Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Et af de mest interessante områder for os at holde øje med er gadgets – eller småelektronik, som branchen også kalder det. Håndholdte eller i hvert fald bærbare apparater kan stadig mere, og udviklingen går vanvittig stærkt. I dag kan vi ting, der var ren fantasi for få år siden. Og dimserne forbindes med hinanden på nye, spændende måder for at gøre vores liv endnu mere interessant og lettere at håndtere.

 

Droner

Forrige sidste jul eksploderede interessen for droner – eller quadrokoptere, som de egentlig burde kaldes. Siden da er der solgt store mængder af radiostyrede helikoptere med flere rotorer, som jo er meget lettere at flyve. Og for mange er det sikkert nok med en lille, billig drone som legetøj. Men de, der gerne vil filme med dem, indser hurtigt, at kameraerne i billige droner er ret bedrøvelige.

Det sidste års tid er der kommet stadig flere semiprofessionelle droner med rigtig gode kameraer. Og det går hurtigt fremad med selvstabilisering, antikollisionssystemer og droner, der automatisk følger dig. Men lovgivningen halter bagefter, og priserne på de interessante luftfartøjer ligger langt over legetøjsniveau.

 

Smart-ure

Man kan godt mærke, at markedet for smart-ure stadig er nyt. Producenterne har svært ved at sætte fingeren på, hvad forbrugerne egentlig vil have, og de er dårlige til at fortælle køberne, hvad de skal bruge urene til. Derfor findes de med alle mulige udseender og formater lige fra kun de mest basale funktioner til multikunstnere, der nærmest er en smartphone på håndleddet.

Det eneste, de har tilfælles, er at de fleste kører samme operativsystem, hvorfor de heller ikke adskiller sig så meget fra hinanden. Undtagelsen er Apple Watch, der kører sit eget løb. Og det lader til at virke, for det sælger ikke alene lige så meget som de andre tilsammen, men er også det næstbedst sælgende ur generelt.

 

Aktivitetsarmbånd

For dem, der gerne vil have styr på, hvor meget de bevæger sig, men ikke vil bekoste et smart-ur, kan et aktivitetsarmbånd være interessant. Så får man ganske vist ikke notifikationer og apps, men hvis det kobles til mobilen, kan man stadig tjekke, hvor langt man har løbet, hvor mange skridt man er gået, hvor meget man har forbrændt, og hvordan man har sovet.

Også her er udvalget stort – fra små, simple armbånd til dem, der faktisk har en lille skærm. Grænsen mellem armbånd og smart-ur kan være hårfin.

 

Computere

Stationære computere er en uddøende race på forbrugermarkedet, hvilket er grunden til, at vi sjældent tester dem. I dag skal computeren være bærbar, let og fleksibel. Og selv bærbare computere er blevet et segmenteret marked.

Nogle brugere vil bare have noget at skrive og surfe på på farten. Her er det først og fremmest de ultra-bærbare, hvor vægten er vigtigere end ydelsen, der duer. Så er der dem, som bruger computeren til alt overalt, og for dem er hybridcomputerne nok mest interessant. De har ofte en vendbar og/eller aftagelig skærm, der også kan bruges som tablet. Og endelig er der de virkelig krævende brugere, som vil køre spil på maksimal ydelse. For dem er det vigtigere, at computeren er udrustet med de nyeste og hurtigste komponenter, end at den er billig eller let at tage med sig.

Vi sammenligner de mest interessante maskiner på markedet i alle tre kategorier.

 

VR

Der har været talt meget om Virtual Reality de seneste år, men det har ikke resulteret i så mange funktionelle produkter, som man rent faktisk kan købe. 2017 ser dog ud til bliver året, hvor VR tager fart. Oculus Rift er endelig kommet til salg, HTC Vive har imponeret os, og nu kommer PlayStation VR også.

Men det er alt sammen temmelig dyre produkter. Spørgsmålet er, om mobilproducenternes billigere løsninger, der bruger telefonen som skærm, kan blive gode nok. Samsungs og LG’s produkter har ikke imponeret, men måske kan Googles standard Daydream VR gør det lettere at få en ensartet, fungerende oplevelse.

