Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

B&O Play overraskede for et år siden med deres nye high-end ANC-hovedtelefoner H9, som med lækkert design og god lyd høstede roser i alverdens IT-, tech- og hi-fi-medier. På dette års CES-messe afslørede de så afløseren til H9 – en lettere opgraderet version, H9i.

Første umiddelbare spørgsmål er: Hvorfor, og hvad er forskellen? For at kunne svare på det er man nødt til at lytte til dem, hvilket undertegnede nu har gjort i et par ugers tid. Og nu forstår jeg hvorfor!

Design, lyd og støjreduktion

B&O Play har selv slået på, at designet, lyden og støjreduktionen er bedre i H9i end i H9. Tager vi disse udsagn ét ad gangen, kan vi starte med at konstatere, at forskellene i designet virkelig er minimale.

Den største ligger i selve ørekopperne, som er blevet en anelse mindre, både i diameter og tykkelse. Det indbyggede batteri ligger nu under dækslet på den venstre kop, og der oplades nu med USB-C. Af ikke-synlige forskelle har vi fået en “transparency mode”, som er ret ligegyldig, længere spilletid, en nærhedssensor og bedre trådløs rækkevidde.

Af disse forskelle betyder den længere batterilevetid og nærhedssensoren mest. Sidstnævnte har desuden vist sig måske ikke at være den smarteste tilføjelse. Ideen er, at H9i selv slukker/pauser musikken, når man tager dem af hovedet. Jeg oplevede ved flere lejligheder, at den aflæste forkert og tændte og slukkede af sig selv. Eksempelvis da jeg gik gennem en lufthavn, eller bare da jeg lå i sengen om aftenen og lyttede til musik. Irriterende! Funktionen kan slås fra, men måske burde den ikke have været så sensitiv fra fabrikken.

Strammere styring

Mange brugere af Beoplays produkter har været irriteret over touch-funktionerne, som er blevet overført fra H9. Heldigvis har også de fået en overhaling og virker nu langt mere præcise. Ørekoppen reagerer prompte, når man vil pause musikken eller skrue op og ned for lyden.

På H9 reagerede de ikke altid og lige hurtigt, hvilket nogle gange betød, at man kom til at tappe to gange. Det aktiverer opkaldsfunktionen, hvor din telefon ringer det sidst benyttede telefonnummer op. Alt efter tidspunktet på dagen kan det være ganske irriterende. Jeg har vækket folk både tidligt om morgenen og om natten. Heldigvis har B&O Play fjernet denne funktion fra H9i. Det skal de have tak for!

Ikke perfekt, men…

Dernæst kommer vi til lyden, hvor vi finder den allerstørste forskel på H9 og H9i. Dette er i sig selv ret interessant, da jeg personligt var umådelig begejstret for H9 for kun et års tid siden. Efter at have lyttet intenst og sammenlignet med H9i er jeg nødt til at ændre min opfattelse eller i det mindste erkende, at jeg har skiftet standpunkt.

Jeg roste H9 for at have en bred og luftig lyd med god bund. De samme ord kan for så vidt hæftes på H9i, men dækker over noget lidt andet. Ja, lydfeltet er stadig meget bredt, og detaljerne hives på elegant vis frem til øret. Det synes jeg generelt B&O er utrolig gode til. Luft er der også masser af, faktisk mere end det er tilfældet i H9. Det føles desuden, som om H9i kan spille højere end sin forgænger.

Bas og bund er dér, hvor der er den største forskel at spore. I H9 er den tung og dominerende, uden at det dog går for meget ud over det samlede lydbillede. I H9i har man strammet bassen op og trukket den lidt tilbage. Den er der stadig og kan stadig slå fra sig, men den er ikke dominerende på samme måde. Det giver rum til, at de højere toner skinner mere, og H9i har derfor en mere skarp og til tider lidt spids lyd.

I få tilfælde betyder det desværre også, at de kammer lidt over, hvis du skruer helt op på maks. Det overordnede indtryk er dog fremragende, og jeg må erkende, at jeg langt foretrækker den lysere lyd med en mere kontrolleret bund.

Mindre støj

Et punkt, hvor H9 fik hug af anmelderne, var den indbyggede støjreduktion. Den var knap så effektiv som hos konkurrenterne, primært Bose og Sony. Her har B&O Play også strammet op og leverer nu mere effektiv støjdæmpning. Hvor meget bedre den er i forhold til H9, kan være svært at sige præcist, men man kan tydeligt høre forskel, og der blokeres tydeligt mere baggrundsstøj.

Sammenligner vi direkte med de nærmeste konkurrenter, Bose QC35 II og Sony WH-1000XM2, er det dog stadig tydeligt, at Beoplay stadig må nøjes med en tredjeplads, hvad angår ANC. Heldigvis betyder det ikke for meget, da der naturligvis er flere faktorer at tage hensyn til, ligesom det retfærdigvis skal siges, at støjreduktionen på ingen måde er dårlig. Forskellene mellem de tre hovedtelefoner ligger blot i detaljerne.

Konklusion

Beoplay H9i kunne godt ligne en simpel opdatering af H9, men er heldigvis mere end det. Lyden er strammet gevaldigt op, der er kommet længere batterilevetid, tilføjet og fjernet funktioner samt justeret på den berøringsfølsomme styring. Resultatet er et mere fuldendt produkt, hvor primært den lysere lyd med strammere bas og højt til loftet imponerer.

Desværre er prisen stadig ret høj, så hvis du finder den gamle model på tilbud, må du lade dine egne ører afgøre sagen. Vi er dog ikke i tvivl. H9i er bedre!

picture1 picture2
<
>
Beoplay H9i benytter USB-C til opladning.
Scroll to Top