annonce
annonce

Besøg hos Audio Note UK

Hos Audio Note i England er man gået langt for at opnå den lyd, som man mener er den ultimative. Vi har besøgt Audio Note-fabrikken og talt med Peter Qvortrup.

I en audioverden domineret af digitalt trylleri og højeffektive klasse D-forstærkere med tre- eller firecifrede effektopgivelser er high-end-producenten Audio Note lidt af et særsyn. Her holder man fast i teknologier, som havde deres storhedstid i midten af forrige århundrede. Gammeldags? Nej, simpelthen fordi man mener, at de er nyere konstruktionsprincipper lydmæssigt overlegne.

Det handler først og fremmest om rør. Alle Audio Notes forstærkere, cd-afspillere og DAC’er bruger radiorør til forstærkning. Og helst trioderør, som anses for at have den varmeste og mest harmoniske klang. Andre mærkesager er transformatorkobling samt brugen af sølv.

På fabrikken i Sussex i Sydengland bygges apparaterne – både de dyreste og de mindre kostbare – med håndkraft. De modeller, som vi ser på rundvisningen, er alle sammen forudbestilt. Der bygges ikke til lager. Til gengæld har Audio Note et stort lager af komponenter, hvoraf de fleste er enten specialfremstillede eller antikke.

Komponenterne i Audio Notes produkter er oftest specialfremstillede eller sjældne. Foto: Jess Thomas

 

Et mystisk kabel fra Japan
Audio Note UK er et britisk selskab, men det startede i 1980’ernes København, hvor Peter Qvortrup var ejer af hi-fi-forretningen Audio Consult. Her fik man en dag tilsendt en meter kabel fra en japansk ingeniør ved navn Hiroyasu Kondo.

“Dengang var kabler bare noget, man forbandt apparaterne med. Dem, der fulgte med i kassen, blev brugt. Der var ikke nogen, der lavede eller solgte særlige kabler.”

Kondo-kablet blev sat ind mellem for- og effektforstærker, og der blev lyttet. “Det hele steg et niveau!” erindrer Peter Qvortrup, som samme aften solgte kablet til en kunde, der havde deltaget i lytteseancen i butikken – og som bare måtte eje det japanske signalkabel. Kunden betalte godt, så handlen blev indgået, og Peter Qvortrup sendte et brev til Japan og bad om at få tilsendt mere.

En distributionsaftale kom – via tolk – i stand, og Qvortrup begyndte at sælge Kondos produkter under mærket Audio Note. I begyndelsen på det danske marked, men senere til et større og større område. Indtil Qvortrups selskab, der i mellemtiden var flyttet til England og nu også tog del i udviklingen af Audio Note-produkter, fik distributionen for hele resten af verden – bortset fra Japan, hvor Kondo selv solgte sine produkter.

Sølv med sølv på
En af Audio Notes mærkesager er sølv. Jo mere ambitiøse komponenter, jo flere steder i signalvejen er der brugt rent sølv (se også senere om Audio Notes niveausystem). Det giver ifølge Peter Qvortrup bare en så meget renere lyd, at det er det værd.

At der bruges sølv i kablerne, siger næsten sig selv. Men også komponentben, folien i kondensatorer, delefilterspoler, højttalersvingspoler og endda tråden i transformatorerne er i sølv, når vi kommer op i de mest kostbare luksusmodeller.

“Det gør faktisk en hørbar forskel, at overførselstransformatorerne er viklet med sølvtråd, uanset at de måler ens,” siger Peter Qvortrup. “Den eneste, vi har kunne måle mellem sølv og kobber i transformatorerne, er at de magnetiske feltlinjer ligger en lille smule tættere omkring kernen. Men det lyder altså anderledes.”

Transformatorerne er viklet på eget værksted. I de dyrere apparater bruges sølvtråd. Foto: Jess Thomas

 

Den slags komponenter er ikke hyldevare i den nærmeste elektronikbutik, men må enten laves på bestilling eller fremstilles i huset. På rundvisningen ser vi bl.a., hvordan transformatorer vikles og kondensatorer fremstilles i hånden.

En anden specialitet er modstande. De fleste modstande i elektronisk udstyr er lavet af metalfilm eller er trådviklede, i begge tilfælde med en nikkel-krom-legering. Men hos Audio Note har man i stedet valgt modstande med en film af tantal. Igen fordi det lyder bedre.

Da producenten, Shinkoh, havde opgivet fremstillingen og skrottet sine maskiner, måtte Peter Qvortrup finde et andet firma i Japan, der producerede modstande, HDK. Det tog over 15 år at få dem til at producere umagnetiske modstande med sølv og tantal.