 

Mobiltelefoner

Et af de få produkter, der stadig sælges mange af, er smartphones. Men producenterne slås enten om at lave de mest overkommelige mobiler, hvor konkurrencen fra Kina er hård, eller om at lave mest veludstyrede luksusmodeller, som så også koster derefter.

Problemet er, at de har stadig sværere ved at skille sig ud. Så snart nogen finder på noget nyt, som faktisk er nyttigt, kopierer alle andre det straks. At låse mobilen op med sit fingeraftryk gik hurtigt fra wow-oplevelse til noget, som nye telefoner forventes at have.

Kigger vi på årets telefoner, så ser mere interessante mobilkameraer ud til at være en stærk trend. HTC har eksperimenteret med software-baseret dybdeskarphed, Huawei har sat to linser i for flere kreative muligheder, LG har sat en ekstra vidvinkel i G5, og Apple har proppet et teleobjektiv i iPhone 7 Plus. Tendensen ser ikke ud til at aftage i året, der kommer.

 

Tablets

Tablets er derimod et problembarn for forhandlerne. Det virker simpelthen, som om markedet er mættet. Alle, der vil have en tablet, har allerede købt en, og hvis man køber en ny, så er det til børnene eller for at have en ekstra som fjernbetjening. Dermed er motivationen for at udvikle nye og bedre tablets væk. Det ses også på, at vi kun har testet halvt så mange i år som sidste år.

De eneste, der skiller sig ud, er Apple, som fortsætter med at udvikle stadig mere avancerede iPad-modeller. I år var første gang, de ikke lancerede en tyndere og lettere version, men i stedet stoppede mere ny teknologi ind i deres Pro-modeller. Medmindre markedet uventet vender i løbet af næste år, kommer vi nok heller ikke til at se så mange nye Android-tablets i kvalitetssegmentet.

 

Vurderede produkter

Følgende produkter var med i konkurrencen om priserne i kategorien Årets Bedste Gadgets:
Logitech Harmony Elite
Dog & Bone Locksmart
Philips Hue – White and color ambiance
TAG Heuer Connected Watch
Asus ROG G752
Acer Aspire One Cloudbook 11
Asus Zen AiO Z240ICGT
MSi GT72S 6QE Dominator Pro G
Acer Predator 17
MSi GT80 Titan 2QE
Lenovo Yoga 900
ASUS ZenBook Flip
Google Nexus 6P
Apple iPhone SE
Sony Xperia XZ
Samsung Galaxy S7
Huawei P9 Plus
HTC 10
Apple iPhone 7
NVIDIA Shield Tablet K1
Acer Predator 8
Samsung Galaxy Tab S2 9,7 4G

 

 

Årets bedste smart-ur

aaretssmartklocka_applewatch2

Apple Watch Series 2

Hvis man har besluttet sig for et smart-ur, er det her det bedste lige nu.

Apple var langtfra de første til at udsende et smart-ur; der kom en håndfuld ure baseret på Tizen og Android Wear før det. Men de gjorde nok ret i at vente, for de havde tydeligvis gjort noget rigtigt, hvor andre havde fejlet. Apple Watch blev nemlig ikke alene årets bedst sælgende smart-ur, men et af de bedst sælgende ure overhovedet. Det betød dog ikke, at den første generation ikke havde sine svagheder.

En af indvendingerne gik på, at uret var for afhængigt af iPhone. På løbeturen skulle man f.eks. have mobilen med, for at fitness-app’en kunne spore, hvor man havde været. Det er der nu rettet op på i Series 2, som har indbygget GPS til at lokalisere dig.

En anden var, at uret ofte virkede langsomt. Men dels har Series 2 fået en ny, hurtigere processor. Og dels har Apple udsendt watchOS 3, som lader de mest almindelige apps være i baggrunden, så de straks kan hoppe op på skærmen med aktuel info. Den nye menustyring giver også hurtigere og mere intuitiv brug.

Man mærker tydeligt, at Apple har villet gøre uret til en oplagt konkurrent til træningsarmbånd. Det havde allerede de grundlæggende forudsætninger med pulsmåler og accelerometer. Men med mere robust udførelse samt GPS føles det nu som en fuldværdig erstatning.

Series 2 er vandtæt ned til 50 meters dybde. Det skal være uproblematisk at tage med på svømmeturen og drage fordel af den funktion, der sporer dine tider. Uret har også en ekstra lysstærk skærm, der er lettere at læse i sollys.

