Mens kravene til de opgaver, som et surround-anlæg skal udføre, øges – samtidig med at priskrigen bliver stadig hårdere – kan man undre sig over, hvad der bliver tilbage af lyd- og billedkvalitet, når et komplet surround-anlæg, som inkluderer Blu-ray-afspiller, netværks-streaming og internetsurfing via tv-skærmen, skal koste så lidt som 5.000 kroner. For det er ikke til at komme uden om, at her er der meget plast.

Opgaver
Et typisk surround-anlæg i dag må have internetopkobling, enten med kabel eller trådløst. Dette for at kunne streame musik, video og billeder fra pc’en tilsluttet hjemmenetværket, men også for at få adgang til videotjenester som YouTube direkte på tv-skærmen. Dagens tv’er har dette indbygget, mens ældre tv’er kan nyde godt af, at anlægget kan det.

Desuden skal radio selvfølgelig være på plads og da også gerne med internetradio. Det er også smart med digital afspilning fra sin MP3-afspiller eller iPod/iPhone/iPad via anlæggets USB-indgang eller dock.

Alt dette foruden at afspille film og musik fra Blu-ray (også 3D-indhold), dvd og cd. Med tanke på, at anlægget indeholder fem højttalere plus en ekstra bashøjttaler plus den nødvendige forstærkning til at drive dem, hvad slags kvalitet kan man da forvente, når totalprisen er omkring 5.000 kroner (nogle endda billigere)?

God lyd og billede er muligt
Men det er faktisk muligt at få acceptabelt niveau på lyd- og billedkvalitet i sådanne anlæg. Hvad billedkvaliteten på Blu-ray angår, er det faktisk meget vanskeligt at se forskel på billige og dyre afspillere, medmindre man kobler en billig og en dyr på hver sin identiske skærm eller projektor. Og selv da kan det vise sig som en svær opgave. Forskellen ligger i, at de billige drivværk kan støje noget, og nogle af dem er mere træge end andre til at loade filmen. Og så skal man ikke glemme, at levetiden på billige drivværk ofte er væsentlig kortere end på dyrere afspillere.

Det er lydkvaliteten, der hovedsagelig er ankepunktet på billige alt-i-ét anlæg. Med al den plast er det umuligt at få ordentlig hi-fi-lyd fra højttalerne, og billig processering og forstærkning sætter bremsen tidligt i signalvejen. Ikke desto mindre er det muligt at få ordentlig lydkvalitet. Hemmeligheden ligger i at skjule svaghederne ved at balancere lyden akkurat rigtigt ud fra det kvalitetsniveau, man ligger på. Hvis diskantgengivelsen i udgangspunktet er grovkornet, dæmper man den, så mellemtonegengivelsen kommer mest i fokus. På samme måde hvis bashøjttaleren egentlig er en buldrende og forvrænget stakkel, dæmper man de værste frekvenser, så den blander sig bedre i lydbilledet. Derfor lyder billige anlæg ofte bedst i én lydmodus, gerne den, der hedder “neutral”, “bypass” eller lignende. Men hvis man roder for meget med lyden, bliver svaghederne irriterende åbenbare.

Af samme grund som, at disse anlæg maskerer deres mangler, vil de heller ikke i særlig høj grad skille mellem HD-lyd på Blu-ray kontra det mere komprimerede lydspor på dvd. Der er ikke nok opløsning i anlægget til virkelig at få forskellene frem. Men lyden er langt bedre end den, der kommer direkte fra tv’et, og du får samtidig omringende lyd, som sætter dig ind i handlingen.

Seks kandidater
Alle anlæggene i testen bruger fem kompakte satellithøjttalere plus en bashøjttaler (subwoofer). Al forstærkning og processering ligger i hovedenheden, hvor også Blu-ray-mekanikken sidder. Funktionaliteten er meget ens på alle. Alle har netværksunderstøttelse og streaming. De har skærmmenu, hvor alle indstillinger gøres, og alle har USB-tilslutning, som understøtter de fleste MP3-afspillere inklusive iPod (nogle har også en egen iPod dock).

Nogle af anlæggene kan indstilles grundigere end andre, f.eks. med tidsforsinkelse til hver kanal individuelt, og Samsung-anlægget er det eneste med automatisk højttalerkalibrering. Ellers er brugeroplevelsen af anlæggene så ens, at det til syvende og sidst er lydkvaliteten, der skiller vinderen fra de andre.