Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

nyhed

Middelmådighed råder

Langt over 100 film og tv-serier har vi pløjet os igennem i løbet af det sidste år. Meget var godt, rigtig meget var middelmådigt, og overraskende lidt var til topkarakter.

Skrevet af / 21/11/2017 - 00:27
Middelmådighed råder

At opsummere et helt år med film og tv-serier er altid en speciel oplevelse. Forbløffende mange er hurtigt glemt, mens perler atter dukker frem af erindringen, samtidig med at man får et mere generelt billede af året, der gik. Og vi kan konkludere, at 2017 blev et år præget af middelmådighed og manglende vilje til at satse på noget nyt.

Igen var storfilmene (dem med STORT budget) fra Hollywood domineret af genbrug og remakes, ligesom det overdrevne fokus på superhelte også fortsatte i år. Igen kom mange af de bedste produktioner fra skaberne af tv-serier. Her ser vi ofte en større vilje til at satse på noget nyt end den ret konforme masse, der spyttes ud af Hollywood-maskinen.

Netflix slog til med alle tiders dyreste tv-serie i storproduktionen The Crown om dronning Elizabeth II’s tidlige regeringsår. Blandt de gamle travere er det stadig Game of Thrones, der imponerer mest. Af nyt blod lod vi os fascinere af skræmmende godt skuespil i Big Little Lies, mens årets mest spændende nyhed på seriefronten var den dystopiske fremtidsvision The Handmaid’s Tale – et nyskabende og aktuelt drama.

 

Årets bedste film:

Manchester by the Sea

(Foto: Universal Sony)

Smuk film om bundløs sorg

Manchester by the Sea er en lille filmperle om tab, fortvivlelse og familie, og om at komme videre med sit liv.

De to brødre Lee og Joe vokser op i den søvnige lilleby Manchester nord for Boston. Da de er i fyrrerne, dør Joe af en uhelbredelig hjertesygdom, og den alkoholiserede Lee bliver udpeget til værge for sin 16-årige nevø.

Det er en film, man vil huske længe, både for den stærke historie, for skuespillerpræstationerne og for den fremragende, autentiske dialog. Seks stjerner og udmærkelsen Årets Bedste film!

FAKTA
Blu-ray
Release: 12. juni 2017
Instruktion: Kenneth Lonergan
Karakter: 6

Læs hele anmeldelsen af Manchester by the Sea

 

Årets bedste tv-serie:

Bloodline, 3. sæson

(Foto: Netflix)

Waist Deep in the Big Muddy

Mesterlig afslutning på sagaen om familien Rayburn – en familie med flere mørke hemmeligheder, end der er stjerner på himmelhvælvingen.

Med 3. sæson slutter Netflix-serien Bloodline. En dramatisk fortælling fra de solrige, fugtige og svedige Florida Keys, hvor familien driver det eksklusive familiehotel Rayburn House på den smukke ø Islamorada.

Vi kommer i den grad til at savne the Rayburns, som med deres forræderier, bedrag og menneskelige svagheder har givet os gåsehuds-tv. Bloodline er noget af det bedste, du kan streame lige nu, og en klar vinder af Årets Bedste tv-serie.

FAKTA
Netflix
Release: 27. maj 2017
Instruktion: Todd A. Kessler m.fl.
Karakter: 6

Læs hele anmeldelsen af 3. sæson af Bloodline

Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuld MAX?

Se ny trailer!

Premiere i dag!

Følelserne er tilbage!

Netflix slår til!

Premiere i dag!

And the Oscar goes to ...

Nu er traileren her!

The Netflix Slam: Nadal vs. Alcaraz

Ny svensk/norsk Netflix-serie

Taylor Swift kommer hjem til dig!

Klar på Netflix!

0
Scroll to Top