Apple Watch er fortsat det mest komplette og letanvendelige smart-ur. Mange af de små irritationsmomenter ved den første model er udbedret. Menuer og navigation kører mere naturligt, og det går betydelig hurtigere at skifte mellem funktionerne. Desuden kan man svømme med det, skærmen er lettere at se udendørs, og man behøver ikke længere at tage mobilen med på løbeturen.

Det eneste ønske, der står tilbage, er bedre batterilevetid.

Pris: 3.300-11.500 kroner
Web: apple.dk
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste ultrabook

aaretsultrabook_hp-spectre-x360_990

HP Spectre x360 4105no

HP har lavet en fotomodellækker laptop til dem, der er forelsket i MacBook, men helst vil have en pc.

Som gadget-tester er det let at blive blasert. Med en konstant strøm af nye dimser til test skal der efterhånden en del til for at imponere. Men sådan et produkt er HP Spectre x360. For pokker, hvor ser den godt ud!

HP Spectre x360 er en 13,3 tommers ultrabook-pc, der på mere end én måde henvender sig til B&O-segmentet. Dels fordi Bang & Olufsen har leveret lyd til maskinen, og dels fordi den udstråler en diskret elegance, der er så gennemført, at det næsten ikke er til at bære. Kabinettet, som er ultraslankt (1,6 cm på det tykkeste sted), er fræset i aluminium og askegråt overalt, bortset fra de røgfarvede kanter og hængslerne, der er kobberfarvede. Lækkert på en underspillet, business-agtig måde.

Skærmen er klar, skarp og kontrastrig med realistiske farver. Den er dog kun i Full HD-opløsning på den testede maskine. Til gengæld har den multitouch og 360 graders hængsler, så maskinen kan bruges som tablet, når tastaturet er foldet væk. Står der film på menuen, kan man stille maskinen “i bro”, så skærmen får en behagelig betragtningsvinkel.

Den testede model er en af de billigste i serien. Mod en merpris på 4.000 kroner kan man få en udgave med Quad HD-skærm samt i7-processor og dobbelt så stor SSD. Skal det være ekstra eksklusivt, kan man også købe Pro-versioner af computerne. De adskiller sig fra de civile udgaver ved at have udvidet garanti og indbygget krypteringschip – og koste tæt på det dobbelte.

Konklusion
HP Spectre x360 er lækker som få og vil vække respekt, når du tager den op af tasken til et kundemøde. Her vil den være en stærk konkurrent til en MacBook – også på prisen. Om den er pengene værd, afhænger som altid af behovet. Maskinen klarer let en hel dags arbejde med typiske kontorprogrammer, mail og net-surfing. Og du vil stadig have strøm nok til at se en film på vej hjem i toget eller flyet.

Der findes dog billigere måder at få samme ydelse på, så hvis du ikke har brug for touch-skærm, 360 graders hængler og slankt luksusdesign, kan du nemt spare 2.000-3.000 kroner ved at vælge en mere ydmyg og lidt tungere model. Men i ultrabook-computernes eksklusive verden er den et rigtig godt køb.

Pris: 9.999 kroner
Web: hp.dk
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste computer

aaretsdator_imac-5k-retina-p3_990

Apple iMac Retina 5K P3 27″

Med bedre ydelse og ditto farvegengivelse er iMac 5K verdens skarpeste computer.

Hvis du har et 4K-tv derhjemme, har du en skærm med 8,3 megapixel. Det er fire gange så skarpt som dit tidligere tv, der sikkert var en HD-skærm. Apples iMac med 5K-skærm er endnu skarpere.

Her får du 14,7 megapixel at muntre dig med. Det giver et fænomenalt skarpt billede til f.eks. 4K-videoredigering, efterbehandling af fotos og krævende grafiske processer. Programmer som Final Cut, Adobe Photoshop, Illustrator og Motion ser meget bedre ud på Retinaskærmen.

Skarpheden på den nye P3 Retinaskærm er strålende, og den er forbløffende lysstærk. Sammenlignet med en iMac uden Retinaskærm er den nye skærm ekstremt meget bedre både at læse tekst og se billeder på.

En anden grund er, at iMac’en understøtter 10 bit grafik, mod 8 bit på den forrige model. Det betyder, at den understøtter hele 1.024 farvenuancer pr. farvekanal (RGB), mod 256 med 8 bit.

