Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Tag bedre billeder

Mens kamerasalget falder, øges antallet af billeder, vi tager. Samtidig har man aldrig fået bedre billedkvalitet end med nutidens kameraer.

Skrevet af / 05/12/2014 - 06:00
Tag bedre billeder

Spørgsmålet er, hvorfor vi køber færre kameraer. Det er næppe, fordi markedet ikke er optaget af billedkvalitet, for det er de billigste og som regel dårligste kameraer, der falder mest. Men at salget af spejlreflekskameraer også daler, fortæller os flere ting om markedets valg.

Med en smartphone i lommen har alle et kompaktkamera let tilgængeligt. Så bliver et ekstra kamera overflødigt, og det er den markedstendens, vi har set de seneste år, hvor salget af salget af kompaktkameraer er faldet som en sten. Men de dyrere avancerede kompaktkameraer og de vejrtætnede kameraer holder stand. Det fortæller os, at billedkvalitet og specielle egenskaber stadig er efterspurgt.

Se bare salget af actionkameraer, som har været eventyrligt.

Systemsvigt
Den bedste billedkvalitet får du fra systemkameraer, som med stor billedsensor og udskiftelig optik kan give flotte billeder i alle situationer.

Systemkameraer findes i to kategorier: Det traditionelle spejlreflekskamera og det kompakte systemkamera. Spejlrefleks er næsten synonymt med Nikon og Canon, der har set salget halveret det seneste halve år. Det fortæller os, at markedet måske er blevet træt af store kameraer, der ligner hinanden til forveksling og ikke har nok fordele til, at det er besværet værd.

Så ser det straks lysere ud for de kompakte systemkameraer, der kun oplever en marginal nedgang i salget, men byder på samme billedkvalitet som spejlrefleks. Blandt deres fordele er mindre og lettere kameraer og optik, hurtigere skudtakt og handy format. Men de har arvet en af de potentielle ulemper fra spejlreflekserne: Mængder af avancerede funktioner og knapper, der får dem til at minde mere om computere end kameraer.

For komplekst
Det kan være, at det stadig større antal menulinjer og funktioner har flyttet fokus væk fra det vigtigste. Nemlig at det ikke skal være kompliceret at tage gode billeder. Det er ikke kun i reklamerne, at det enkleste er bedst – bare spørg Leica, som er lykkedes med at gøre avancerede kameraer lettere at bruge ved at skrælle alt det overflødige væk.

Vi tror, at kameraindustrien trænger til at få glæden ved at tage billeder tilbage i kameraerne og holde op med at læsse funktioner på, som de fleste af os alligevel ikke har brug for. Gør det sjovt, enkelt og attraktivt at fotografere via mere simple kameraer, bedre designløsninger og smartere kobling til mobilen.

Vores anbefalinger
På de følgende sider finder du de kameraer fra 2014, som vi bedst kunne lide. De er blandt de bedste i deres klasse og kan varmt anbefales til alle, der vil have noget med bedre billedkvalitet end mobiltelefonen.

Alle priser er baseret på den gennemsnitlige markedspris pr. oktober 2014.

De forskellige kameratyper

Kompaktkameraer – fra 1.000 kroner
Markedet har talt, og forbrugerne styrer uden om de billigste kompaktkameraer. I stedet tager man billeder med mobilen, som er det nye kompaktkamera. Da står tre typer kompaktkameraer tilbage som vindere: Action-, superzoom- og professionelle kompaktkameraer.

Førstnævnte kategori starter omkring 2.000 kroner og er vandtætte og stødsikre kameraer med god billedkvalitet, der kan tåle det meste. Superzoomkameraer er større, ligner systemkameraer og giver meget større rækkevidde med kraftig zoom, men ikke bedre billeder.

