annonse
annonse
Guide

Forårets tv-nyheder

annonse

Overvejer du at anskaffe et nyt tv? Her er et udpluk af årets mest spændende tv-modeller.

Mens mange af os vasker bilen og skifter til sommerdæk, ruller producenterne et bredt spektrum af blanke og skinnende tv-nyheder ud. Du kan stadig gøre et godt køb med nogle af sidste års topsælgere, men fra månedsskiftet april/maj er restlageret tomt. Derefter er det næsten kun de nye 2018-modeller, der gælder.

På årets CES-messe i Las Vegas i januar blev der vist mange spændende koncepter frem. Hvad med et tv, der dækker hele væggen, eller et, der kan rulles sammen, når du ikke bruger det?

Den slags lanceringer er altid fascinerende, men handler mest om at flekse de teknologiske muskler, skabe opmærksomhed og kaste glans over det øvrige modelsortiment. Der kan gå årevis, før spidsteknologi siver ned i almindeligt prissatte og tilgængelige modeller. Derfor synes vi, det er langt mere interessant at se på, hvad der rent faktisk kommer!

OLED står stærkt …

Salgsstatistik fra den nordiske elektronikbranche fortæller, at vi køber lidt færre tv’er end tidligere, samtidig med at størrelsen og gennemsnitsprisen stiger. De populære OLED-tv’er spiller en vigtig rolle her: Udvalget blev øget kraftigt i 2017, samtidig med at priserne faldt.

OLED-skærmene har en stor fordel i forhold til LCD, nemlig at hver pixel kan tændes og slukkes individuelt og ikke kræver gennemlysning. Det giver en klar forbedring af sortniveau, kontrast og synsvinkel, og kan nok motivere flere til at betale ekstra for en god tv-oplevelse.

Vi kan forvente flere og mere prisgunstige modeller inden for OLED-segmentet i år. Desuden bliver det spændende at se, hvilken af producenterne der formår at trylle den bedste billedkvalitet frem. Bliver det LG, Sony, Panasonic, Philips eller en anden udfordrer? Vi glæder os til at teste!

… men LCD er stadig størst

Selv om OLED bliver mere udbredt og priserne mere favorable, er det stadig relativt dyrt sammenlignet med LCD, især når vi bevæger os op i skærmstørrelser over 55 tommer. Udvalget er heller ikke lige så godt. Derfor vil de fleste af de tv’er, der sælges i år, stadig være af den traditionelle LCD-type.

Markedet er også præget af, at Samsung, som fortsat er verdens største tv-producent, ikke sætter deres lid til OLED. I stedet satser de på QLED, en ny generation af LCD-paneler med avanceret Quantum Dot-teknologi. Kort fortalt drejer det sig om en tynd film med bittesmå metalpartikler, som forbedrer LED-bagbelysningens egenskaber, hvilket resulterer i et bredere farvespektrum og bedre lysudbytte.

Samsung har en stor tro på Quantum Dot-teknologien, og på CES-messen i Las Vegas fremviste de prototyper, der ikke står nævneværdigt tilbage for OLED, hverken hvad kontrast eller sortniveau angår.

Endnu større tv-skærme

(Foto: Producent)

 

De, der drømmer om en ægte biografstorskærm på væggen, behøver ikke at lede længe. De engang så “store” 65-tommere er blevet langt mere tilgængeligt prissat, men vi ser også et stigende udvalg af virkelig store skærme. 75 tommer er blevet det nye stort for dem, der vil tage kampen op mod den lokale biograf.

Du har sikkert undret dig over, hvorfor tv’er kommer i så mange underlige størrelser, og hvorfor de store skærme er så ekstremt dyre. Fra 49 over 55 op til 65 tommer er priserne okay, men derfra skyder de i vejret!

Det skyldes, at panelerne masseproduceres på fabrikkerne i ca. 2 x 3 meters størrelse og så skæres ud til et antal paneler af en vis størrelse, f.eks. seks 46-tommere. Større skærme giver færre skærme pr. glas, og derfor øges omkostningerne også betydeligt. Men efterhånden som det lykkes fabrikkerne at lave større skabeloner, forventer vi, at priserne på store skærme kommer længere ned.

