annonse
annonse

Yamaha YSP-5600

Ægte biograflyd

December 2015Yamaha YSP-5600

Yamaha anvender mange højttaler-elementer, der peger i flere retninger, for at give ægte surround-lyd med Dolby Atmos. Multirumsfunktion gør den ekstra cool.

Lyd & Billede mener

Det her er klart den bedste hjemmebio-soundbar, vi har testet, med indtryk af ægte surround. Dynamikken er glimrende, og underholdningsfaktoren høj.
En subwoofer er nærmest nødvendig, da lyden fra soundbaren alene er temmelig tynd. Musik i stereo har ikke samme opløsning som med visse konkurrenter.

Den nye topmodel YSP-5600 anvender hele 44 højttaler-elementer, der udsender syv separate stråler af lyd: Front, center, bag og to højdekanaler for at gengive Dolby Atmos og dts-X lydspor.

Yamahas nye multirumssystem MusicCast findes nu i mange af producentens produktfamilier. YSP-5600 kobles nemt sammen med andre MusicCast-produkter, såsom cd-afspillere, aktive højttalere og forstærkere. MusicCast-app’en er blevet bedre, siden den blev lanceret, og er nu rar og intuitiv at bruge.

YSP-5600 har målemikrofon og rumkorrektion samt hele fire HDMI-indgange, der understøtter 4K Ultra HD-video med HDCP 2.2 kopibeskyttelse. Den er nem at tilslutte, men fylder en del.

 

Lydkvalitet

Der er et enormt lydbillede, når vi sætter Interstellar på. Lydlandskabet er meget mere præcist end med nogen af de andre soundbars; man får en fornemmelse af at have ægte baghøjttalere, ja, til og med loftshøjttalere.

Men soundbaren trænger til en subwoofer. Den har ikke rigtig noget bas, der er værd at tale om, så vi fik tilsendt subwooferen NS-SW300, som sælges i sæt sammen med YSP-5600 hos flere forhandlere. Det lægger omtrent 3.000 kroner oven i prisen, og den kan tilsluttes trådløst, da soundbaren har medfølgende modtager.

Med subwoofer bliver det noget ganske andet. Her er Yamaha den mest kompetente film-soundbar af dem alle. I høj grad på grund af den imponerende rumfornemmelse, der giver følelsen af virkelig at være omgivet af hav, hvor skvulpelyde fra vandet omkranser os. Dialogerne bliver også større, og med Interstellar får vi det tætteste, vi er kommet på ægte biograffornemmelse fra en soundbar.

  • HDMI: 4 ind, 1 ud (ARC)
  • Digital ind: 2 x optisk
  • Trådløst: Wi-Fi, Bluetooth, multirum
  • Analog ind: RCA
  • Subwoofer: Nej, men sub-udgang
  • Mål: 110 x 21,2 x 9,3 cm
  • Farve: Sort
Pris: 13490,-