Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Samsung har et bredt udvalg af modeller med 75, 82 og endda 88 tommer i forskellige prisklasser. Et sted midtimellem finder vi UE75MU8005, som er en lidt billigere og enklere variant end flagskibene i Q-serien.

Samsungs tv har et lækkert og gennemtænkt design. Med den centralt monterede fod er det relativt nemt at placere. Desuden kan kablerne trækkes skjult til en separat One Connect samleboks.

Brugervenlighed og funktioner

Samsungs Tizen-operativsystem er kendt som et af de hurtigste og mest brugervenlige på markedet. Apps og tilsluttede enheder ligger lettilgængelige i menulinjen, og det går meget hurtigt at skifte mellem de forskellige kilder.

UE75MU8005 er “født” med apps som DR, Netflix, HBO og Amazon, hvilket reducerer behovet for en separat streaming-enhed. Fjernbetjeningen har tilsyneladende få knapper, men kan programmeres til også at styre tv-boks og meget andet.

Samsung har inkluderet en Gaming Mode, der slår al unødvendig billedprocessering fra. Vi målte input lag til ca. 38 millisekunder med spilindstillingen aktiveret, hvilket burde være nok for alle bortset fra de mest hardcore gamere.

Billedkvalitet

MU8005-serien er tænkt som et mere overkommeligt alternativ til Samsungs premium-modeller Q7F, Q8C og Q9F, og må klare sig uden den farvestrålende Quantum Dot-teknologi fra topmodellerne. Men her er stadig meget godt at hente.

UE75MU8005 har fremragende skarphed og formår at få detaljerne frem, hvad enten det fodres med ægte 4K-video eller almindelig HD. Opskalering af HD tv-udsendelser fra Canal Digital ser glimrende ud med meget lidt kompressionsstøj og kunstig skarphed. Samtidig serverer det sport og andet fartfyldt indhold med glatte og flimmerfri bevægelser.

Indsynsvinklen vil altid være et tema med LCD-skærme, og Samsung-skærmen er ikke den bedste i denne henseende. Man skal ikke sidde mere end 25-30 grader ude til siden, før meget af kontrasten og farvemætningen går tabt.

Selv om UE75MU8005 har overraskende god kontrast og ditto sortniveau af kant-LED at være, kan det ikke følge med Sonys flagskib i de mest udfordrende HDR-scener. Lyse objekter som flammer og lygter, såvel som scener i dagslys, får mærkbart mindre intensitet.

Lydkvalitet

Samsung-skærmen er udstyret med nedadvendte højttalere, der lyder bedre end forventet med imponerende klar stemmegengivelse og fyldig bas. UE75MU8005 kan også spille højt og rent uden generende forvrængning.

Konklusion

Samsung UE75MU8005 er en veludstyret storskærm til en konkurrencedygtig pris. Det første, man lægger mærke til, er det gennemtænkte design, der gør den store 75-tommer let at placere. Blandt lyspunkterne finder vi også en hurtig brugerflade med masser af apps.

Hvad billedet angår, har Samsungs tv fremragende skarphed, bevægelser og farvegengivelse, men det sakker desværre lidt bagefter de bedste, når det kommer til kontrast og realisme fra de nye HDR-film.

Scroll to Top