Fotografier med høj opløsning og video i 4K får finere tonegradering på P3-skærmen. Hudtoner på portrætter gengives mere jævnt, og vanskelige teksturer som hår, tekstiler og farvestrålende smykker ser fantastisk ud.

Ydelse
I vores målinger er forbedringen mærkbar. Tallene i Geekbench- og Disk Speed-testene er ikke til at tage fejl af. Mens Geekbench tester, hvor hurtigt computeren laver heltals- og floating point-beregninger, samt hukommelsens ydelse, tester Disk Speed, hvor hurtigt skrivning og læsning går på Apples Fusion Drive. I Disk Speed klarer iMac meget respektable 233,5 MB/s skrivehastighed og 420,6 MB/s læsehastighed.

Vores testmaskine med firekerners Intel i5-processor på 3,2 GHz opnår en score på 3.892 i Geekbench, når den kører én processorkerne (single-core) i 32 bit, og 11.897, når den kører flere processorkerner (multi-core).

Konklusion
Apples iMac Retina med 5K-skærm er et kup. Især for dem, der har brug for den ekstreme opløsning, som giver en skarphed, ingen andre desktop-maskiner er i nærheden af.

Hvis man allerede har en iMac Retina 5K, behøver man ikke at opgradere, undskyld, skifte til den nye iMac 5K P3. Kun hvis man har brug for bedre grafisk ydelse til de allermest krævende opgaver og kan udnytte den nye skærms forbedrede farvegengivelse, bør man overveje det.

Med den nye generation af iMac Retina 5K har Apple stadig den bedste computer på markedet. Og afgjort den med den fineste billedkvalitet.

Pris: 17.999 kroner
Web: apple.com/dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets bedste toughphone

aaretstoughphone_runbo_f1_990

Runbo F1

F1 er Runbos robuste bud på en elegant phablet. Bag det maskuline ydre gemmer der sig en glimrende smartphone.

F1 fra kinesiske Runbo signalerer tydeligt “toughphone”. Kabinettet er i sort og gul plast i samme stil som elektrisk håndværktøj. Selv om det hele ser barskt og håndværkeragtigt ud, er navnet F1 faktisk en forkortelse for “Fashion 1”, da telefonen er Runbos første “elegante” model – og kun omkring halvt så tyk som Q5, som vi tidligere har testet.

Selv om telefonen er på størrelse med en fiskefilet, er 5,5 tommers skærmen faktisk en anelse mindre end på LG V10. Opløsningen er også “kun” Full HD. En gummiforet klap på bagsiden giver adgang til to SIM-kortholdere, og en anden klap dækker hovedtelefonstikket. Micro USB-porten er til gengæld ubeskyttet. Telefonen er IP67-certificeret og kan desuden tåle at blive brugt ved temperaturer fra -20 til +60 grader!

Skærmen er hverken den bedste eller den klareste Full HD-skærm, vi har set på en smartphone. Men sandsynligvis den stærkeste. Der er 2 gigabyte ram og 16 gigabyte lager. Det er tilstrækkeligt, men også lidt fedtet i en mobil til den pris.

Lyden fra den indbyggede højttaler er klar og kraftig, men noget dåseagtig. Via hovedtelefonudgangen lyder det mere behageligt, selv om det klart ikke er telefonens bedste side. Der er indbygget FM-radio.

Runbo F1 klarede både vand- og faldtest uden det mindste tegn på stress. De kraftige plasthjørner absorberede hver gang slaget.

Batteriet er på hele 5000 mAh – dobbelt så meget som de fleste normale smartphones. Geekbench 3 batteritesten kørte da også i syv timer og 37 minutter, før telefonen slukkede.

Konklusion
Runbo F1 er dyr og på ingen måde diskret. Men den er også markedets stærkeste toughphone lige nu. Fysisk vil den kunne tåle det allermeste, så længe du ikke kører den over med en bil. Og hastighedsmæssigt er den næsten på niveau med civile topmobiler. Men også kun næsten.

Hvis du har et arbejde eller en interesse, der fordrer, at du kan køre de tungeste apps i selv de barskeste miljøer, er den til gengæld uden konkurrence.