Om nogle år kan det også ske, at “tv-væggen” bliver en realitet. Samsung har f.eks. fremvist et kæmpestort modulopbygget tv, der kan fylde en hel væg!

HDR-formatkrigen fortsætter

Den nye videostandard HDR (High Dynamic Range) er en af de største nyskabelser, tv-branchen har set de seneste år. Video med HDR har et meget bredere kontrast- og farvespektrum, og fortæller skærmen, præcis hvilken lysstyrke indholdet skal have. Det gør det muligt at udnytte skærmens fulde kapacitet og opnå et billede med langt flere nuancer, mere dybde og mere realisme.

HDR-indhold er nu tilgængeligt på en lang række platforme, inklusive Ultra HD Blu-ray, Netflix og iTunes via Apple TV 4K.

For at tage de ekstra detaljer i anvendelse og lede tv-formatet ind i fremtiden er der brug for en ny, fælles videostandard. Og her er der mange om buddet! De mest udbredte formater er “almindelig” HDR (også kaldet HDR10) og det konkurrerende format Dolby Vision, der anvender dynamiske metadata til at gengive større kontrastvariationer.

Dolbys format er imidlertid licensbaseret, og ikke alle tv-producenter har været villige til at punge ud. Producenter som Samsung, Panasonic og Philips er gået sammen om det opdaterede HDR10+ format, der skal give mange af de samme fordele som Dolby. Flere indholdsleverandører, bl.a. Amazon, har valgt at satse på formatet, som bliver tilgængeligt på flere 2018-modeller.

Det er værd at bemærke, at HDR (uanset format) stiller store krav til tv’ets kontrast og farvegengivelse. For at få fuldt udbytte af HDR-indhold skal du kigge efter et tv, der opfylder de såkaldte Ultra HD Premium-krav eller tilsvarende. Det vil typisk være en OLED-skærm, alternativt en LCD-skærm med avanceret LED-bagbelysning, som er nødvendigt for at opnå den ønskede kontrast.

Styr tv’et med stemmen

(Foto: Producent)

 

Stemmestyrede assistenter som Google Assistant og Amazon Alexa er blandt årets vigtigste trends på smart-fronten. Google meddelte for nylig, at Google Assistant om ikke så længe vil kunne forstå de nordiske sprog! Det betyder, at vi snart vil kunne styre og kommunikere med en lang række enheder ved hjælp af stemmen. Her spiller tv’et en vigtig rolle, både som underholdningscenter og smart-assistent.

 

annonse
annonse

Samsung TV 2018

Samsung har længe været en af trendsætterne inden for tv-segmentet, og selv om konkurrenter som LG haler ind, er den sydkoreanske gigant stadig størst i verden, når det gælder tv. Nøgleordene for succesen har været billedkvalitet, brugervenlighed og smarte designløsninger, som vi efter alt at dømme kan forvente mere af i 2018.

QLED vs. OLED

Mens mange af konkurrenterne satser på OLED, er Samsung gået i den modsatte retning. Sidste år lancerede de QLED (LCD med Quantum Dots, kvanteprikker) for at tage kampen op med ærkerivalen LG og deres imponerende OLED-skærme.

Samsung mener kort og godt, at LCD-teknologien har størst potentiale i det lange løb, især fordi kravene til lysstyrke, farvegengivelse, opløsning osv. bare ser ud til at øges. Og de har en pointe: På CES-messen i Las Vegas i januar så vi nogle meget lysstærke prototyper, der fik OLED-skærmene til at blegne i sammenligning!

Sidste års QLED-modeller blev dog ikke nogen ubetinget succes og formåede ikke at hamle op med OLED på alle områder. Siden da har Samsungs ingeniører arbejdet på højtryk med årets nye modelsortiment, der sigter mod et markant comeback i high-end-klassen.

Ambient

(Foto: Producent)

 

Det er almindeligt at hænge tv’et på væggen, men hvad med at vise væggen på tv’et?

Samsung lægger vægt på, at tv’et skal glide bedst muligt ind i omgivelserne, og denne gang har de taget det bogstaveligt. Den såkaldte Ambient-mode lader dig tage et billede af væggen med mobilen og vise det som baggrundsskærm, når tv’et er på standby. På den måde vil skærmen virke gennemsigtig.

