Når musikere indspiller musik i studiet, så er det med ét formål for øje: At musikken skal formidles så godt som overhovedet muligt. At formidle den gnist, man har på det tidspunkt, gennem musik.
Når selve indspilningen er lavet, lægges hovederne sammen med producent og teknikkere for at skabe det ønskede lydbillede. Og uanset om lyden er skruet sammen på den ene eller den anden måde – rå og beskidt eller opløst og luftig – så er det netop dét lydbillede, musikforbrugerne fortjener at få serveret.
Men selv om teknologien i dag er langt mere avanceret, end den var for bare få år siden, ladet det til, at den lydkvalitet, forbrugerne oplever, er blevet dramatisk dårligere siden 1970’erne, 80’erne og specielt 90’erne. Og det til trods for, at det tilgængelige udstyr til såvel indspilning som afspilning er blevet både bedre og billigere.
Fra indspilning til afspilning
Selv når optage- og lydteknikerne har gjort deres bedste med en indspilning, og den har fået Drømmelyden med stort D, så er rejsen ikke ovre. Indspilningen, som nu er reduceret fra 24 til to spor, skal til mastering. Det er den sidste finslibning, som gør, at musikken lyder mindre rå og mere glat. Den dynamiske kontrast i musikken reduceres, for at den kan afspilles på mindre lydanlæg.
Populære lydformater og bitstrøm
- MP3 – 192-320 kbps
- CD – 1411 kbps
- 24-bit/96kHz – 4608 kbps
- 24-bit/192kHz – 9216 kbps
Til forbrugerformat
Hvis vi nu går ud fra, at den nævnte mastering-proces går godt – og faktisk gavner musikken i stedet for at ødelægge den med overkompression og “brickwall limiting” (læs om lydniveaukrigen her: http://kortlink.no/593) – skal lyden endnu videre i signalkæden. Musikken er stadig lagret i høj opløsning, gerne højere end cd-kvalitet. Men herfra skal den skaleres ned til forbrugervenlige formater. I 70’erne og 80’erne var det tale om lp’er og musikkassetter. I 90’erne og 00’erne var cd’er mest udbredt.
MP3
I dag er MP3 sammen med sine mange slægtninge det mest brugte musikformat til forbrugere. MP3 er udviklet i 1990’erne for at gøre deling af musik på internettet praktisk. Det drejede sig om at komprimere musikken ned til at fylde en tiendedel, så den brugte mindre plads på harddisken og ikke mere båndbredde, end at det på den tid faktisk var muligt at sende den rundt. Internettet var ikke så hurtigt dengang, og lagringsplads var dyrt. Både hvad angår internet-servere og pc-harddiske. Derfor var det kort og godt ikke praktisk at lagre i fuld opløsning uden kompression.
Selv om vi i dag har store nok harddiske og tilstrækkelig båndbredde til at håndtere musikken i fuld cd-kvalitet, sker det bare ikke.
Hvad mister du?
Så hvad mister du, når musikken komprimeres fra studiekvalitet til MP3? Well, eftersom der tages hensyn i alle led, og maksimal datastrøm bruges, som er 320 kilobit pr. sekund (kbit/s), kan den subjektive oplevelse af lydkvalitet faktisk være rigtig god og i nogle tilfælde vanskelig at adskille fra cd-kvalitet. Men noget er naturligvis forsvundet på vejen. Til sammenligning drejer ægte cd-kvalitet sig om en datastrøm på 1411 kbit/s, eller næsten fem gange højere.
Du kan selvfølgelig ikke fjerne 80 procent af lyddata og sidde tilbage med fuld kvalitet, selv om du kan komme så tæt på, at mange ikke reagerer. Men der forsømmes meget.
Opløsning
Den mest almindelige måde at ødelægge lyden på er ved ikke at bruge høj nok datastrøm. MP3 med en datastrøm på 192 kbit/s eller lavere er kort og godt for dårlig, og specielt i overtoneområdet hører man artefakter. Én ting er toner, som er borte, noget helt andet er uønskede toner, som sniger sig ind – og som ikke harmonerer med de andre.
MP3-filer med lav datastrøm har for meget forvrængning til, at det kan godkendes som et godt musikformat. God lydkvalitet starter først ved 256 kbit/s, og helst bør man op i det maksimalt tilladte for MP3-kodeks, nemlig 320 kbit/s. Da kan musikken i praksis lyde ganske godt, og det bliver vigtigere, hvordan selve indspilningen er lavet, og at den ikke er knust i mastering som følge af lydniveaukrigen.
