annonse
annonse

Så fik de papir på hinanden

Nu har Google købt Motorola

Konkurrencemyndigheder verden over har nu gransket Googles køb af den amerikanske mobil-gigant, Motorola. Ingen har fundet anledning til at protestere, så fra i dag er Motorolas mobildivision en del af Google.

For næsten et år siden, i august 2011, bekendtgjorde Google, at firmaet ville købe mobil-giganten Motorolas mobildivision for en pris på knap 70 milliarder kroner.

Efterfølgende har konkurrencemyndighederne i USA, EU, Kina, Taiwan og Israel gransket købet – blandt andet på grund af frygt for, at Google ved at overtage Motorola ville gøre det vanskeligere for andre producenter af Android-baserede smartphones at bruge Googles populære styresystem.

Men nu er aftalen godkendt af alt og alle, og købet er blevet formelt gennemført. Det meddelte Googles topchef, Larry Page, i dag i et blog-indlæg på Googles officielle blog.

Heri skriver han blandt andet, at den tidligere administrerende direktør for Motorola Mobility, Sanjay Jha, træder tilbage som topchef og bliver afløst af Dennis Woodside, som kommer fra en stilling hos Google som topchef for firmaets amerikanske division.

Desværre indeholder blog-indlægget ingen detaljer om konkrete planer for kommende Motorola-produkter.