Har du bare en kedelig hvid væg? Fortvivl ikke. Oven på baggrunden kan du vælge at vise klokken, vejrudsigten og lignende eller lægge familiefotos op. Alt er bedre, end at tv’et ligner et sort hul!

Skjulte kabler

Samsungs populære One Connect tilslutningsboks får også en længe ventet opgradering i 2018: Den sender nu både strøm og signal til tv’et via et fælles tyndt (0,34 mm) fiberkabel.

Standardkablet er 5 meter langt, mens en 15 meters version kan købes som ekstraudstyr. Stikket er helt fladt, så det flugter med bagsiden. Dermed bliver det endnu lettere at hænge tv’et på væggen med et (næsten) usynligt kabel. Samtidig forsvinder den lille Connect-box fra de billigere modeller; i stedet får de smart “Cable Management”, der lader dig trække op til fire HDMI-kabler ned gennem foden.

Udvalgte modeller

 

Q9FN

(Foto: Producent)

 

Endelig er Samsung tilbage på sporet med en ordentlig topmodel! Det nye Q9F henvender sig til billed-entusiaster med sit stramme, minimalistiske design og sine avancerede tekniske løsninger. Billedpanelet er af typen 4K LCD med ægte LED-bagbelysning (Direct Dimming), Quantum Dots og andre lækkerier. Samsungs ingeniører har f.eks. udviklet et nyt skærmfilter (Ultra Black 2.0), der reducerer refleksion af omgivelserne. Betragtningsvinklen skulle også være forbedret i forhold til tidligere.

Videre hævdes det, at tv’et formår at gengive 100 procent af DCI-P3 farverummet samt hele 2000 nit lysstyrke, hvilket er imponerende, hvis det holder stik. Det smugkig, vi fik på CES, virkede lovende, og vi glæder os til at få topmodellen på testbænken.

Samsung Q9FN kommer i 55, 65 og 75 tommers versioner.

 

Q8F/C

(Foto: Producent)

 

Q8-serien fra Samsung er en model, hvor design er i fokus. Det ekstra slanke tv dropper den direkte bagbelysning fra Q9 til fordel for en noget enklere kant-LED-løsning. Det må også klare sig uden det nye Ultra Black-filter.

Ellers er det en fuldspækket model med alle de nye funktioner om bord, inklusive QLED-billedpanel med kapacitet til 1500 nit, det nye “usynlige” kabel plus samleboks, Ambient-mode med lyssensor samt en udvidet, superhurtig spiltilstand (Auto Game Mode).

Q8 kommer i både flad (F) og buet (C) version, i 55 og 65 tommers størrelse.

 

Q7FN

(Foto: Producent)

 

Efterfølgeren til sidste års populære Q7-serie bliver en prisgunstig indgangsbillet til QLED-teknologien. Det får meget tilfælles med 8-serien specifikationsmæssigt, men kommer kun i en flad version med mørk “gun metal” finish og retvinklet fod. Ligesom de dyrere modeller har det også dobbelt tv-tuner til kabel, parabol og antenne-net, inklusive PVR-funktion.

Samsung Q7FN kommer i 55, 65 og 75 tommers versioner.

 

NU8005

(Foto: Producent)

 

Her går vi et trin ned fra high-end-modellerne i Q-serien til den såkaldte Premium UHD-klasse. Det indebærer bl.a. simplere billedpaneler uden Quantum Dots, og den separate samleboks er sløjfet til fordel for direkte tilslutninger. Samsung har dog sørget for en smart skjult kabelløsning (Cable Management) på bagsiden.

NU8005 er i øvrigt et godt specificeret tv med dobbelt tv-tuner og op til 1000 nit lysstyrke. NU8005 kommer i 49, 55, 65, 75 og 82 tommer.

 

NU7475

(Foto: Producent)

 

Her er vi i “bang for the buck”-klassen, hvor nogle af de mere luksuriøse funktioner er droppet for at få prisen ned. NU7475 må klare sig uden dobbelt tv-tuner og har en noget lavere lysstyrke. Dermed er det ikke den oplagte HDR-skærm. Imidlertid får du her Samsungs lynhurtige Auto Game-mode til en fornuftig pris.

