Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Philips har lanceret en række spændende tv’er de senere år, flere af dem med OLED-teknologi. 75PUS7101 er derimod en prisgunstig 75-tommer af LCD-typen. Det kan prale af 4K-opløsning, understøttelse af HDR og ikke mindst Ambilight.

Philips’ tv er flot at se på med sin mørke metal-finish, men placeringen af fødderne virker ikke særlig gennemtænkt. De sidder helt ude i siderne og kræver et tv-møbel, der er lige så bredt som skærmen (168 cm).

Brugervenlighed og funktioner

Philips har sat deres lid til Android som brugerflade. Opstarten er hurtigt overstået, mens tv’et guider os igennem de vigtigste indstillinger. Enheder, du har tilkoblet, placeres lettilgængelige i en hurtigmenu. Fjernbetjeningen ligger godt i hånden og har tastatur på bagsiden, som gør det hurtigere at indtaste søgninger og passwords.

Udvalget af apps er helt okay. En separat DR-app er på plads, og det samme gælder Netflix og YouTube med 4K-opløsning. Philips-skærmen har en separat gaming-indstilling, som vi målte til en lav forsinkelse på 35 millisekunder.

Billedkvalitet

75PUS7101 har et kant-LED LCD-panel kombineret med Philips’ egen Pixel Precise Ultra HD billedmotor. Vi blev umiddelbart imponeret over den flotte skarphed: 75PUS7101 formår at få en forbløffende mængde detaljer frem, både fra ægte 4K-film og almindelige HD-kilder. Samtidig er bevægelserne meget jævne og sømløse, hvilket vidner om god videoprocessering.

Sammenlignet med Panasonic har Philips 75PUS7101 lidt stærkere farver, hvilket kan være med til at løfte oplevelsen, men det er ikke så neutralt i standardindstillingen. Philips har imidlertid inkluderet ISF Day/Night-tilstand til de af os, der foretrækker den mest naturlige farvebalance.

Philips-skærmens største udfordring er visning af HDR-video. Den skifter til den korrekte HDR-indstilling, men for at få den rette lysintensitet skrues der helt op for bagbelysningen. Det resulterer i, at sortniveauet bliver meget gråt, og dybdefølelsen forsvinder. En Netflix-serie som Stranger Things bliver en noget bleg oplevelse.

Lyspunktet fra Philips er afgjort Ambilight. Det farverige omgivelseslys, der matcher handlingen på skærmen, føles behageligt for øjnene, giver større indlevelse og opvejer til en vis grad manglen på kontrast.

Lydkvalitet

75PUS7101 kan prale af 30 watt udgangseffekt, undermonterede højttalere og en separat bashøjttaler, som giver ekstra fylde. Lyden er klart godkendt, og man kan skrue ret højt op, før det begynder at lyde ubehageligt og forvrænget.

Konklusion

Philips 75PUS7101 har flere flotte billedfunktioner, som mange vil sætte pris på, bl.a. det unikke Ambilight-farvelys. Skarpheden er også overbevisende, mens farverne kunne have været endnu mere neutrale.

Det, der først og fremmest gør, at Philips-skærmen falder lidt igennem, er manglen på ordentlig lysstyrke og kontrast, som er nødvendig for at vise HDR-materiale fra sin bedste side.

Scroll to Top