Pris: 4.800 kroner
Web: runbo.net
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste mobil, mellemklasse

aaretsmobilmellanklass_honor8_990

Honor 8

Honor har taget et stort skridt fremad med hensyn til funktioner og byggekvalitet.

Det første, der slår én, er at Honor 8 ikke virker som en budgettelefon. Den har en kraftig metalramme, som gør, at den føles solid og pålidelig. Alligevel er den tyndere og lettere end forgængeren. Og bagsidens lagdelte glas giver en lækker 3D-fornemmelse.

Den blå model, vi testede, er faktisk en af årets pænere smartphones. Knapperne virker pålidelige, slæden til hukommelseskort fungerer fint, og der er USB-C port til hurtig opladning.

En skærmstørrelse på 5,2 tommer virker tilpas til denne type telefon. Og fordi rammen er så tynd, kan mobilen stadig have en behagelig størrelse. Med standard HD er opløsningen ikke imponerende. Men høj nok til, at man ikke kan se de enkelte pixels, og at tekst opleves som skarp.

Interessant nok har den LTPS-panel, hvilket giver lavere strømforbrug. Kontrasten er selvfølgelig ikke så god som med OLED, men farvegengivelsen er fin.

Måske er det mest overraskende ved Honor 8, at den har samme dobbeltkamera som topmodellen P9. I hvert fald af udseende, for den har ikke et Leica-mærke at prale af som storebror. Men ideen er den samme, nemlig at man har et sort-hvid- og et farvekamera, som tilsammen opfanger mere lys.

Det indebærer, at man kan have kortere lukkertider og undgå bevægelsesuskarphed. Hvilket der også er brug for, da kameraet ikke har optisk billedstabilisering. Billedkvaliteten minder da også om P9. Hvilket er enestående for Honor.

En anden overraskelse er, hvor hurtig Honor 8 er. Huawei anvender ikke Snapdragon-processorer som så mange andre, men deres egne Kirin. På papiret er den lidt langsommere end P9, men ifølge vores benchmark-tests er ydelsen lige så god og i nogle tilfælde endnu bedre. I daglig brug virker mobilen også hurtig, hvilket til dels kan forklares med den generøst øgede hukommelse. Men det sker, at mere krævende spil begynder at hakke.

Endelig er det lykkedes Honor at løse problemet med prisbillige telefoner, nemlig at de virker og ser billige ud. Honor 8 ser tværtimod fantastisk ud og føles som en premiummodel. Endnu mere imponerende er det, at det er lykkedes at kopiere det spændende dobbeltkamera fra Huawei P9.

Selvfølgelig er alting ikke i top. Lyden er middelmådig, og skærmen skiller sig ikke ud på nogen måde. Men det overordnede indtryk er, at Honor 8 føles som en langt dyrere smartphone, end den egentlig er.

Pris: 3.500 kroner
Web: hihonor.com
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste kameramobil

aaretskameramobil_iphone7plus_990

Apple iPhone 7 Plus

Fantastisk ydelse og fremragende kamera, men den forsvundne hovedtelefonudgang generer mange.

Udseendemæssigt er der ingen større ændringer, bortset fra at vi nu slipper for antennebånd hen over bagsiden. Derimod er den endelig officielt blevet “vand- og støvafvisende”, som Apple forsigtigt kalder det.

Skærmstørrelsen er uændret siden 6-serien og opløsningen ligeså. Men den nye skærm er mere lysstærk end tidligere – 625 nit mod tidligere 500. Desuden har den samme udvidede farveskala som 9,7 tommers versionen af iPad Pro, hvilket gør det nemmere at skelne nuancer af vanskelige farver.

Kameraet er betydelig mere lysfølsomt med blænde f/1.8 mod tidligere f/2.2. Det giver 50 procent større lysindtag. Den store nyhed er dog det ekstra (tele-) objektiv. Det betyder, at man nu kan få rigtig optisk zoom på 2x, og øger brændvidden til 56 mm. I den nuværende opsætning er det ideelt til at komme lidt tættere på motivet. Men Apple har også demonstreret en kommende portrætindstilling, hvor man får flot baggrundssløring (bokeh).

Farvegengivelsen er fremragende, kameraet fokuserer hurtigt og giver god skarphed. Men frem for alt er forskellen i svagt lys markant. Man får rigtig gode billeder – lysår bedre end med iPhone 6s og endda på niveau med Galaxy S7.