Professionelle kompaktkameraer – fra 3.000 kroner
Den mere avancerede type kompaktkameraer kaldes pro-kompakt, fordi optikken er lysstærk, billedkvaliteten bedre og funktionsniveauet langt højere. Med større billedsensor og mulighed for at gemme råfiler til efterbehandling er disse kameraer eftertragtet af dem, der vil have noget tæt på spejlreflekskvalitet i lommeformat. Her finder vi også superzoomkameraer med mere end 10x zoom. De koster en del, men billederne bliver også bedre teknisk.

Systemkameraer – fra 3.000 kroner
Et systemkamera er det oplagte valg, når billedkvalitet er vigtigst. For her får du større billedsensor og bedre processor. Systemkameraer passer bedre til teleobjektiver, fordi kameraet ligger bedre i hænderne, og fordelene ved udskiftelig optik giver fotografen mange flere muligheder.

Salget af spejlreflekskameraer er faldet betragteligt, og mange mener, at markedet er ved at overtages af spejlløse systemkameraer, der giver lige så god billedkvalitet og har de samme muligheder, men i en mindre og lettere indpakning.

GIGANTISK KONKURRENCE – Vind årets bedste produkter!

 

Olympus DI_TG-3_red__Product_350_MASTER_990

Årets actionkamera
Olympus TG-3

Det bedste hårdføre kamera

Olympus’sejeste og mest robuste kamera er blevet mere praktisk og mere alsidigt.

Olympus Stylus Tough TG-3

Sidste år kårede vi Tough TG-2 til årets bedste kompaktkamera. Nu er efterfølgeren Tough TG-3 kommet, og forventningerne er selvfølgelig skruet højt op. Optikken er den samme, men opløsning er øget fra 12 til 16 megapixel. Den nye billedprocessor skal give samme billedkvalitet, men også mulighed for hurtigere billedserier. Frem for alt har kameraet fået Wi-Fi, så man kan parre det med sin smartphone og overføre billeder eller fjernstyre kameraet.

At man kan forbinde kameraet med telefonen, er mere praktisk, end det måske lyder. F.eks. gør muligheden for at uploade billederne til mobilen, at man ikke behøver at tage hukommelseskortet ud af et vådt kamera og risikere, at der kommer fugt ind i apparatet. Og det betyder, at man kan tage billeder, når man nedsænker kameraet i vand, og stadig se, hvad man sigter på. Kameraets skærm kan nemlig ikke vippes.

Billederne har de samme egenskaber som på forgængeren, da optikken er den samme. Der er ikke større fortegning eller lystab i hjørnerne igennem hele zoomområdet. Derimod mister man lidt skarphed ud mod kanterne. Farvegengivelsen er for det meste korrekt – også under vand, hvis man bruger det rigtige motivprogram. I svag belysning klarer TG-3 sig godt takket være den lysstærke optik.

Blandt de hårdføre kameraer har Olympus’ topmodeller skilt sig ud fra mængden, og Tough TG-3 er ikke nogen undtagelse. Det fortsætter med at imponere med endnu bedre ydelse og bedre billedkvalitet end konkurrenterne. Med muligheden for at fjernstyre kameraet fra mobilen er det også blevet lettere at bruge.

(10/14) JE
Karakter: 5
Pris: 3.400 kroner
Læs testen her

 

RX100III_990

Årets prof. kompaktkamera
Sony Cyber-shot RX100 III

Det bedste lommekamera – nogensinde!

Prisen er det eneste, vi er nødt til at trække ned for på det, der uden tvivl er det bedste lommekamera, vi nogensinde har testet.

Sony Cyber-shot DSC-RX100 III

Sonys lille RX1000 III er den tredje udgave af deres pro-kompakt og er ikke alene det bedste af dem, men det bedste lommekamera overhovedet, vi har testet til dato. Billedkvaliteten holder et så højt niveau, at det rent faktisk kan konkurrere med – og langt hen ad vejen erstatte – mange af de spejlreflekskameraer, vi har testet. Årsagerne hertil er flere.

