Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vejledende pris på denne THX-specificerede receiver er en tusindlap højere end de andre. Med i prisen får du hele otte HDMI-indgange og to -udgange. Via netværk eller USB-hukommelse streamer den de fleste musikformater, bortset fra Apple-formaterne Apple Lossless og AIFF. Desværre har den heller ikke AirPlay, så hvis du har din lokale musiksamling lagret i et af de formater, er der ikke meget, Onkyo-receiveren kan gøre med dem andet end at koble din iPod, iPhone eller iPad direkte til USB-indgangen. Derimod har receiveren indbygget Spotify, som du kan bruge, som du vil, gennem Onkyo Remote til smartphone med iOS og Android.

Onkyo kan opskalere ethvert videosignal til 4K-opløsning via sin indbyggede Qdeo-skalerer.

Opsætning og brug går fint. Opsætningsmenuen ligger lidt gemt, men når alt er indstillet første gang, er det for det meste hurtigmenuen, du skal forholde dig til. Den lægger sig oven på tv-billedet, så indstillinger kan laves, mens indholdet kører.

Autokalibrering af typen Audyssey EQ2 er nem at sætte op. Men jeg føler ikke, at den er lige så finkornet som MultEQ XT-varianten til Denon. Den kan maksimalt korrigere for tre pladser, som begrænser receiverens kendskab til akustikken noget. Men hvis du skal efterjustere, kan dette gøres, uden at receiveren går i “mute”, så man kan høre, hvad der sker, i realtid.

Lydkvaliteten
Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2 på Blu-ray gengives med godt kraftoverskud og rene og åbne dialoger. Lydbilledet er stort og dynamisk, og når Neville Longbottom bliver jagtet af dødsgardister, som stormer broen uden for Hogwarts, bliver det hedt om ørerne. Receiveren tåler ganske vist ikke at blive skruet op til THX-referenceniveau (biograf-lydniveau), uden at lydbilledet bliver noget forvrænget og hårdt, men det er der heller ingen af de andre, der gør. Onkyo-receiveren er faktisk et hak kraftigere end de andre. Rytmisk musik på Blu-ray i surround, nærmere bestemt Gotan Projects Tango 3.0, lyder heftigt og rytmisk, og desuden med god opløsning opover. Bare sørg for, at Loudness Plus er deaktiveret i hovedmenuen, ellers bliver det for meget af det gode i både bas og diskant.

Klangstrukturen fra Ola Gjeilos flygel er god, og lydbilledet er stort og åbent. Onkyo-receiveren er den bedste i testen, hvad surround angår. Flyglet er stort. I begyndelsen kan det virke, som om bundoktaverne ikke kommer lige så godt frem som hos resten, men det er nok mere, fordi der er mindre forvrængning, og receiveren dermed opleves som mere stille. For er der bas på optagelsen, så kommer der bas ud af højttalerne.

Musik i stereo fungerer også meget fint. Kvindevokaler er klare, med detaljerede overtoner og et åbent lydbillede. Der er godt gang i rytmikken på rockmusik, og selv om en stereoforstærker i samme prisleje har endnu bedre tonestruktur, har den ikke nødvendigvis samme muskelkraft som TX-NR616. Og musik fra Spotify er fedt!

Konklusion
Onkyo TX-NR616 er en meget vellykket konstruktion. Den er godt udstyret, og lydmæssigt har den fordelene af Denons overtoner kombineret med Yamahas rytmik og Pioneers energiske mellemtoner. Groft sagt. Det er i hvert fald klart, at Onkyo-receiveren er rigtig god og i vores ører den bedste af de fire. At den ikke har AirPlay, er så bare ærgerligt. Spotify er en god trøst. Om man får behov for 4K-opskalering, eller om det bare er en gimmick, får vi nok ikke at vide i år.

Scroll to Top