Transkodning
Det største svigt, der gøres, er at musikken ofte bliver lagret i ét komprimeret format for så at blive kodet om til et nyt.
Fordi pladebranchen og butikkerne ikke er blevet enige om rammer og standarder, har pladeselskaberne ofte fundet på at sende komprimerede MP3-filer af deres udgivelser til streaming-tjenester og online-butikker. Disse tjenester og butikker har allerede valgt et format og en opløsning at tilbyde musikken i. F.eks. bruger WiMP AAC-formatet, mens Spotify bruger Ogg Vorbis. Hvis de modtager musikken i MP3 i en given opløsning, må disse filer pakkes op, for så at kodes på ny i det nye format. Det kaldes transkodning. Og det er her, morskaben begynder.
I en MP3-fil er alt nemlig fjernet, som det er muligt at fjerne, uden at det høres. Der tages hensyn til psykoakustik, så man kan fjerne toner, som hjernen så vil genskabe ud fra andre harmoniske toner. Men da forskellige kodeks vælger forskelige variabler på det samme problem, vil artefakter blive hørbare, ved at der fjernes for meget og den psykoakustiske rekonstruktion ødelægges.
MP3 til pc og bærbart
Selv er jeg af den klare opfattelse, at MP3 og andre musikformater med datatab egner sig bedst til at blive spillet gennem pc-højttalere og på farten med en bærbar musikafspiller. Lavet ordenligt kan det også fint spilles på stereoanlægget, men specielt hvis du lytter over længere tid, vil du kunne mærke lyttetrætheden melde sig tidligere med MP3, end hvis du spiller med cd.
Det har noget at gøre med, at der både trækkes noget fra og lægges noget til i lydbilledet, hvilket gør, at det endelige resultat ikke er lige så ørevenligt over tid. Til længere tids lytning med et godt stereoanlæg vil jeg klart anbefale højere opløsning.
WiMP griber ind
Streaming-tjenesten WiMP er de første til at adressere problemet med reduceret lydkvalitet. De har indtil nu haft AAC i 256 kbit/s som højeste opløsning. Den er nu øget til 320 kbit/s. Men endnu vigtigere er det, at de nu har ryddet op i transkodet musik i deres katalog.
“Hele bagkataloget er i færd med at blive leveret ind til os på ny i tabsfrit format, hvorefter vi lagrer det tabsfrit i FLAC-lydformatet,” sagde Pål Bråtelund i en samtale, vi havde med ham i februar.
Med andre ord er der ikke længere musik på WiMP, der som udgangspunkt er lagret som MP3 og så er blevet kodet på ny til AAC.
Ud over at øge datastrømmen og rydde op i biblioteket vil WiMP på sigt lancere et abonnement for puristerne med ren FLAC-kvalitet. FLAC er et lydformat, som komprimerer data, men på en sådan måde, at det ikke går ud over lydkvaliteten. Når data pakkes ud igen, er de helt intakte – musikkens svar på zip-filer.
Apple viser vej
Apple har også vist, at de bekymrer sig om lydkvalitet. For noget tid siden lancerede de konceptet Mastered for iTunes. Lydformatet her er det samme som anden musik, man køber på iTunes, nemlig AAC i 256 kbit/s. Men forskellen ligger i, at musikselskaberne og kunstnerne har fået helt konkrete retningslinjer at holde sig til, både når det gælder et minimum af dynamikområde på indspilningen, og at den skal leveres til iTunes i 24 bit/96 kHz opløsning.
Garanteret ingen transkodning her, og man kan regne med, at det kun er et spørgsmål om tid, før Apple trykker på en knap og tilbyder musikken til download i fuld 24 bit/96 kHz opløsning.
Højopløste musiktjenester
Udvalget af højopløst musik er også i færd med at blive større. Tjenester som GubeMusic og HDtracks tilbyder stadig bredere udvalg af musik i cd-kvalitet eller endnu bedre. Mange udgivelser er tilgængelige i helt op til 24 bit/192 kHz opløsning, som ukomprimeret har 6,5 gange højere datastrøm end cd (16 bit/44,1 kHz). Man kan alligevel ikke sige, at det er 6,5 gange bedre lyd, da de subjektive forskelle er så marginale.
Faktisk er der to lejre her: Dem, der mener, at der ikke er forskel på cd og endnu højere opløsning, og dem, der mener, at der er. Selv tilhører jeg den sidste gruppe (læs mere om disputten på Wikipedia, på engelsk: kortlink.no/41j).