Dets egenskaber i svagt lys er fremragende, med kun moderate mængder af billedstøj. Samtidig er den lysstærke zooms optiske kvalitet så høj, at man kan regne med knivskarpe og detaljerede billeder. Som man ellers sjældent ser fra små kameraer.

Størrelsen til trods har Sony formået at indbygge både vipbar skærm og elektronisk søger i RX100 III. En søger, der faktisk er god og ikke minder om de forfærdelige søgere i mange videokameraer, vi har testet. For at holde størrelsen på et minimum har Sony flyttet blitzen og placeret en opklappelig søger, som man får frem med en knap på siden. Når søgeren slås op, tændes kameraet, og man er klar til at fotografere.

Knapperne er naturligt nok små, men kameraets praktiske indstillingsring omkring objektivet – som kan programmeres – gør det muligt at tilpasse kameraet til forskellige behov. Det skal heller ikke glemmes, at videokvaliteten er rigtig godt for så lille et kamera.

Sony RX100 III har næsten ingen alvorlige konkurrenter i dette segment og denne størrelse. Indtil det lykkes nogen at komme med troværdige alternativer, er det her det bedste lommekamera, der kan købes for penge.

(10/14) LS
Karakter: 6
Pris: 6.500 kroner

 

OMD EM10_990

Årets kompakte systemkamera
Olympus OM-D E-M10

Systemkameraet der passer til alle

Med en attraktiv pris bejler Olympus til nybegynderne med et kamera, som er så avanceret, at selv de professionelle vil elske det. Olympus lille systemkamera har alt, hvad der skal til for at blive populært.

Olympus OM-D E-M10

Her får man både i pose og i sæk. For det halve af, hvad Olympus’ topmodel koster, tilbyder dette kamera næsten de samme egenskaber og samme billedkvalitet. Derfor er det svært at finde et bedre kamera til prisen lige nu end Olympus OM-D E-M10.

E-M10 er betydelig mindre og lettere end selv de mindste spejlreflekser fra Canon og Nikon, men langt mere avanceret og uden kompromiser, når det gælder billedkvalitet. Det er også mindre end de fleste kompakte systemkameraer med indbygget elektronisk søger. Undtagen Sony a6000, som hører til i samme prisklasse og nok er Olympus-kameraets nærmeste konkurrent.

Med samme billedsensor som E-M5 og samme billedprocessor som topmodellen E-M1 ligger det i kortene, at billedkvaliteten holder et højt niveau. Det samme må man sige om autofokussen, som er hurtig og stillegående. Med kameraets lynhurtige hybridfokus og en skudhastighed på 8 fps er det lille Olympus-kamera et langt bedre actionkamera end Nikons og Canons spejlreflekskameraer i samme prisklasse.

Med Wi-Fi, indbygget blitz, billedstabilisering, touch-skærm og fremragende billedkvalitet er Olympus OM-D E-M10 et af de bedste køb i mellemprisklassen. Det er næsten lige så avanceret som dyrere kameraer, men lige så let at bruge som de mest simple systemkameraer. For nogle vil det være lidt lille, for andre vil størrelsen være perfekt.

Kameraet er så tæt på fuldkomment, som det er muligt at komme i denne prisklasse, og er lige velegnet til begyndere og erfarne fotografer.

(04/14) LS
Karakter: 6
Pris: 6.399 kroner
Læs testen her

 

XT1_Front_VerticalGrip_990

Årets avancerede kompakte systemkamera
Fujifilm X-T1

Hårdfør perfektionist

Fotografer, der stiller store krav til billedkvalitet og betjening, vil falde i staver over dette kamera, der egner sig perfekt til både studie og ødemark.

Fujifilm X-T1

Få kameraer giver dig så meget billedkvalitet for pengene som Fujifilm X-T1. Kameraet, der ligner de klassiske spejlreflekskameraer fra tiden før digital fotografering, er perfekt til kræsne fotografer. For ikke alene er den klassiske betjening fremragende, X-T1 har også markedets bedste – og største – elektroniske søger. Plus fejlfri billedkvalitet.

