Skandinavien har ikke mangel på højttalerkonstruktører. Både når det løse højttalerenheder og færdige højttalere i alle prisklasser, står de nordiske lande øverst på den globale rangstige. Ingen har dog været så originale som svenskeren Stig Carlsson, der gennem fem årtier prægede og provokerede lydverdenen med sine meget anderledes ideer og konstruktioner.
Hans højttalere lignede ikke noget som helst andet, men især lyden og ideen bag var anderledes. Mens konkurrenterne stolt fremviste testmålinger foretaget i lyddøde rum, havde Carlsson den kætteriske idé, at højttalere skulle lyde godt i en almindelig stue.
Kolboxen
Kursen var lagt fra begyndelsen. Allerede med sin første højttalermodel viste Stig Carlsson i 1953, at han gik i en retning, der lå langt fra resten af industrien. Elektronlund Lund Ortho Acoustical System 1001 er kendt under navnet “kulkassen”, da den skråtstillede, kanonlignende teaktræscylinder minder om de kulkasser, der var tilbehør til kakkelovnen i 1950’ernes hjem.
Konstruktionen var voldsomt ambitiøs: En 10 tommers bas i bunden af kabinettet fungerede som subwoofer, en Philips 9710 fuldtone-enhed i den modsatte ende dækkede mellemtoneområdet. Og fire diskantenheder, placeret på hver sin side af kabinettet, spredte diskanten rundt i rummet efter den ortoakustiske teori, som Stig Carlsson gennem hele sit liv var forkæmper for. Højttalerne var aktive og havde indbygget 2 x 12 watt rørforstærker samt elektronisk delefilter i bunden af kabinettet.
Selv om det at spærre en rørforstærker inde i kabinettet rent teknisk ikke var verdens bedste idé, menes det alligevel, at de fleste af de ca. 300 “kulkasser”, der blev fremstillet, stadig eksisterer. Nyprisen i 1953 var 1.650 kroner stykket plus 500 kroner for den tilhørende forforstærker. Målt i nutidskroner svarer det til omkring 40.000 kroner for et sæt.
100.000 “tændstikæsker”
De mest succesfulde Carlsson-højttalere var OA-5, som op gennem 1960’erne og 70’erne blev fremstillet i mere end 100.000 eksemplarer, hvilket gør dem til nogle af de mest sælgende højttalere i Skandinavien. OA-5 er en typisk Carlsson-konstruktion, hvor en fuldtoneenhed placeret ved bagkanten af højttaleren stråler lige op i luften, mens fire diskant-elementer spiller diagonalt i hver sin retning.
OA5 skal ligesom de øvrige Carlsson-højttalere placeres med ryggen mod bagvæggen. Set med nutidens øjne ser de mildt sagt spøjse ud og ligner forvoksede tændstikæsker på højkant. Men når man sætter musik på, forstummer de hånlige kommentarer, og folk taber kæben. Instrumenter og stemmer står klart og nærværende i rummet.
Statsansat højttalerproducent
Stig Carlsson var mere genial til akustik end økonomi og gik flere gange konkurs med sin højttalerproduktion. Første gang i 1969, hvor staten overtog Sonab, som fabrikken hed, og drev den videre på lige fod med råstofvirksomheder. Det gav Carlsson flere ressourcer til at forske og udvikle sine højttalere.
I 1978 var det dog slut, og Sonab måtte lukke. Komplicerede kabinetter, som var dyre at fremstille, og mange enheder (topmodellen OA2212 indeholdt intet mindre end 16 højttalerenheder!) gjorde højttalerne forholdsvis kostbare. Samtidig var lydidealerne skiftet fra rundstrålende til direkte lyd.
1980’erne
Stig Carlsson var dog langtfra en slagen mand. Han fik en ny produktion i gang på en fabrik i Skillingaryd, denne gang under eget navn. Op gennem 1980’erne producerede han her en ny serie højttalere. Alle tre – OA-50, OA-51 og OA-52 – var lavstammede tovejs gulvmodeller med pyramideformet top.
Carlssons konstruktioner har gennem alle årene imponeret fagpressen. Det var inspirerende, at nogen i den grad turde gå det etablerede midt imod. Og endnu mere, når resultatet faktisk lød godt. Men rosende omtale til trods forblev salgstallene små. I 1989 måtte fabrikken i Skillingaryd lukke, og det var reelt slut med Carlsson-højttalere.
Forskede til det sidste
I de sidste år af sit liv boede Carlsson på tagetagen i sin villa, mens resten – som tidligere havde huset hans højtelskede laboratorium – måtte lejes ud for at få økonomien som folkepensionist til at hænge bare nogenlunde sammen. Han måtte også opgive at forny en del af sine internationale patenter. Selv om der ikke kom nye modeller fra Stig Carlsson, fortsatte han dog op gennem 1990’erne sine eksperimenter med henblik på at forfine konstruktionerne.
Efter at have hutlet sig igennem i årevis arvede Carlsson i 1996 en millionformue. Hvilke konstruktioner der kunne være kommet ud af det, er ikke til at vide. For det hele endte brat den 8. marts 1997: Efter et fald på en isglat stockholmsk gade døde Stig Carlsson på sygehuset, 71 år gammel. Men Carlsson-fans higer om eksotiske konstruktioner fra mesterens hånd, som aldrig nåede videre end tegnebrættet. Ikke mindst den mytiske trevejsmodel “Trevägaren”.