At udvikle en sølvlegering, der var tilpas sej til at kunne bruges til modtandsben og de små metalhætter, der afslutter modstandslegemet, var en anden og kostbar sag, der tog tre år. En enkelt sølv-tantal-modstand koster i løssalg 32 engelske pund (ca. 270 kroner). Men så skulle den også have en ekstraordinært mere homogen og detaljeret lyd uden hårdhed!

Peter Qvortrup med en af firmaets tantal/sølvmodstande, som det tog 15 år at udvikle. Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

 

Transformatorer
Da alle Audio Notes forstærkere er rørforstærkere, bruges der nødvendigvis transformatorer i udgangstrinet for at tilpasse højspændingssignalet til at drive en højttaler. Men transformatorer bruges overalt i firmaets apparater, frem for andre komponenter, f.eks. til impedanstilpasning på ind- og udgange. Der sidder også en transformator i RIAA-kredsløbet på pladespillerindgangen.

“Transformatoren er en virtuel komponent. Hvis den er dimensioneret korrekt, har den ingen indvirkning på signalet ud over at transformere mellem spænding og strøm,” siger Peter Qvortrup.

Den ekstreme singleendede triode-effektforstærker Gaku-on. Til højre prototypen på en nye pladespiller. Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

I Peter Qvortrups eget anlæg indgår der intet mindre end 11 transformatorer i signalvejen, når man lytter til cd. Til gengæld indeholder den ekstreme Gaku-On effektforstærker, ud over tre transformatorer kun fire andre komponenter i signalvejen: To trioderør og to modstande! Ingen kondensatorer. Den single-endede triodeforstærker uden modkobling yder 45 watt i ren klasse A.

Kondensatorer laver man da selv! Foto: Jess Thomas

 

New Old Stock
Audio Notes rørforstærkere er bygget på rør, der var klassikere allerede i midten af forrige århundrede: 211, 300B og 2A3. Rørene fremstilles stadig, men produktionen er lille, priserne astronomiske og kvaliteten varierende. Det er her, Peter Qvortrup går ud på sit rørlager …

Peter Qvortrup viser firmaets skatkammer af ”New Old Stock” komponenter. Her står palle efter palle med eftertragtede rør klar til at blive brugt i forstærkere. Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

En stor del af fabrikkens areal (samt et par fjernlagre) bruges til firmaets skatkammer af “New Old Stock” komponenter. Altså komponenter fremstillet for årtier siden, men aldrig brugt. Her står palle efter palle med eftertragtede rør klar til at blive brugt i forstærkere.

“Nogle af de her er vanvittig dyre i dag. Heldigvis gav jeg ikke så meget for dem dengang,” siger Peter Qvortrup med et tilfreds smil.

“Nogle af dem her er vanvittig dyre i dag. Heldigvis gav jeg ikke så meget for dem dengang,” siger Peter Qvortrup. Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

 

Niveauopdelt high-end
Audio Note opererer med et system af niveauer – Performance levels – som de inddeler deres udstyr efter. Skalaen går fra 0 til 6. Jo højere niveau, jo mere ekstreme (og kostbare) komponentvalg. Det handler ifølge Peter Qvortrup om at sætte indsatsen i system, så man får lydmæssig valuta for sin investering:

“Som en tommelfingerregel skal man bygge sit system efter forstærkerens teknologiniveau. De øvrige dele bør højst være et niveau over eller to under forstærkerens niveau.”

Niveausystemet er både en indkøbsguide og en opgraderingsplan. En del af firmaets modeller kan købes i flere niveauvarianter, og nogle – herunder højttalerne – kan senere opgraderes med mere avancerede dele, hvor kabler, komponenter og svingspoler er udført i sølv.

Comparison by contrast
Når man lyttetester et stykke hi-fi, er det et iboende problem at finde et neutralt ståsted – en målestok – for at vurdere kvaliteten. Det handler både om at have et kendt sammenligningsgrundlag i form af et referenceanlæg og om at vurdere, hvorvidt det testede lyder bedre, rigtigere – eller bare anderledes.

Peter Qvortrup hylder et princip kaldet “comparison by contrast” (sammenligning gennem kontrast):

“Hvis definitionen af hi-fi er at gengive optagelsen så troværdigt som muligt, så må det bedste anlæg være det, hvor man tydeligst kan høre forskellen på de enkelte albums,” siger han. “Hvis alle plader lyder ens, er det lyden af anlægget, vi lytter til – ikke optagelsen. Jo mere forskelligt de lyder, jo mindre har anlægget sat sit fingeraftryk på lyden.”