Kameraet er bygget op omkring Fujis unikke 16,3 megapixel X-Trans II billedchip i APS-C format. Den har et uregelmæssigt sensormønster og har ikke noget lavpasfilter foran billedsensoren. Sammen med Fujis EXR II processor giver det uovertruffen detaljeopløsning og skarphed, som vi også så i testen af Fujifilm X-E2 tidligere i år. X-T1 har også markedets bedste – og største – elektroniske søger. Den er så god, at selv de, der ellers hader elektroniske søgere, vil tabe kæben.

Ikke overraskende leverer kameraet en billedkvalitet, der er helt i top for et kamera med APS-C billedsensor. Den er en tro kopi af billedkvaliteten fra Fujis ligeledes fremragende X-E2 med rigtig god kontrol over billedstøj, hvor man først kan se antydninger af kornstøj ved ISO 3200 og 6400.

Fraværet af touch-skærm er kameraets eneste reelle mangel. Resten er ren glæde. Den fremragende søger, det funktionelle design, det omfattende funktionsniveau og muligheden for at skræddersy betjeningen af kameraet gør tilsammen, at Fujifilm X-T1 er et overordentlig vellykket systemkamera.

Det sætter en ny standard i klassen på alle væsentlige områder, også billedkvaliteten – som er på niveau med langt dyrere full-frame systemkameraer.

(04/14) LS
Karakter: 6
Pris: 9.999 kroner
Læs testen her

 

Pentax K_3_990

Årets spejlreflekskamera
Pentax K-3

Bundsolidt kamera med unikke egenskaber

Konkurrenterne skal ikke føle sig alt for sikre. For Pentax har lavet et kamera for viderekomne, som vi ikke har set magen til.

Pentax K-3

Man skal ikke skue hunden på hårene, siges det, og det er let at overse Pentax, siden deres kameraer ligner alle de andres. Men det er kun udenpå. Sammen med Sony er de de eneste, der har billedstabilisering indbygget. Andre spejlreflekskameraer har det kun i visse objektiver.

Men Pentax adskiller sig fra alle andre ved at tilbyde vejrtætnede og solide kamerakonstruktioner til under 10.000 kroner. Altså den type kamera, man også kan tage med ud, når det stormer kraftigt. Hos Canon og Nikon koster kameraer med samme robuste konstruktion meget mere.

Billeddynamikken er fremragende og fuldt på højde med Nikon D7100, mens støj-egenskaberne ved høj ISO er bedre end med Canon EOS 70D. Der er meget at arbejde med for dem, der vil efterbehandle råfiler, og JPEG-filerne har rigtig god gengivelse af kontrast, farvemætning og hudfarver. Desuden har kameraet flere valgmuligheder for justering af parametre som kontrast, farvemætning, farvetemperatur, skygger og højlys samt skarphed.

Pentax K-3 er tydeligvis rettet mod viderekomne fotografer og har alt, hvad der skal til for at udfordre Canon og Nikon på deres hjemmebane. Det er bedre bygget end de fleste og byder på et funktionsniveau og en billedkvalitet, der ikke står tilbage for nogen. Det eneste, der trækker ned, er langsommere autofokus end de bedste konkurrenter. Men bortset fra det er Pentax K-3 et klokkeklart pletskud.

(02/14) LS
Karakter: 6
Pris: 9.500 kroner
Læs testen her

 

nikonD810-beauty_990

Årets professionelle kamera
Nikon D810

Amatørernes drøm proffernes valg

Hvis man vil have ekstrem ydelse, må man også være villig til at betale for det. Men Nikons sejeste kamera er ikke for alle.

Nikon D810

Det er nok de færreste, der budgetterer med små 30.000 kroner for et kamerahus, men Nikons nye superkamera er heller ikke for hvem som helst. De fleste vil være mere end tilfredse med et Nikon D5300 eller D3300, hvis budgettet er stramt, og for mange vil forskellen i billedkvalitet på det kamera, vi tester her, ikke være de ekstra penge værd.