Samsung NU7405 kommer i 43, 50, 55 og 65 tommers udgave.

LG TV 2018

2017 var uden tvivl det store OLED-år for LG, der havde stor succes med modeller som 55B7, 65E7 og 65W7 sidste år. Desuden lånte de teknologien ud til flere af konkurrenterne, hvilket bidrog til at gøre OLED til den dominerende teknologi i premium-segmentet.

Priserne er også blevet mere omgængelige: En 55 tommers 4K-OLED koster faktisk ikke voldsomt meget mere end et godt LCD-tv. Det betyder, at stadig flere kan få råd til et OLED-tv – og når man har set, hvilke fordele de har med hensyn til sortniveau, kontrast og synsvinkel, kan det være svært at vende tilbage til LCD!

Nye OLED-modeller

LG har ikke set noget behov for at lave store ændringer i selve OLED-panelerne i år. De største opgraderinger sker inden i tv’erne i form af øget proceskraft, bedre billedprocessering og andre avancerede muligheder.

LG praler især af den nye Alpha 9-processor, som skulle være 50 procent kraftigere end sidste års model. Den tager sig af billedprocesseringen i de bedste OLED-modeller (W8, E8 og C8) og lover bl.a. markant forbedret støjreduktion, højere farvekorrekthed og mere jævne farvegraderinger i forhold til 2017-modellerne.

Høj billedhastighed

LG’s nye topmodeller med A9-processor understøtter også high frame-rate (HFR) video med op til 120 billeder i sekundet. Denne teknik er endnu i et tidligt stadium, men kan give bedre gengivelse af hurtiggående indhold som sport, actionfilm og spil.

ThinQ AI: Styr tv’et med stemmen

Stemmestyring er blevet et varmt tema den senere tid, og LG byder ind med deres intelligente lydassistent ThinQ AI. Den lader dig styre tv’ets funktioner ved at tale direkte med fjernbetjeningen. Desuden kan tv’et fungere som “hub” i forhold til andre smarte dimser; det være sig trådløse højttalere, belysning eller andet, som kan sluttes til via Wi-Fi eller Bluetooth.

Udvalgte modeller

OLED B8

(Foto: Producent)

 

B8 bliver afløseren til den populære, prisgunstige B7-serie og den nye indgang til OLED-universet. B8 kan prale af et 4K OLED-panel og understøtter langt de fleste HDR-formater. Den må imidlertid klare sig med en noget enklere A7-videoprocessor, mens designet er et genbrug af sidste års C7-model.

B8-serien kommer i 55 og 65 tommer (OLED55B8 og OLED65B8) og forventes i butikkerne juni/juli 2018.

 

OLED C8

(Foto: Producent)

 

Vi nåede aldrig at teste sidste års C7-serie, men med undtagelse af et lidt mere lækkert design var der ikke stor forskel i forhold til B7. I år ser det ud til, at LG vil satse mere på denne prisgunstige mellemvægter. C8-serien er udstyret med den kraftige A9-processor og bliver tilgængeligt i størrelser på op til 77 tommer! Sidstnævnte forventes at blive LG’s mest overkommelige 77 tommers OLED.

C8-serien kommer i 55, 65 og 77 tommer (OLED55C8, OLED65C8 og OLED77C8) og forventes i butikkerne april/maj 2018.

 

OLED E8

(Foto: Producent)

 

E8 er en af LG’s virkelige high-end modeller med et ekstra eksklusivt “Picture on Glass”-design, hvor OLED-panelet er limet uden på en glasplade. Det giver et langt mere lækkert udtryk end modellerne med metalramme, men det koster også! E8 har desuden en dyrere højttalerløsning med en soundbar i bunden af tv’et.

E8-serien vil bestå af 55, 65 og 77 tommers modeller (OLED55E8, OLED65E8 og OLED77E8) og forventes i butikkerne april/maj 2018.

 

OLED W8

(Foto: Producent)

 

Det såkaldte “Wallpaper OLED” fra LG er afgjort et af de lækreste tv’er på markedet. Her kommer det papirtynde OLED-panel uden indramning af nogen art og er i stedet lavet til at clipses direkte på væggen med magneter. Tilslutninger, højttalere og anden elektronik er flyttet til en separat soundbar, der også har Dolby Atmos surround-lyd.