En af grundene til, at der er blevet plads til bedre højttalere, er den drastiske afskaffelse af hovedtelefonstikket. Så hvad er forskellen reelt for dig? Jo, hvis du har et par gode hovedtelefoner, bruger du den medfølgende adapter. Hvis du har brugt Apples EarPods med 3,5 mm stik, bruger du de nye EarPods med Lightning-stik i stedet. Og hvis du har et par trådløse hovedtelefoner, fortsætter du med at bruge dem.

Den nye A10 Fusion-processor er Apples første med fire kerner. To af dem anvendes, når man har brug for ekstra ydelse, mens man normalt kører på de to energieffektive. Og i præstationstilstand er A10 Fusion et rigtigt monster, hvad angår ydelse. Ifølge Geekbench faktisk hurtigere end MacBook Air. Imponerende!

Efter at have haltet bagefter konkurrenterne på en del områder kan iPhone 7 Plus nu følge med, når det gælder vandtæthed. Batterilevetiden er også forbedret. Desuden har iPhone lagt sig i spidsen, hvad angår ydelse, og kameraet er igen i topklasse. Særlig vellykket er det dobbelte kamera med rigtigt teleobjektiv.

Selv om iPhone 7 Plus ikke er bedst på alle områder, så er det overordnede indtryk, at den gør det godt på alle fronter.

Pris: 6.900 kroner
Web: apple.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets bedste mobil, high-end

aaretsmobilhighend_samsung-galaxy-s7-edge_990

Samsung Galaxy S7 Edge

Alt det, vi elskede ved Galaxy S7, og derudover en buet skærm, der får folk til at savle af besiddetrang.

Vi elskede den almindelige Galaxy S7, og luksusmodellen Edge er endnu mere lækker med sin buede skærm, der sømløst går over i den stabile metalramme. Telefonen tiltrækker beundrende blikke og med god ret. Desværre tiltrækker bagsiden sig også fingeraftryk, så en pudseklud kan anbefales.

Hvor god Galaxy S6 end var, så var Samsung gået på kompromis og havde fjernet både vandtæthed og hukommelseskortplads. Begge dele er nu tilbage, hvilket betyder, at vi faktisk har svært at finde noget at klage over ved Galaxy S7.

Skærmen er en opvisning i imponerende teknologi med sin meget høje opløsning, der kommer til sin ret på den store skærm. OLED-panelet har et uslåeligt sortniveau, men er stadig meget lysstærkt, hvilket giver utrolig god kontrast.

Fordi skærmen buer rundt om kanten, giver S7 Edge næsten en tredimensionel brugeroplevelse. Derimod er vi ikke så overbevist om det praktiske ved sidepanelet. Man kommer nemt til at ramme det ved et uheld og uforvarende starte en eller anden funktion.

Næsten endnu mere imponerende er kameraet. Uanset hvilke udfordringer vi udsatte det for, klarede det sig fremragende. Nærbilleder bliver skarpe med pæn baggrundssløring, det har ingen problemer med modlys, og selv store lysforskelle håndterer det virkelig godt. Takket være store sensorpunkter og meget lysstærk optik svigter det heller ikke i dårlig belysning. Det er faktisk et af de få mobilkameraer, hvor det er svært for os at finde nogen deciderede svagheder.

Det samme gælder ydelsen. På vores breddegrader bruger Samsung ikke Snapdragon, men deres egen Exynos-processor. Det gør, at den enten vinder i benchmark-tests eller tager en sølvmedalje.

Hvad angår rå regnekraft, er den helt i top, og selv grafikken er imponerende hurtig. Det er den hurtigste Android-mobil i webtesten Browsermark, omend den må se sig slået af iPhone. Derimod er der ingen, der har lige så god batterilevetid, hverken på testbænken eller ude i virkeligheden.

Galaxy S7 Edge er en utrolig lækker og elegant mobil, der virkelig vækker besiddetrang. Ikke kun på overfladen, men også i substansen. Den har en skærm, der får dig til at måbe; et kamera, der tager billeder, som ingen andre mobiler kan; og en ydelse helt i top. Og så må vi ikke glemme, at den er vandtæt.

