annonse
annonse

nyhet: 6 gadgets

De 6 mest blærede gadgets nogensinde

Der er andet end tekniske data og smarte features. Blærerøvs-faktoren er mindst lige så vigtig. Eller bling-bling på nydansk. Her finder du en samling af det mest blingede udstyr nogen sinde.

Hånden på PDA’en. Køber du dine gadgets, fordi du har brug for dem? Næppe. Så mange uopfyldte behov har de færreste. De fleste af os her på L&B-redaktionen påstår selv, at vi gør det, fordi det er sjovt at lege. Men der er en lille orm, der gnaver: For det må også godt se lidt sejt ud. Ok, det må gerne se uhæmmet sejt ud. Så er det sagt!

Glem alt om de indre værdier. Dyrt er godt. Men flot er endnu bedre. Hvis det så ydermere er kvalitet, er det et plus – men det er ikke det vigtigste. Vi har været på bling-safari i grænselandet mellem hiphop og Liberace. På de følgende sider finder du en liste over de mest skamløst pralende gadgets, dimser og devices nogen sinde.

Ingen brillanter, tak!
Det er ikke svært at gøre ting dyre eller pralende. Har du penge nok, kan du få selv din hårtørrer belagt med brillanter. Og så bliver jagten på verdens dyreste mobiltelefon et spørgsmål om, hvilken popstjerne der har den mest grådige guldsmed, som er i stand til at proppe flest ædelsten ind på mobilen. Men håndlavede unika er efter vores mening snyd.

Alle tingene på disse sider er produceret i flere eksemplarer og dermed frit tilgængelige (mod en klækkelig betaling, forstås).

Af samme grund kunne den fantastisk rå ”RUB-mobile” grill-motorcykel ikke være med i feltet. Den er lavet i et enkelt eksemplar af Orange County chopper-eksperterne for en grillrestaurant i New York. Den er ellers … smoking hot!

Telefoner
Vis mig din telefon. Moderne telefoner er ikke skabt til at ligge i en lomme. De ligger bedst på et cafébord, så alle kan se, at du er med på noderne. Vi har ikke noget imod Nokia og Android. Men af en eller anden grund er iPhone-ejerne de bedste til at prale.

1. Den hvide iPhone 4:


Hvis du mener, at hvid er den eneste ægte, oprindelige iFarve, så ligger du søvnløs over, at Apple ikke endnu har formået at fremstille en hvid udgave af iPhone 4. Det var ellers meningen, at den skulle have været lanceret umiddelbart efter den sorte version, men efter mere end et halvt års ventetid er der stadig ikke sat en dato på leveringen.

Derfor er blære-effekten så meget større, når du trækker en snehvid telefon op af lommen og lægger den på bordet foran dig – og dermed viser, at du tilhører den særlige elite, der har en varm linje til Steve Jobs. For at dette kan blive virkelighed, skal du dog være i besiddelse af lidt fingerfærdighed og et ombygningssæt bestående af en hvid skal, nyt frontglas og de rigtige knapper i hvid.

Bag sættet står en gymnasie-elev fra New York, Fai Lam, som har både forretningssans og de helt rette forbindelser. Han hævder således, at delene til tuning-sættet kommer fra samme fabrik, som producerer de autoriserede iPhone-dele.

2. iPhone-dock:


Når du kommer hjem efter at have flashet din iPhone foran kollegerne dagen lang og demonstreret, at du foretrækker din lyd lige så bærbar og komprimeret som en espresso to go, kan du sætte mobilen i docken og springe ud som ægte hi-fi-nørd.

Fatman iTube er en docking-station med indbygget rørforstærker – eller en rørforstærker med indbygget dock til iPhone og til de fleste iPod-modeller. Rørene, som foretrækkes af mange lydentusiaster, giver de nøgne digitaloptagelser et forsonende skær af musikalitet og venlighed.

Ud over landingspladsen til iPhone er der en 3,5 mm minijack-indgang til signaler fra computer eller andre MP3-afspillere og telefoner. Der er også to sæt phono-indgange, så du kan tilslutte mere klassiske signalkilder som cd-afspiller og tuner. Forstærkeren yder 28 watt pr. kanal, hvilket er nok til at drive et sæt hæderligt effektive hi-fi-højtalere.