W8-serien kommer i 65 og 77 tommers format (OLED65W8, OLED77W8).

 

SK950: LCD-flagskib

(Foto: Producent)

 

Selv om LG satser kraftigt på OLED, har de selvfølgelig også plads til nogle LCD-skærme i sortimentet! LCD har stadig nogle fordele, især når det gælder lysstyrke, farvegengivelse og ikke mindst størrelse i forhold til pris.

SK950 bliver årets topmodel inden for LCD og bliver efter alt at dømme et seriøst lækkert tv. Ud over “NanoLED”-teknologi med bredt farvespektrum er topmodellen udstyret med ægte LED-bagbelysning og local dimming.

 

Sony TV 2018

Sony figurerede højt på tv-hitlisten i 2017: Deres superlækre A1 OLED steg til tops, da vi skulle kåre årets tv i high-end-klassen, men japanerne ramte også plet i mellemklassen med mere overkommelige LCD-skærme som XE9005. Nøglen til succes har været gennemført billedkvalitet og ikke mindst et slankt, stramt designudtryk, der går igen på tværs af modelspektret.

Sony vil i høj grad køre samme linje i år med en kombination af LCD- og OLED-baserede tv’er med Android som operativsystem. Det betyder også, at vi kan forvente understøttelse af Google Assistant stemmestyring, når det bliver klar i Norden! På HDR-fronten understøtter Sony både HDR10, HLG og Dolby Vision, sidstnævnte via en kommende firmware-opdatering.

 

Bravia AF8 OLED

(Foto: Producent)

 

Efter at være lykkedes godt med deres første OLED (Bravia A1) i 2017 kommer det ikke som nogen overraskelse, at Sony udvider OLED-sortimentet i år.

Det nye Bravia AF8 benytter samme platform som A1-serien, inklusive Sonys egen X1 Extreme billedprocessor til at tage sig af billedmagien. Desuden anvendes den særlige Acoustic Surface-teknologi, der får hele skærmoverfladen til at fungere som højttaler! AF8 adskiller sig fra A1 med et enklere design og kun en smal fod i bunden. Det gør det lettere at placere og ikke mindst vægmontere end flagskibet – og gør også prisen lidt rarere.

Bravia AF8 kommer i 55 og 65 tommers version.

 

Bravia XF90

(Foto: Producent)

 

Det nye Bravia XF9005 bygger videre på den populære testvinder XE9005. Ligesom forgængeren er det en LCD-skærm med ægte LED-bagbelysning og local dimming, hvilket borger for seriøs kontrast og ditto sortniveau.

Nyt i år er, at Sonys udfordrer i mellemklassen også er udstyret med deres allerbedste billedprocessor, X1 Extreme. Den nye teknologi X-Motion Clarity sørger desuden for, at XF90 byder på krystalklar gengivelse af hurtige bevægelser – noget, der har været en udfordring på store tv-skærme.

Bravia XF90 lanceres fra marts/april 2018 og bliver tilgængeligt i 55, 65 og 75 tommers størrelse.

 

Bravia XF85

(Foto: Producent)

 

Lillebroren til XF90 må klare sig uden ægte LED-bagbelysning, som her er erstattet af traditionel kant-LED-belysning. Billedprocessoren er også den ikke helt så toptrimmede X1-variant. Ikke desto mindre er det en veludstyret model til en fornuftig pris, der har et væld af tilslutningsmuligheder (dobbelt tv-tuner, 4 x HDMI), Android Smart TV og understøttelse af alle de vigtige videoformater. Det kommer også i en lang række størrelser helt op til 85 tommer!

Bravia XF85 lanceres fra marts/april 2018 og bliver tilgængeligt i 43, 49, 55, 65, 75 og 85 tommer.

 

Philips TV 2018

Philips nyder fortsat godt af en trofast fanskare her i Norden. Det skyldes sandsynligvis først og fremmest kanonstærk billedkvalitet, men nok også det unikke Ambilight omgivelseslys. Philips er stadig alene om at tilbyde denne effekt, som lyser væggen bag tv’et op med matchende farver.