Kultisk tilhængerskare
Og Stig Carlssons ideer lever videre. Stig Carlsson Foundation varetager arvegodset i form af konstruktionstegninger og informationer, og på websitet carlssonplanet.com kan den fanatiske fanskare læse udførligt om de mange konstruktioner og deres historie. Her kan man også finde vejledninger og restaureringstips samt prisoverslag på værdien af hver højttaler i henholdsvis original stand, lettere renoveret og efter en total make-over, hvor alle elementer er udskiftet. Et pænt sæt fra de tidlige 1970’ere kan let løbe op i flere tusind kroner.
En af Stig Carlssons samarbejdspartnere, Larsen Hifi, har siden 2004 produceret højttalere med Carlssons navnetræk. Der er tale om nyudviklede modeller, men efter de samme teorier, som Carlsson brugte op gennem 1980’erne og 90’erne.
Teenage-ingeniører genopliver klassiker
Et andet svensk firma har kastet sig over arven fra Stig Carlsson. Den 14. juli 2014 kunne design- og teknologivirksomheden Teenage Engineering således løfte sløret for OD-11 Cloud Speaker. Af ydre ligner de til forveksling de 40 år gamle Sonab OD-11 – også kaldet Carlsson-kuben – der var fabrikkens mindste højttalere. Men indmaden i det terningformede kabinet er ført op til dagens standard. Ud over nye elementer indeholder den nye model en 100 watt digitalforstærker samt AirPlay.
Teenage-ingeniørerne har arbejdet med projektet i flere år og har fremvist næsten færdige udgaver på både IFA- og CES-messen. Men lanceringen er gang på gang blevet udsat. Til gengæld er det nu sket med stil. OD-11 sælges alene gennem designbutikken på det prestigefyldte Museum of Modern Art i New York. Hvis man ikke lige kommer forbi The Big Apple, er det dog også muligt at købe OD-11 via Teenage Engineerings website.
Skift det hele – behold lyden
Hvis man køber et sæt originale Sonab-højttalere, må man berede sig på at bruge en del tid og penge på sætte dem i stand. De fleste modeller har mere end 40 år på bagen, så en renovering kan være tiltrængt. Skal det være i top, anbefales det at udskifte højttaler-elementerne med nyere typer.
Fortsætter man ad den vej, er det en god idé at udskifte kondensatorerne i delefiltrene. Og går man helt radikalt til værks, kan man endvidere vælge at erstatte det tynde krydsfinérkabinet med et mere solidt, dæmpet efter alle kunstens regler. Hvorefter man står med det paradoks, at man efter nu har to sæt højttalere: De oprindelige – som kan sælges videre – og et splinternyt sæt med den originale lyd, men bragt op til dagens tekniske standard! I Carlsson-højttalerne beror lyden nemlig i højere grad på konstruktionsprincippet end på komponenterne.
Ortoakustik
Stig Carlsson brugte betegnelsen ortho acoustics om sine teorier om lydgengivelse. Direkte oversat betyder det noget i retningen af “lige lyd”, og hovedtanken er, at lyd skal gengives så frekvensret som muligt – vel at mærke i et beboelsesrum frem for i et lyddødt testrum.
Når man sætter højttalere ind i en stue, påvirkes deres lyd voldsomt af omgivelserne. Rumresonanser kan fremhæve nogle frekvenser voldsomt – mens andre dæmpes tilsvarende. Og refleksioner fra gulv, loft og vægge kan påvirke stereobilledet og impulsgengivelsen.
Den traditionelle løsning er at fjerne højttalerne fra bagvæggen og siderne, og løfte dem op fra gulvet, så de kommer så langt væk fra reflekterende flader som muligt. Det giver til gengæld ofte mishagsytringer fra husstandens øvrige medlemmer, og det fjerner ikke refleksioner fra loftet.
Undgå korte refleksioner
Carlssons konstruktioner går den stik modsatte vej. Refleksioner er uundgåelige, men man kan bestemme fordelingen af dem, og hvornår de ankommer.
Carlsson fandt ud af, at refleksioner, der ankommer 1-5 millisekunder efter det direkte signal, er mest forstyrrende. Tidligere refleksioner vil blive opfattet af øret som værende en del af originallyden. Og hvis den reflekterede lyd ankommer senere end 10 millisekunder efter originallyden, kan øret adskille den fra originalen og abstrahere fra den.
Alle Carlsson-højttalere skal anbringes på gulvet, helt op mod bagvægen. Placeringen giver et løft i basområdet, men det er indregnet i højttalernes frekvensgang. Og på grund af den korte afstand til væggen forstyrrer refleksioner ikke. Det får væggen til at “forsvinde” akustisk, og man får følelsen af at lytte gennem væggen. Afstanden til andre reflekterende flader bliver til gengæld så stor, at lyden først kommer frem efter de 10 millisekunder, hvor øret bliver i stand til at skelne den fra den direkte lyd.
Hvad diskanten angår, var de tidlige Carlsson-højttalere rundstrålende og sendte diskanten ud i en vandret vifte, men undgik at sprede den mod loftet og gulvet. I 1980’erne ændrede han dog ideen og gik over til en enkelt dome-diskant, men kontrollere spredningen ved hjælp af dæmpende “vinger” på siden af højttalerne.
Rigtig fin artikel, måske kunne man også havde nævnt Olle Mirsh, en anden svensker som fremstillede nogle meget interessante højttalere som var lidt af samme støbning og princip
Tak. Olle Mirsh var også interessant, selv om hans ideer ikke var så markante (eller gennemtænkte) som Carlssons. Men artiklen her var først og fremmest tænkt som et portræt af Stig Carlssons karriere.