Hvis penge ikke spiller nogen rolle, skal man selvfølgelig vælge S7 Edge. Men hvis man lige klapper hesten, så koster den buede skærm omkring en tusse ekstra. Derfor er det fornuftige valg nok at købe den almindelige Galaxy S7. Desværre.

Pris: 6.500 kroner
Web: samsung.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets bedste tablet

aaretssurfplatts_apple-ipad-pro_990

Apple iPad Pro

På visse områder bedre end den store Pro, og formatet er mere handy. Men den kan næppe erstatte en laptop.

Ved første øjekast ser Pro fuldstændig ud som Air 2. Samme størrelse, samme vægt og samme design. Men hvis man ser nærmere efter, er der forskelle. Øverst og nederst sidder der to højttalere ligesom på storebror. Og på den ene langside finder man en Smart Connector til tilslutning af tilbehør.

Med samme størrelse og opløsning som iPad Air 2 har skærmen faktisk samme pixeltæthed som den store 12,9″ Pro. Sammenlignet med Air er ydelsen væsentlig forbedret. Den er 25 procent mere lysstærk, reflekterer 40 procent mindre lys og har 25 procent bedre farvemætning. Kort sagt Apples bedste iPad-skærm hidtil.

Overraskende nok er den nye Pro også den første iPad, der har lige så gode kameraer som de nye iPhones. Hovedkameraet er det samme 12 megapixel som i iPhone 6s og med samme True Tone-blitz. Men det er næsten en større nyhed, at selfie-kameraet er opgraderet til seneste generations 5 megapixel version. Der er mange, der bruger iPad til FaceTime, og et bedre kamera gør meget for videokvaliteten.

Det store spørgsmål er, om Pro kan erstatte en bærbar, som Apple hævder. Jo, det er praktisk at kunne tilslutte et tastatur, når man skal skrive længere tekster. Men hvis man skal bruge den hele dagen, vil man nok hellere have et større tastatur som på en bærbar – eller på den store Pro.

Og jovist er pennen fantastisk til at lave finjusteringer på tegninger eller kradse sine nyeste påfund ned. Men her savner man den større skærm fra 13-tommeren. Så jo, Pro er en tablet, man kan arbejde på, men stadig ikke nogen erstatning for en bærbar.

Den er ikke lige så hurtig som storebror. Men hvis man sammenligner med Air 2, er den langt hurtigere med op til 70 procent bedre ydelse. Så der er kræfter nok til alle typer opgaver.

Den lille iPad Pro har arvet hestekræfter og praktisk tilbehør fra storebror, fået en endnu bedre skærm og kombineret det med kameraet fra iPhone 6s. Kort sagt kører den i cirkler om den gamle iPad Air 2.

Er den et alternativ til en bærbar? Nej, her synes vi, at den store Pro fungerer bedre. Men hvis man vil have en mindre og mere handy tablet, som man kan arbejde lidt på, når det er nødvendigt, så fungerer den glimrende. I forhold til størrelsen er den faktisk storslået.

Pris: 5.300 kroner
Web: apple.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets gadget-innovation

aaretsprylinnovation_htc-vive

HTC Vive

HTC sætter standarden for Virtual Reality. Opsætningen er ganske vist vanskelig, men ellers er det bare sådan, det skal gøres!

HTC Vive er uden sammenligning det fedeste Virtual Reality-produkt på markedet lige nu. Derfor er der ingen tvivl om, at HTC fortjener en særlig hæder for deres produkt. VR er en af de ting, man skal have oplevet på egen krop, før man for alvor forstår, hvad det vil sige. Og det er først med Vive, at denne oplevelse er blevet overbevisende.

Gensyn med Dungeons
Jeg er gammel rollespiller og har som ung tilbragt mange aftener med at slå orker ihjel og lede efter skjulte skatte i Dungeons & Dragons, men at jeg nogensinde skulle komme til at opleve den fantasy-verden af gamle ruiner, omvandrende skeletter og drabelige sværddueller på min egen krop – som om jeg var blevet transporteret direkte til Westeros eller Middle Earth – dét havde jeg aldrig troet. Men præcis sådan var det at spille Vanishing Realms på Vive. Jeg er målløs!

Vi er stadig i Virtual Realitys spæde barndom, men i de apps og spil, som allerede er tilgængelige, ses en opfindsomhed og fantasirigdom, der lover godt for fremtiden. Der bliver tænkt i nye baner, og teknologien bliver brugt til at formidle oplevelser, der kun kan lade sig gøre i VR-universet.