Ambilight kan absolut bidrage til at løfte oplevelsen og har vist sig at være ekstra potent i kombination med den kontrastrige billedkvalitet fra OLED! Det kan også kombineres med Philips Hue farvelamper for endnu større effekt.

Philips satser kraftigt på OLED i år i form af tre modelserier i både 55 og 65 tommer. De nye modeller kombinerer OLED-billedpaneler med Philips’ egen P5-billedprocessor og tresidet Ambilight. Desuden kan vi forvente en række nye LCD-modeller i mellemklassen. Android Smart TV med mulighed for udvidelse til Google Assistant er også om bord.

 

Udvalgte modeller

Philips OLED 873

(Foto: Producent)

 

Endelig kommer Philips med en 65 tommers OLED! Denne model bliver en efterfølger til det populære 55POS9002, som er blevet en bestseller her i Norden. Opskriften er meget lig forgængerens med OLED-panel fra LG Display, P5 billedprocessor, Ambilight samt Android i et slankt og lækkert design.

OLED 873 er i handlen nu i både 55 og 65 tommers udgave.

 

OLED 973

(Foto: Producent)

 

OLED 973 bliver Philips’ topmodel for 2018. Den har meget tilfælles med OLED 873, men har et mere eksklusivt design, hvor OLED-skærmen lægges oven på en glasplade (“Picture on Glass”, som vi kender det fra bl.a. LG OLED65E7), og med en soundbar integreret i foden. Philips har arbejdet meget med denne soundbar, som kan bruges både med tv’et på et bord og vægmonteret. Den er iklædt neutralt gråt tekstil fra danske Kvadrat.

OLED 973 kommer i både 55 og 65 tommers udgave.

 

OLED 803

(Foto: Producent)

 

Sidste skud på stammen bliver den spændende OLED 803-serie. Når man ser på nummeret i betegnelsen, kunne man måske tro, at det drejede sig om en ny budgetmodel. Tværtimod ser det ud til at blive en slags “design statement” med en superslank og minimalistisk udførelse.

OLED 803 havner midt mellem 873 og 973 i Philips-hierarkiet og forventes til efteråret.

 

Philips PUS8503

(Foto: Producent)

 

PUS8503 bliver efter alt at dømme den sejeste LCD-baserede model fra Philips i år. 8503-serien anvender et kantbelyst NanoLED-panel fra sydkoreanske LG Display kombineret med P5 billedprocessor og Ambilight. Det bliver en fuldt spækket 4K-skærm, der også understøtter det nye videoformat HDR10+, som er udviklet i samarbejde med Samsung og Panasonic.

8503-serien kommer i 49, 55, 65 og 75 tommers version.

 

Panasonic TV 2018

Panasonic har altid haft et lidenskabeligt forhold til billedkvalitet og klarer sig næsten altid fint i tv-tests. Lige siden plasmaskærmens dage har de været kendt for at lægge vægt på naturlig billeddannelse uden unødige krydderier. Det handler om at være tro mod “Director’s Intent” (instruktørens kunstneriske intentioner). Altså at filmen eller tv-serien skal fremstå, som den så ud i studiet, uden kunstig skarphed eller overdrevet farvelægning.

Panasonic fokuserer også på disse værdier i år og arbejder tæt sammen med Hollywood og THX for at sikre, at netop deres tv’er ligger i front på billedkvalitet.

Årets sortiment består af både OLED- og LCD-skærme. Samtlige 2018-modeller understøtter det nyudviklede videoformat HDR10+, mens billedprocesseringen håndteres af den superkraftige videoprocessor HCX. På smart-fronten kan Panasonic prale af (kommende) understøttelse af stemmestyring fra Google og Amazon.

 

Udvalgte modeller

FZ950 og FZ800 OLED

(Foto: Producent)

 

Panasonic havde stor succes med deres første OLED-skærme i 2017, og i år skal barren hæves yderligere med de to nye modelserier FZ950 og FZ800. Det bliver de første OLED-skærme, der understøtter det nye HDR10+ format. Desuden har Panasonics ingeniører selvfølgelig arbejdet hårdt på at presse højere ydelse ud af billedprocesseringen! De nye modeller får en opgraderet HCX-processor.