Den metode kan logisk set også anvendes på enkeltkomponenter i anlægget. Hvis det at udskifte et apparat i kæden fører til, at forskellen på de enkelte optagelser står tydeligere frem, må det betyde en forbedring.

Fra Caruso til Nightwish
Den forskel og kontrast er der rig mulighed for at opleve, når Peter Qvortrup dykker ned i sin tusindtallige pladesamling. Under besøget bliver der lyttet til klassisk orkestermusik, hollandsk støj-electronica, finsk symfonisk tungmetal og amerikansk 50’er-calypso. For blot at nævne nogle af yderpunkterne.

Peter Qvortrups tusindtallige pladesamling rækker fra klassisk orkestermusik til hollandsk støj-electronica, finsk symfonisk tungmetal og amerikansk 50’er-calypso. Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

Peter Qvortrup beretter begejstret om de enkelte pladers finesser – og deres baggrund (han kender mange af de udøvende som kunder i butikken). Der bliver også spillet overførsler af hundrede år gamle grammofonplader med Enrico Caruso. Og det er tydeligt, at Peter holder af de mange og vidt forskellige plader, han hiver frem fra reolerne, der går fra gulv til loft i musikstuen. Ikke alle optagelser er af naturlige grund lige fejlfrie, men det vigtige er, at de er interessante.

“Jeg spillede engang en optagelse fra 1940 på en messe og kunne bagefter læse på nettet, at vores anlæg havde været ‘the noisiest on the show’. Det tror da pokker, at der er støj på en optagelse, der er 70 år gammel! Men vedkommende havde kun stukket hovedet ind et øjeblik uden at vide, hvad han hørte.”

At anlægget er i topklasse, er der ingen tvivl om. Og kendetegnene på de mange optagelser træder krystalklart frem. Jeg bliver bl.a. imponeret over den måde, man kan skelne refleksioner fra koncertsalens bagvægge på. I øvrigt på en klassisk optagelse lavet med udstyr fra netop Audio Note. Men det meste af tiden handler det om at hænge på i den hæsblæsende rutsjebanetur gennem genrer og tidsperioder.

Og lad os så én gang for alle hamre en pæl igennem myten om, at single-endede triodeforstærkere kun kan spille stille og pænt. Når Peter skruer op for Nightwish, Noisia og Tool, er lydtrykket overvældende.

Anlægget, som der spilles på, har en butikspris på omkring syv millioner kroner! Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

 

Syv millioner!
Det anlæg, der spilles på, er selvfølgelig Audio Note fra ende til anden. Lige fra pickuppen til højttalerne. Og lige så selvfølgeligt er det topmodellerne, der spilles på. Et anlæg med en butikspris på omkring syv millioner kroner! Det lyder af eksorbitant mange penge – ikke mindst når vi taler om forstærkereffekt på 2 x 45 watt (Gaku-On) og tovejshøjttalere med 8 tommers bas (E Sogon).

“Det er mange penge, men delene er altså også vildt kostbare. Der indgår f.eks. 15 kilo rent sølv i delefilteret i hver højttaler!”

 

Ét navn – to firmaer

Der findes i dag to firmaer med navnet Audio Note. Foto: Jess Thomas

I dag findes der ikke ét, men to firmaer med navnet Audio Note. Det britiske, som Peter Qvortrup ejer, og et japansk, der er drevet af efterkommere af Hiroyasu Kondo. Men det er tale om to helt adskilte størrelser, også selv om flere af de to firmaers produkter har samme navn.

Efter mange år med stadig vækst kom det i 1998 til et brud mellem Kondo og Qvortrup.

“Vores hovedmarked var i Fjernøsten. I maj-juni 1997 startede en enorm valutakrise i Thailand, som spredte sig over hele det fjernøstlige område. Det førte til et enormt fald i salget af de japanske produkter. Hr. Kondo ville ikke acceptere reducerede ordrer, men sagde blot ‘I make, you buy!’, hvad der ikke er muligt, hvis man ikke har kunder, som er købevillige. Derfor annullerede Kondo-san vores distributionsaftale i februar 1998,” siger Peter Qvortrup.

Til sidst kom det til et brud mellem partnerne. Kondo, der oprindelig havde startet Audio Note, ville have rettighederne til at bruge navnet i hele verden.

“Jeg sagde til Kondo, at han selvfølgelig gerne måtte have navnet – når bare han ville betale mig det, som det havde kostet at registrere varemærket globalt. Det ville han imidlertid ikke, så det endte med, at vi beholdt rettighederne til Audio Note.”

 

NB! Redaktionen præciserer, at rejse og ophold var betalt af Audio Note UK.

Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-