Steve Jobs, der senere på året vendte tilbage til Apple.

”For mig er det helt enkelt. Hvis det var mig, der ledte Apple, ville jeg malke Macintosh’en for alt, hvad den er værd – og se at komme i gang med at opfinde den næste store ting. PC-krigen er overstået. Færdig. Microsoft vandt for længe siden.”

7. Apples lange nedtur
Michael S. Malone, forfatter til bogen Infinite Loop, 1999

”Markedsandelen er steget, aktierne er gået op, flotte nye produkter ruller ud ad døren, kunderne er igen stolte. Steve Jobs havde igen formået et mirakel. Men på trods af al hans succes, så havde Jobs i virkeligheden kun skabt en midlertidig pause i Apples lange nedtur.”

8. Ingen hjælp at hente i fortiden
The Financial Times, 1997

”Apple har ikke længere en førende rolle på markedet for personlige computere. ‘Tanken om, at de skulle kunne hente et stort hit fra fortiden og skabe en succes … er vanvittig,’ vurderer software-udvikler Dave Winer.”

9. Apple er allerede død
Nathan Myhrvold, Microsofts CTO, 1997

”Købet af NeXT er for lidt, for sent. Apple er allerede død.”

NeXT, Inc. blev stiftet af Steve Jobs efter hans afgang fra Apple i 1985. I 1996 købte Apple NeXT for 429 millioner dollars og 1,5 millioner Apple-aktier til Steve Jobs. NeXT-softwaren kom til at udgøre en stor del af fundamentet i Mac OS X.

10. Apple er færdig
Stan Dolberg, senior software-analytiker hos Forrester Research Inc., 1996

”Uanset om virksomheden står alene eller blive opkøbt, så er Apple, som vi kender det, færdig. Det er så klassisk. Det er så trist.”

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AI planlægger vores ferie

Styr computeren med hjernen

Solpaneler i øjnene?

Googles AI fantaserer sig frem til spil

Ny AI udfordrer GPT-4

Google lancerer mini-AI

Kinas supercomputer slår rekord

AI-generator skaber realistiske videoer

ChatGPT får hukommelse - som kan slås fra

Kan dette pandebånd kontrollere drømme?

Googles chatbot skifter navn til Gemini

ISS modtager opgraderet computer

0
Lyd & Billede
Scroll to Top