Men hvis kun det bedste er godt nok, så er Nikon D810 det rigtige valg. Det er et dyrt kamera. Mange gange dyrere end de spejlreflekskameraer, vi normalt tester, så markedet for kameraer i denne prisklasse er begrænset.

Den tekniske kvalitet af billedfilerne fra D810 er det bedste, vi har set. Billeddynamik og farvedybde er fremragende og på niveau med – hvis ikke bedre end – Sony A7R, og Nikon-kamera slår alle konkurrenterne på detaljeskarphed. Det skal tilføjes, at forskellen i forhold til det to år gamle D800E ikke er særlig stor, men for dem, der er optaget af detaljer, vil D810 opleves som bedre.

Nikons bedste kamera mangler både Wi-Fi, touch-skærm, GPS og vipbar skærm. Men det bekymrer næppe D810’s målgruppe. De er langt mere optaget af billedkvalitet, hvad enten de fotograferer udendørs eller i studiet – og de er villige til at betale for det. De er også villige til at se igennem fingre med, at kameraet er stort og tungt. For dem er ydelsen vigtigst, og her skuffer Nikon D810 aldrig.

(10/14) LS
Karakter: 6
Pris: 28.000 kroner
Læs testen her

 

Panasonic-LUMIX-DMC-GH4-with-H-FS14140-lens-slant-and-BGGH3-battery-grip_990

Årets fotoprodukt
Panasonic Lumix DMC-GH4

Fremtidens kamera

Panasonic Lumix GH4 ligner til forveksling ethvert andet systemkamera, men er det første siden Canon EOS 1 Cinema til 96.000 kroner, der tilbyder 4K-video med fire gange så høj opløsning som HD-video og tv-udsendelser.

Panasonic Lumix DMC-GH4

Nyere systemkameraer er også gode videokameraer. Nogle af dem er så gode, at de bruges til film- og tv-produktion. F.eks. Canons fremragende spejlrefleks EOS 5D II. Et kamera, der har revolutioneret den måde, man producerer video på, fordi det er lille, relativt billigt og kan bruge et stort udvalg af lysstærk kvalitetsoptik.

Stillbilledkvaliteten er på højde med de bedste i klassen. Den er klart forbedret i forhold til forgængeren GH3 og er nu på niveau med Olympus OM-D E-M1 og Sony a77, for nu at nævne et par stykker med god 1080p HD-video oveni. Man får en mættet og neutral farvegengivelse med god farvedybde og fremragende billeddynamik.

Med 4K-video direkte fra kameraet og ind i en kalibreret Sony VPL-VW500ES 4K-projektor kan man straks se, hvor stor forskel fire gange så høj opløsning som HD faktisk udgør. På små detaljer, såsom snefnug, strukturen i objekter, diagonale linjer og kontrasten mellem detaljerne i billedet, er den enorm.

De, der køber et 4K-tv, har noget at glæde sig til. Ikke alene får de 8 megapixel i stedet for 2 at boltre sig med, når de skal vise stillbilleder, de kan også nyde den overlegne videokvalitet fra et banebrydende kamera som Panasonic Lumix GH4. Et kamera, der kan udfordre de bedste systemkameraer på billedkvalitet, men jorder dem fuldstændig på videokvalitet.

Til 10.000 kroner – eller 20.000 med en 14-140 mm zoom – må det siges at være et kup.

(06/14) LS
Karakter: 6
Pris: 9.999 kroner
Læs testen her

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

DJI giver manuelle objektiver autofokus

Prof-video på iPhone

Lysstærk og kompakt zoom

Først med 8K-video

Fleksibel monopod

Panasonic opgraderer Lumix S5IIX

Flyv drone med stick og goggles

Lysstærk og let 50 mm

Superzoom som kan alt

Nye versioner af en af vores favoritter

Verdens fedeste instant-kamera?

Nikon Z9 får nye funktioner

0
Lyd & Billede
Scroll to Top