Højere opløsning giver ingen wow-oplevelse med det samme, for selve klangstrukturen i lydbillederne er meget ens. Men det opleves som mere organisk, man får mere ro over sig, måske fordi hjernen ikke arbejder lige så meget med at rekonstruere de dele af lydbillede, der er borte. Og man behøver ikke et dyrt high-end anlæg for at høre det. Selv ganske billige stereoanlæg kan lyde overraskende godt, hvis de fodres med god lyd.
Indtil videre er højopløst musik upraktisk til streaming – selv komprimeret til tabsfri formater (FLAC eller ALAC) er der tale om ca. fire gange større datastrøm end cd. Men de, som kan lide at have musikken lagret på harddisk, bør benytte sig af denne mulighed.
Branchen ændrer sig
Det ser ud til, at tingene er ved at ændre sig til det bedre, efter at lydkvaliteten har lidt under gynger-og-karrusel politik, siden MP3-formatet blev allemandseje i slutningen af 90’erne.
I takt med at streaming-tjenesterne tilbyder højere opløsning på deres musik, indarbejdes der også normer for at få bugt med lydniveaukrigen – også kendt som The Loudness War. Bl.a. ved at musiktjenesterne implementerer såkaldt Normalized Level Control. Det betyder, at både gennemsnits-lydniveau og makismalt lydniveau i hver fil aflæses, hvorefter hver sang herefter går gennem en enkel volumenkontrol, således at ABBA og Rihanna lyder lige kraftigt, til trods for at Rihanna er meget kraftigere analogt komprimeret og derfor burde lyde højere. Det gør, at fordelene ved at overkomprimere sin musik bortfalder, så man igen kan koncentrere sig om at lave så god lyd som muligt i stedet for så høj lyd som muligt.
Det bliver med andre ord en spændende tid, vi går i møde for lydkvaliteten!
Illustration af en musikfil
Sang: ”Baby Loves that Way” av David Bowie
Frekvenser mellem 16 og 20 kHz er for det meste klippet bort. Kun lejlighedsvis dukker de op, og vi kan antage, at komprimeringen kun prioriterer dette område ved højfrekvente transienter, såsom anslag på cymbaler, hi-hat osv. De fleste vokse mennesker kæmper med at høre meget over 16 kHz, så i praksis er det ikke et stort problem.
Et 10 sekunders uddrag af sangen “Baby Loves That Way” af David Bowie viser, at informationer under 16 kHz er godt bevaret.
Endnu mindre information over 16 kHz end med 320 kbit/s. Et andet problem, som ikke ses i dette billede, er dropouts i lavere frekvenser.
Samme 10 sekunders uddrag viser, at musikfilen har “sorte huller” i det hørbare frekvensområde.
Uformel blindtest
I et forsøg på at konstatere forskelle mellem tabskomprimeret musik og ægte har vi på redaktionen lyttet til WiMP, Spotify, cd-kvalitet og højopløst musik.
Kilden var MacBook Pro, optisk koblet til Hegel HD11, herefter P30 forforstærker og to H30 monoforstærkere. Højttalerne var Elac FS 407 (pris omkring 230.000 kroner uden kabler) og til lejligheden nogle rigtig gode kabler fra Monster Cable.
Lasse Svendsen og Audun Hage sad i lyttepanelet, mens undertegnede styrede musikken: Tori Amos’ “Gold Dust” fra WiMP (320 kbit/s AAC), fra Spotify (320 kbit/s Ogg) og i 24 bit/96 kHz ukomprimeret; Ane Bruns “It All Starts With One” fra WiMP, fra Spotify og i 16 bit/44,1 kHz ukomprimeret; og Trondheimsolistenes “In Folk Style” fra WiMP, fra Spotify og i 24 bit/96 kHz ukomprimeret.
Forskellene var små. Tori Amos var mest vellidt fra Spotify, mens al anden musik blev foretrukket fra WiMP og ukomprimeret. Klassisk musik med Trondheimsolistene lød klart bedst højopløst. Med Ane Brun kunne man ikke sikkert skelne WiMP fra ukomprimeret. Gennemgående blev Spotify opfattet som lidt mere punchy, men med mindre dybde i lydbilledet. Derimod er det meget vanskeligt at skelne mellem WiMP og ukomprimeret.
Blindtesten påpeger kun, at det er vanskeligt at høre forskel, når man skifter frem og tilbage over kortere perioder, og siger ikke noget om forskelle, som afdækkes over længere tids lytning.
