annonce
annonce

8 action-videokameraer

Film de ekstreme øjeblikke

Et action-videokamera åbner for uanede muligheder. Film dit første bungee-jump, skituren ned ad bjerget eller din dykketur – i førstepersons-perspektiv!

Mens smartphones har undergravet markedet for traditionelle videokameraer, så sælger action-videokameraer i spandevis. Det er ikke svært at forstå. Actionkameraer er både lette og små nok til at sætte fast på hovedet, på cykelstyret eller på skulderstroppen, så du har frie hænder til dine udfoldelser. Og du får det hele foreviget fra dit eget perspektiv. Derfor er der også mange slags fæster i handelen, afhængigt af hvad du har brug for.

Actionkameraer har ekstrem vidvinkel, som gør, at du garanteret får det udsnit, du sigter på (du har selvfølgelig ikke tid til at tjekke i søgeren hele tiden!). Nogle kameraer er helt vandtætte, til andre kan man få undervandshuse til dykketuren.

Hvad kan de?
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan gøre med et lille action-videokamera. YouTube er fuld af videoer af ekstremsports-udøvere, der har et kamera på, mens de udfører halsbrækkende stunts på ski, mountainbike eller surfbræt. Men også mere uskyldige fornøjelser som at fæstne kameraer på radiostyrede biler, legetøjsdroner, robotstøvsugere og plæneklippere. Der er også mange YouTube-videoer af actionkameraer monteret på husdyr, så man kan se verden fra deres perspektiv.

Men det er ikke kun legetøj. F.eks. bruger stadig flere idrætsudøvere actionkamera. Alpine skiløbere, snowboardere, cykelryttere og sejlere – for bare at nævne nogle få – kan have stor nytte af at optage træningen fra eget perspektiv for siden at studere, hvordan de ligger i sporet.

Kameraerne kan modstå det meste på grund af den lille størrelse og den lave vægt. De er nemme at bruge (tryk på en knap, og du er i gang), og prisen er lav. Nogle kameraer har indbygget GPS, så man kan se den rute, man har filmet, på et kort bagefter.

Hvad kan de ikke?
Actionkameraer er ikke tænkt som fuldgyldig erstatning for traditionelle videokameraer. For det første er vidvinkelobjektivet ugunstigt til portrætfilm og nærbilleder, fordi billedet bliver forvrænget. For det andet er objektivet normalt lille og giver meget billedstøj indendørs og i svagt lys. Hvis du filmer om natten, er det derfor en fordel med en kraftig lampe ved siden af.

Flere af kameraerne har desuden ingen søger, så billedet skal ses via en separat app til smartphone eller tablet. Den egner sig dog ikke til, når man går rundt med kameraet, men er beregnet på at hjælpe med at vinkle kameraet rigtigt.

Alle action-videokameraer har kaldt såkaldt “rullende lukker”, hvilket betyder, at billedet fanges ovenfra og ned i stedet for det hele på én gang. Det vil medføre en del forvrængning ved hurtig bevægelse, som er uundgåeligt ved ekstrem brug.

Endelig har actionkameraer ikke særlig god lydkvalitet, da mikrofonen er begrænset. Nogle kameraer har derfor indgang til ekstern mikrofon. Alternativt kan vi anbefale en professionel diktafon ved siden af.

Udstyr
Nogle af kameraerne har flere fæster og mere udstyr i æsken end andre. Men de har alle sammen ekstraudstyr, som man kan købe ved siden af. Vi opfordrer til at gå ind på deres respektive hjemmesider for at se, hvad der tilbydes af forskellige holdere og løsninger.

Batteritid
Batterilevetiden varierer fra omkring halvanden til to timer ved normal temperatur. I vinterkulden reduceres kapaciteten hurtigt til omkring det halve. Derfor kan det betale sig at købe flere batterier og have dem fuldt opladet, når du skal ud på sjov.

Sådan testede vi
Alle kameraerne blev monteret på et stativ og filmede både og udendørs. De har også været sat på en håndholdt boomstang for at se, hvordan de tackler bevægelse. Kameraet fra Liquid Image er faktisk et par skibriller med indbygget kamera og har ikke behøvet boomstangen til dette formål. Endelig blev kameraerne monteret på instrumentbrættet i en bil, der har kørt ned ad en snoet bjergvej med lav vintersol, hvilket har givet både modlys og medlys.

Ud over at vi har dannet os en mening om lydkvaliteten under normal filmning, blev kameraerne også sat foran et hi-fi-anlæg for at høre, hvad de egentlig kan.

Vi har ikke testet stillbilledkvaliteten.

Bedste pris på 8 action-videokameraer
Pricerunner.dk er en kommerciel partner til lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-