Al den stund at SteamVR-softwaren også vil være kompatibel med andre Virtual Reality-løsninger, er der god grund til at tro, at det vil kunne betale sig for udviklere at interessere sig for VR-applikationer fremover. Og det er vigtigt, for der er ikke noget sjov ved at kaste sig over en ny teknologi, hvis indholdet mangler.

Brugeroplevelsen
Det er nok tydeligt for de fleste, at HTC Vive er produkt for såkaldte first movers. Der burde være god lyd indbygget i headsettet, og man slæber så mange kabler med sig rundt i form af headsettets navlestreng til pc’en, at det hæmmer bevægelserne og indimellem ødelægger den digitale illusion. Det må og skal kunne gøres trådløst i fremtiden. Ellers vil Virtual Reality aldrig for alvor bryde igennem. Men HTC fortjener stor ros for at tænke visionært og turde satse.

Oplevelsen med HTC Vive er så fordybende, som det teknisk er muligt lige nu. Det digitale univers, som man ser for sine øjne, står så skarpt, at man ikke bliver træt i øjnene, og synsfeltet er bredt nok (110 grader) til, at man kan fange bevægelser i øjenkrogen. En lille detalje, der styrker realismen. Selvfølgelig kan billedkvaliteten blive bedre, og jeg glæder mig allerede til de første VR-løsninger med 4K. Men lige nu og her er det HTC Vive, der er længst fremme i bussen.

Trackingen af de fysiske bevægelser er helt flydende, både når det gælder krop og hænder (via de to controllere). Og jeg oplevede på intet tidspunkt forsinkelser, som kunne minde mig om, at mine omgivelser var digitale. Tværtimod var jeg i det rette øjeblik helt overbevist om, at jeg svingede mit sværd og kæmpede for mit liv mod udøde skeletter i Vanishing Realms eller skød med langbue i The Lab, og det er dét, der tæller. At man et øjeblik – eller sågar i længere tid ad gangen – glemmer, hvor man fysisk er, og lader sig opsluge af illusionen.

Kroppen er med
HTC Vive er designet som en såkaldt room-scale løsning. Det indebærer, at man har kroppen med sig og fysisk kan bevæge sig rundt i den virtuelle verden. For at gøre det må man afsætte en del af stuen til formålet (mindst 2 x 2 meter), så man kan tage den med ind i den alternative virkelighed.

HTC Vive er et system, der består af mange selvstændige enheder, der alle skal spille sammen: Et headset til at tage på hovedet, to controllere og to trådløse basestationer. Ifølge HTC tager opsætningen en halv times tid. Men regn med mindst en time – hvis du er god til elektronik.

Bedst på markedet lige nu
Det er helt rigtigt set af HTC, at Virtual Reality er nødt til at være room-scale. Bare at sidde stille på en stol med et headset på knolden og en controller i hænderne er den direkte vej til kvalme, og oplevelsen bliver hurtigt anstrengende eller direkte ubehagelig.

Det har jeg prøvet med både Samsung Gear VR, LG 360 VR og tidlige prototyper af VR-produkter fra Razer og Sony. Men med HTC Vive kan jeg i bogstaveligste forstand glemme alt omkring mig i halve og hele timer – i hvert fald indtil et kabel eller det blå gitter minder mig om illusionens begrænsninger.

Endemålet med Virtual Reality er at skabe en digital virkelighed, der er så tæt på den virkelige virkelighed, at det ikke er til at se eller mærke forskel. Efter den målestok er HTC Vive det bedste VR-produkt på markedet lige nu. Ikke bedre, end at du straks ved, at illusionen er digital, hvis du prøver det, men jo mere en VR-oplevelse får dig på at tænke og handle, som om dine omgivelser var virkelige, jo tættere er vi på målet.

Det kommer nok en dag – et VR-produkt, der flytter grænserne længere ud og gør det virtuelle endnu mere virkelighedstro. Men indtil den dag kommer, er det altså HTC Vive, du skal have fat i, hvis du vil noget seriøst med Virtual Reality. Ingen gør det bedre.

Pris: 899 euro
Web: htcvive.com
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her
Scroll to Top