Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

For år tilbage levede hovedtelefonmarkedet en hensygnende tilværelse. Man havde måske et par hovedtelefoner til hjemmebrug, som man sluttede til stereoanlægget eller tv’et, når man ikke ville forstyrre familien. Og muligvis et par “walkman-bøffer” til sin bærbare musikafspiller. Men med fremkomsten af smartphones og musik-streaming er markedet eksploderet.

I dag er det ikke ualmindeligt at have f.eks. et par musikhovedtelefoner til derhjemme, et par trådløse hørepropper til pendling, et par støjreducerende til lange rejser og et par svedresistente til træning.

Skal du kun lytte derhjemme eller også på farten? Hører du kun musik, og er det i så fald vigtigst med naturlig lydgengivelse eller mere indsmigrende tung bas? Har du brug for en mikrofon, så du kan besvare opkald eller bruge dem til internettelefoni? Skal du bruge dem med flere forskellige enheder, som måske har forskellige typer tilslutning?

Alt dette har indflydelse på, hvilke hovedtelefoner der er de rigtige for dig.

 

Årets trådløse hovedtelefoner:

Audio Technica ATH-DSR7BT

(Foto: Audio Technica)

Strålende debut

Jeg har nydt masser af god musik trådløst, men ikke med den overflod af detaljer, som møder mig her. Det er især diskanten, der skiller sig positivt ud. Små, fine highhat-detaljer og sprøde træblæserlyde imponerer.

Audio-Technica ATH-DSR7BT gør godt og grundigt op med Bluetooths ry som en praktisk, men mindre hi-fi-egnet teknologi. Der er hul igennem i en grad, som man sjældent finder til prisen. Og når man så ydermere får trådløs forbindelse og en digital forstærker med i prisen, er det intet mindre end imponerende.

Pris: 2.849 kr.
Web: eu.audio-technica.com
Karakter: 6

Læs hele testen af Audio Technica ATH-DSR7BT

 

Årets støjreducerende hovedtelefoner:

Sony WH-1000XM2

(Foto: Sony)

Perfektioneret støjdæmpning

Ligesom forgængeren lyder WH-1000XM2 fantastisk. Sony har i mellemtiden forsket endnu mere i støjreduktion og tager nu også hensyn til lufttrykket. Bassen er kontant og fyldig, og lyden er en tand eller to mere raffineret end på Bose QC35. Især i overtoneområdet er Sony mere finmasket.

Ofte vil man have ét par støjreducerende hovedtelefoner til rejser og et andet til seriøs musiklytning. Med WH-1000XM2 vil vi vove at påstå, at du ikke behøver at vælge.

Pris: 3.125 kr.
Web: sony.dk
Karakter: 6

Læs hele testen af Sony WH-1000XM2

 

Årets high-end hovedtelefoner:

Focal Utopia

(Foto: Focal)

God, bedre, dyrest

Når højttalerproducenten Focal vil demonstrere deres ekspertise inden for personlig lyd, bliver der ikke sparet på noget. Utopia er præcisionshåndværk fra ende til anden.

Det hele lyder så rent, dynamisk og musikalsk, at gåsehud til uundgåeligt. Og det er nok den billigste måde at opnå så ekstremt god lyd på. Hvis du vil have tilsvarende lyd fra et par højttalere, ender du let omkring 250.000 kroner – uden forstærker og kabler! Så er Focal Utopia ikke helt så meget utopi.

Pris: 31.999 kr.
Web: tertonaudio.dk
Karakter: 6

Læs hele testen af Focal Utopia

 

Årets hørepropper:

KEF Motion One

(Foto: KEF)

Luksuriøse og fleksible

For dem, der er på udkig efter god lydkvalitet og ikke går så meget op i prisen, er KEF et tillokkende valg. De henter detaljer frem i musikken, som andre hørepropper skjuler. Og hvis man vil have endnu bedre lyd, kan man bruge dem med ledning. For pengene får man også udsøgt design og fremragende byggekvalitet.

Dog føles Motion One ikke lige så elegante om halsen pga. den overraskende klumpede krave. Men det er et kompromis, som musikelskere nok kan leve med.

Pris: 2.500 kr.
Web: bulowtrading.dk
Karakter: 6

Læs hele testen af KEF Motion One

 

Årets træningshørepropper:

JBL Reflect Contour

(Foto: JBL)

Som limet fast

JBL er en velkendt aktør og klarer sig da også ganske glimrende. Lydkvaliteten er fin uden at være prangende, og batterilevetiden god. Der hvor Reflect Contour virkelig skiller sig ud, er dog på pasformen. De falder bare ikke ud, uanset hvor hårdt du hiver i ledningen, hvilket er et kæmpe plus. Årsagen hertil er de dobbelte bøjler, som både sidder inde i og uden på øret. Havde de haft lidt mere bas og en lettere kontrol/mikrofon, var det blevet til topkarakter.

Pris: 789 kr.
Web: jbl.com
Karakter: 5

Læs hele testen af JBL Reflect Contour

 

Årets high-end hørepropper:

Beyerdynamic Xelento remote

(Foto:Beyerdynamic)

Måske verdens bedste

Mange foretrækker hørepropper eller små on-ear hovedtelefoner på farten i stedet for digre hørebøffer. Det betyder ofte, at man må give afkald på noget lydkvalitet for til gengæld ikke at ligne en idiot.

Den byttehandel synes Beyerdynamic ikke, at man skal være tvunget til. Deres Xelento remote er uden tvivl nogle af de allerbedste musikhørepropper, vi har hørt. De spiller hvad som helst af musik med overbevisning og lyder superdetaljeret, men aldrig kedeligt. Et par perfekt afbalancerede hørepropper, der tørrer gulv med resten!

Pris: 7.495 kr.
Web: dk.eetgroup.com
Karakter: 6

Læs hele testen af Beyerdynamic Xelento remote

Scroll to Top