En af de største nyheder er et nyt “Dynamic Look Up Table”, der tilpasser farverummet fortløbende og dynamisk efter kildematerialet for at give den bedst mulige ydelse i hver enkelt scene. Det skulle give en væsentlig forbedring af kontrast, farver og ikke mindst detaljer i mørke partier, hvilket altid har været en af Panasonics store styrker.

Panasonic har også forbedret ISF-kalibrering med nye målepunkter for 5 og 2,5 procent luminans, og understøtter automatisk kalibrering via CalMAN AutoCal.

FZ950 og FZ800 bliver tilgængelige i 55 og 65 tommers format.

 

FX780

(Foto: Producent)

 

FX780 bliver Panasonics nye flagskib med LCD-teknologi. FX780 har et eksklusivt, OLED-inspireret design med glasramme. Tv’et ser rigtig lækkert ud, og Panasonic har lagt vægt på et rent og pænt udseende fra alle vinkler med tilslutningerne gemt bag dæksler.

På billedsiden kan FX780 prale af et “Pro Cinema” LCD-panel kombineret med den kraftige HCX-billedprocessor (den samme, som sidder i OLED-topmodellerne FXZ950 og FZ800).

FX780 bliver tilgængeligt i 75, 65, 55 og 49 tommers størrelse.

 

FX740

Mellemklassemodellen har samme “Art & Interior 360° All-Glass Design” som FX780 samt forbedret dimming-teknologi og HDR10+.

FX740 bliver tilgængeligt i 65, 55 og 49 tommers størrelse.

 

FX700

(Foto: Producent)

 

FX700 tilbyder mange af de samme innovationer som FX780 og FX740, bare i en enklere indpakning, der kosmetisk set er mindre avanceret. Her er rammen i metal, og man kan vælge at placere fødderne smalt eller bredt afhængigt af tv-møblet.

FX700 bliver tilgængeligt i 65, 55 og 49 tommers størrelse.

TCL TV 2018

TCL er stadig et relativt ukendt mærke her i Norden, men på verdensbasis er de blevet en stærk udfordrer til de veletablerede sydkoreanske og japanske konkurrenter. Målt i globale markedsandele er de faktisk verdens tredjestørste tv-producent, lige efter Samsung og LG!

Nu retter de blikket mod det nordiske marked og vil tilbyde veludstyrede 4K HDR-tv’er med Android Smart TV og gunstige priser i forhold til ydelsen.

 

C760

(Foto: Producent)

 

TCL’s nye mellemklassemodel for 2018 skiller sig ud: Den cylinderformede soundbar med trevejs højttalere og 2 x 30 watt betyder, at vi kan forvente en lydkvalitet over gennemsnittet. C760-serien anvender et 4K LCD-panel med Edge LED kantbelysning og skal levere et bredt farvespektrum (Wide Color Gamut med op til 95 procent af DCI-P3 farverummet). Smart-platformen er Android N (7.0).

TCL C760 lanceres i juli/august 2018 og kommer i 55 og 65 tommers version.

 

P660

(Foto: Producent)

 

Efterfølgeren til TCL’s populære budgetmodel sigter på at levere god billedkvalitet og smarte funktioner til en gunstig pris. P660 må klare sig med en mere ordinær lydløsning med nedadvendte højttalere og mindre forstærkerkraft (2 x 16 watt). På billedfronten har det til gengæld et LCD-panel med bredt farvespektrum og Micro Dimming-teknologi for bedre kontrast.

TCL P660 er tilgængeligt nu i 50, 55 og 65 tommers version.

 

U70C7006

(Foto: Producent)

 

Nyt tv til VM i fodbold? Hvorfor ikke gå hele vejen med en ægte storskærm! Hvis 65 tommer er for fesent og 75 tommer for drastisk, kan 70 tommer være lige i øjet. TCL har fundet denne 70 tommers version af C7006 frem specielt til det nordiske marked, hvor den vil blive solgt under FIFA World Cup i Rusland. Den ligner i høj grad 75C7006, som vi testede tidligere i år, men får bl.a. ekstra fjernbetjening med mikrofon.

 

annonse
annonse
Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt.