I moderne smartphones har de fleste af os halvdelen af vores liv dokumenteret og mange af vores hemmeligheder gemt. Vores kontakter, personlige fotos, logins til forskellige tjenester, adgangskoder, økonomiske oplysninger og andre ting, som vi ikke ønsker skal komme på afveje. Altså er det en god idé at beskytte indholdet på en eller anden måde. Den mest almindelige er, at man angiver en adgangskode eller et kodeord, der skal indtastes, når man vil låse telefonen op.
Problemet er, at det er besværligt. At være tvunget til at taste ind, hver gang man vil se, hvorfor telefonen vibrerede i lommen, bliver irriterende efter et stykke tid. Derfor har overraskende mange opgivet overhovedet at have en kode, hvilket er surt, hvis man mister telefonen. Eller når spøgefugle skriver ting i ens navn på sociale netværk, fordi man efterlod den uden opsyn i kort tid.
Fingeraftryk er nemmere end koder
Det har Apple forsøgt at løse i den nye iPhone 5S med en fingeraftrykslæser. At indbygge sådan en er ikke nyt i forhold til computere, hvor der længe har fandtes en lille læser på undersiden af mange tastaturer. Men problemet med dem er, at de er vanskelige at bruge, og at de er alt for kræsne. De læser nemlig aftrykket ved, at man trækker fingeren hen over en lille strimmel med en sensor. Holder man fingeren lidt anderledes, end da man registrerede aftrykket, eller trækker man den i et forkert tempo, så kommer man ikke ind. Derfor undlader mange at bruge dem.
Apple har i stedet taget en ny type fingeraftrykslæser – Touch ID – i brug i hjem-knappen på forsiden af telefonen. Den læser hele fingeraftrykket på én gang, så man ikke behøver at trække fingeren hen over sensoren. Når man registrerer sit fingeraftryk, skal man sætte fingeren på flere gange i forskellige vinkler, så det efterfølgende er ligegyldigt, hvordan man holder den. Desuden er aflæseren ligeglad med, om man drejer fingeren eller ej. Resultatet er en mere smidig fingeraftrykslæser, som efter vores erfaring virker hurtigt og hver gang.
Sikkerheden i fingeraftrykslæsere
Ifølge Apple læser Touch ID ikke kun overfladen på fingeren, men går også ned i det levende lag under laget af døde hudceller. Det skulle betyde, at mindre skader på fingeren er ligegyldige, så længe de ikke går for dybt. Det påstås desuden, at det gør læseren betydelig mere sikker, fordi man ikke kan bruge en afhugget finger til at logge ind med ligesom på film. Andre har sagt, at man heller ikke kan kopiere nogens fingeraftryk, hvilket har været et problem med tidligere læsere.
Det viste sig dog ikke at være tilfældet, da den tyske hacker-klub Chaos Computer Club næsten umiddelbart efter lanceringen af iPhone 5S uploadede en video på nettet, hvor de viste, hvordan man brød sikkerheden. Et højopløst billede af et fingeraftryk på glas blev udskrevet på papir. Mønstret blev så overført til latex, som derefter kunne bruges til at låse telefonen op med.
Men det betyder ikke, at fingeraftrykslæsere er værdiløse, og at vi skal gå tilbage til koder igen. Der er stadig langt sværere at kopiere nogens fingeraftryk, end det er at læne sig ind over skulderen og memorere deres kode. Og det er meget hurtigere og nemmere at bruge fingeren, end det er at taste en kode. Det betyder, at flere mennesker vil låse deres telefon i stedet for at lade den være åben. Og det er hele pointen i denne teknologi – ikke at den skulle være fuldstændig sikker.
Privatlivets fred
Da Apple præsenterede deres teknologi, begyndte konspirationsteorierne selvfølgelig straks at florere på nettet. Især i lyset af de mange afsløringer af, hvordan amerikansk sikkerhedstjenester både aflytter vores telefoner og aflurer vores internettrafik. Det blev sagt, at vi alle ville komme til give vores fingeraftryk til NSA, som ifølge de paranoide selvfølgelig havde adgang til indholdet af Apples telefoner.
Men dem, der har fremført disse teorier, forstå ikke, hvordan man lagrer fingeraftryk. Ligesom når man skaber en adgangskode til en website, er det ikke selve koden eller aftrykket, der lagres. I stedet foretager man en række matematiske beregninger og gemmer resultatet eller kontrolsummen. Næste gang du logger på, udføres de samme beregninger på dit input, og derefter sammenlignes de med den lagrede værdi. Hvis de stemmer overens, så har du indtastet den rigtige kode eller vist det rigtige fingeraftryk. Men noget billede af det faktiske fingeraftryk er ikke gemt nogen steder.
Apple har også taget flere skridt for at sikre, at det er umuligt at få adgang til den lagrede kontrolsum. Det er en særlig del af A7 processoren, der håndterer Touch ID, og den er ikke tilgængelig for almindelige app-udviklere. Altså kan ingen skrive en app, der narrer dig til at udlevere et fingeraftryk eller aflurer indlæsningen af din finger.
For nylig kom det også frem, at hver fingeraftrykslæser er unikt parret med processoren. Så man kan ikke engang bygge en hardware-løsning og udskifte indmaden i din telefon.
Smarte trådløse funktioner
En anden ny teknologi, som Apple introducerede med iOS 7, er iBeacons. Det er en måde at bruge Bluetooth Low Energy (BLE) på til at kommunikere med andre enheder og afgøre, hvor du er i forhold til dem, og så handle ud fra disse oplysninger. En iBeacon kan enten være en separat lille boks eller en iOS7 enhed. Hvis det lyder lidt uklart, så er det, fordi Apple hidtil ikke har talt så meget om det.
Tanken er, at iBeacons kan være et alternativ til NFC, der jo ikke understøttes af Apple-enheder. F.eks. kan man nu indstille sin nye Apple TV uden at skulle indtaste en masse information. Man behøver bare at være i nærheden med sin iOS7-enhed for automatisk at overføre alle de nødvendige oplysninger.
I forlængelse heraf forestiller Apple sig, at man skal kunne gøre meget andet. Når man f.eks. passerer en favoritbutik, skal der kunne dukke tilbud op på ting, som man er interesseret i. Står man og kigger på en hylde, så kan der komme mere information om produkterne på den. Og når man endelig har besluttet sig, kan man betale direkte gennem sin iOS7-enhed. Uden at skulle holde den hen til kassen, hvilket er nødvendigt med NFC-løsninger.
Med tanke på, at trådløse betalinger omsider er begyndt at tage fart, og at det i Europa er NFC, der bliver anvendt, ser det ud til, at Apple får svært ved at komme igennem med deres konkurrerende system. Men selv om det kun bruges til lettere at forbinde sine iDimser eller til at kommunikere med andre enheder, så er det stadig en sjov og interessant teknologi. Hvem ved, hvad app-udviklerne kan finde på i fremtiden, når de opdager alle mulighederne i iBeacons?