Musik og hi-fi

Ingen steder kommer den indre pralhals til udtryk så klart, som når det gælder hi-fi-udstyr. Der er ingen grænse for, hvor uhyrlige konstruktioner der kan fremstilles med den undskyldning, at de ekstremt dyre materialer er nødvendige for lyden.

3. Mest prangende pladespiller:


Med en pris på 150.000 dollars (ca. 900.000 kroner, moms ikke medregnet) er Basis Work Of Art ikke verdens dyreste pladespiller. Goldmund Reference koster omkring det dobbelte. Men den tager klart prisen som verdens mest oppulente indretning til afspilning af vinylplader.

Designet kan bedst beskrives som ”skulpturelt” og er afgjort mest for velbeslåede ungkarle. Producenten tilbyder dog, at ”kunstværket” kan fås med forskellige farver på bordet. Men der skal vist meget mere end rød maling til, før den glider ned hos lillemor.

Der indgår 180 kilo aluminium i konstruktionen, så du er ret sikker på, at nålen ikke hopper i rillen. Så meget mere eftersom værket er affjedret og oliedæmpet efter et system, som det tog producenten ti år at udtænke.

De fire bærearme, der holder tallerkenen, kan hver bære en lastvogn!

Når pladen er lagt ærbødigt på tallerkenen, sørger en vakuumpumpe for, at den ligger fuldkommen stabilt, og at ingen resonanser forstyrrer nydelsen. Bemærk, at pick-up’en ikke er medregnet i prisen.

4. Vildeste forstærker:


Hvis du er til rørforstærkere, må tjekkiske Kronzilla SX fra KR Audio være svaret på dine hedeste og vådeste drømme! Som det hører sig til i de kredse, er forstærkeren single-ended, dvs. at effekten leveres af ét radiorør pr. kanal. Det er kostbart og ugudelig ineffektivt, så single-endede forstærkere leverer sjældent mere end en halv snes watt.

Kronzilla yder 50 watt takket være de specialbyggede rør, som KR Audio selv laver. Forvrængningen skal tælles i hele procent, men lyden skulle angiveligt være lige så astronomisk som prisen.

5. Højtalere:


MBL Radialstrahler 101 X-treme bærer sit navn med rette. Højtaler-systemet består af fire tårne med en samlet vægt på halvandet ton!

Højtalerne bruger et særligt system af vibrerende metalblade anbragt som kronbladene i en blomst. Ét element ville være imponerende, men hver side består af to spejlede elementer anbragt over hinanden, solidt forankret i et kulfiberkabinet og med miniudgaver af elementerne i midten til højtone-gengivelse.

Det hele ville være ganske elegant, hvis det ikke var så gigantisk, sortlakeret metallisk og totalt overgjort. Da de vibrerende blomster ikke har ret meget at sige i bassen, er hver side suppleret med et mandshøjt tårn med fire 12 tommers bas-enheder. Det tager sin tid at bygge monstrene.

Uanset at højtalerne markedsføres under mottoet ”Så uvurderligt som din egen tid”, er der 90 dages leveringstid. Sort finish er standard, men hvis du har særlige krav til indretningen, kan sættet også leveres i Ferrari-rød eller læderbelagt. Uhm!

6. Kraftigste bilstereo:


Din bil er mindre end din stue, så der er ikke behov for nær så kraftige forstærkere? Glem det! Det er lettere at prale, når grejet er på hjul.

Kicker Warhorse WX10000.1 er hævet over enhver tvivl verdens kraftigste forstærker til bilbrug. Som navnet (in)diskret antyder, er bæstet i stand til at aflevere 10.000 watt i højtalerne. Kontinuerligt – eller i hvert fald indtil batterierne er flade.

Det anbefales at installere otte 12 volts bilbatterier til forstærkeren alene. Og så kan du bagefter begynde at se på, hvilke forstærkere og batterier der skal drive de andre højtalere i bilen, da krigshesten kun er til subwooferen.

Firmaet leverer også højtalere, der kan tåle de afsindige effekter. Og som de skriver på produktsiden, fås forstærkeren kun i én størrelse: Gigantisk! Den måler lige under 89 cm i bredden og vejer 30 kilo. De tilhørende 18 tommers subwoofere vejer 46 kilo stykket.