Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Den letteste måde at få bedre lyd fra pladespilleren på er at skifte nålen ud. Eller, endnu bedre, skifte pickup. En ny og bedre pickup vil som regel give lyden fra selv en gammel grammofon et løft. Og her er reglen som altid: En dyrere pickup giver bedre lyd.

For mange er Audio-Technica et mærke, de næppe har hørt om, men sikkert har hørt. Mange pladespillere leveres nemlig med en pickup fra Audio-Technica. Selv om den kan være god – deres AT95 er en glimrende billig pickup – er der meget at hente med en endnu bedre pickup.

En af de mere velkendte blandt entusiaster er AT-OC9, som her testes i sin tredje udgave.

Det er en integreret MC-pickup. Det vil sige, at den ikke har aftagelig nål og bruger bevægelige spoler i stedet for bevægelige magneter. Som MM-pickupper gør. Fordelen er mindre bevægelig masse inde i pickuphuset, når nålen vibrerer i rillerne. Ulempen er lavere udgangsspænding.

Hvilket betyder, at man har brug for en forstærker med indgang til MC-pickup. Eller en separat forstærker til MC, også kaldet et RIAA-trin eller en phono-forstærker.

(FOTO: Audio-Technica)

Strålende dynamik og fokus

Denne udgave af Audio-Technica AT-OC9 – OC9/III – er ikke blandt MC’erne med lavest spænding, så den fungerer i de fleste MC-indgange og på de fleste pladespillere.

Den anvender en nålearm af boron, som er let og stift, med en elliptisk slibning i enden og to bevægelige spoler til at generere spænding. Pickuppen er ikke svær at montere – med lidt omhu klarer man det på en halv time – men det hjælper med en nåletryksvægt og en Ortofon-skabelon for at få monteringen præcis.

Så bliver resultatet også rigtig godt. For ikke at sige fremragende. De dynamiske transienter på Dire Straits’ Love Over Gold fik et løft med AT-OC9/III, som er meget bedre fokuseret og mere åben end Ortofon 2M Red.

På Mariane Thorsen og Trondheimsolisternes indspilning af Mozart-violinkoncerter fra 2L lød strygerne lidt tilbagetrukket sammenlignet med Dynavector Karat 17D2 II. Dynamik er pickuppens store styrke. Den tørrer gulv med Charlie Hadens bas, og lyden af Keith Jarreths Steinway-flygel er dyb og kraftfuld.

Konklusion

Audio Technica AT-OC9/III er en markant opgradering i forhold til de standardpickupper, der normalt følger med pladespillere. Den kan måske lyde lidt for analytisk for dem, der foretrækker varmere lyd, men giver flere detaljer og har bedre fokus end pickupper i lavere prisklasser.

For entusiaster på jagt efter en betydelig opgradering af lyden fra vinyl bør den være en meget aktuel opgradering.

Scroll to Top