annonce
annonce

test: Seks 75” 4K storskærms-tv’er med HDR

Storskærme til folket

Overvejer du et nyt tv til vinter-OL, film eller gaming? Hvorfor ikke gå hele vejen med en ægte storskærm?

Når det gælder tv’er, er der ingen tvivl om, at størrelsen tæller en hel del. Oplevelsen af film, sport og spil bliver bare bedre, efterhånden som billedarealet øges. Et stort billede, der fylder synsfeltet, har en besnærende evne til at bringe os tættere på handlingen og gøre den mere realistisk. Det er noget, alle flittige biografgængere kan skrive under på.

Så hvad regnes egentlig som en rigtig storskærm i dag? Gennemsnitsstørrelsen stiger stadig, og 55 tommer er allerede blevet den nye standard. Din ekstra tv-glade nabo har sandsynligvis allerede en 65-tommer. Ergo du har brug for 75 tommer eller mere for at have det største tv på vejen!

Større billede for pengene

Traditionelt er priserne steget uproportionalt, efterhånden som man bevæger sig op fra 65 tommer. Lavere priser og større udvalg har imidlertid gjort, at 75 tommer langsomt, men sikkert er ved at blive “det nye 65 tommer”. Selv om du stadig skal lægge mange penge for den bedste billedkvalitet, koster det ikke længere det hvide ud af øjnene.

Indgangsprisen starter omkring 15.000 kroner for en anvendelig 75-tommer, mens high-end-modellerne ligger omkring det dobbelte. Det gør 75 tommers formatet langt mere interessant end før, også for os, der tidligere ville have overvejet en projektor i stuen.

Selvfølgelig kan et 75 tommers tv rent størrelsesmæssigt ikke sammenlignes med et 120 tommers projektorbillede på lærred. På den anden side har tv’et et meget bredere anvendelsesområde og er mindre afhængigt af svag belysning for at yde sit bedste.

Kvaliteten er stadig vigtig

Før du går ud køber den første den bedste 75-tommer, skal du vide, at der stadig er store forskelle på billedkvaliteten, og at disse forskelle bliver endnu tydeligere, efterhånden som skærmstørrelsen stiger. Det massive billedareal fungerer som et forstørrelsesglas for unaturlige farver, svag kontrast eller dårlig skarphed. Vores anbefaling er som sædvanlig at betale lidt ekstra for god billedkvalitet.

Test af 75” med 4K, HDR og streaming

Vi bad producenter og forhandlere om deres mest aktuelle 75 tommers modeller og endte med de deltagere, du ser på listen. De fire kombattanter er alle 75 tommers LCD-skærme med 4K-opløsning (3840 x 2160 pixel) og understøtter moderne videoformater som UHD Blu-ray, High Dynamic Range og andet godt.

Priserne varierer, hvilket de nødvendigvis må gøre på modeller af denne størrelse. Vores tip er som sædvanlig at følge de svingende markedspriser og holde øje med gode tilbud på de mest eftertragtede modeller. Her er det ikke umuligt at gøre et storskærmskup!

Hvad med OLED?

OLED-skærmene glimrer ved deres fravær i denne test, og det er af prismæssige årsager. Mens man nu kan købe en 75 tommers LCD til under 20.000 kroner, koster en 77 tommers OLED stadig omkring 125.000 kroner! I denne størrelse har LCD klart en fordel med sine betydelig lavere produktionsomkostninger.

De opgivne priser er anslåede markedspriser på tidspunktet for testen (december 2017 – januar 2018). Vi anbefaler, at du tjekker prissøgningstjenester som f.eks. PriceRunner for den til enhver tid bedste pris.

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-