: Dali Epicon 8

Epicon er den seneste serie fra Dali, og samtidig er det den mest ambitiøse rent lydmæssigt fra firmaet til dato. Det betyder, at det ikke er billige højttalere, men er de billige i forhold til præstationerne? Det kunne jeg selv danne mig et indtryk af, da jeg testede den mindste, Epicon 2, sidste år, og min kollega Geir Nordbys test af Epicon 6 medførte, at Lyd & Billede kårede den til Årets High-End Højttaler 2012.

Det fremprovokerede en del næserynken i branchen. Dali? High-end? Ja, absolut, og den europæiske EISA-jury bakkede op med at give Epicon 8 – som netop denne test kigger nærmere på – prisen som årets High-End Højttaler. Selv havde jeg for mange år siden en helt suveræn high-end oplevelse med Dali MegaLine, så at firmaet ikke er fremmed, hvad high-end angår, vidste jeg allerede.

Storebror er størst
Epicon 8 er seriens storebror, og den er på alle måder en fuldvoksen højttaler. Det plejer at betyde, at den også kræver godt med plads for at kunne præstere sit bedste. Men Epicon 8 er faktisk konstrueret til at kunne stå ret nær en bagvæg – så tæt som 35 cm, angiver man i specifikationerne. Dog indebærer det ikke, at den kan placeres hvor som helst; den kræver faktisk et ret stort rum for at komme helt til sin ret. Og den kunne uden problemer spille mine 58 kvadratmeter op, uden på nogen måde at stresse.

Det er et stort kabinet; højttaleren er ca. 123 cm høj. Front, sider og top er formpresset i en varme-lamineringsproces for at give en afrundet form, som skal mindske resonanser i kabinettet. I og med at Dali anvender dæmpningsmateriale så sparsomt som muligt – det skal kun være dér, hvor det virkelig gør nytte, siger man – stiller det også krav til kabinettets formgivning og stabilitet.

Selv finishen er i særklasse med højglanslak i ti lag, Det kommer der hele 2 mm lag lak ud af, hvilket også hjælper både på stabilitet og med at tage livet af resonanser.

Begge bas-elementer har hver sit kammer med hver sin basport på bagsiden. Delingsfilteret sidder i sit eget separate kammer i bunden, for at intet mekanisk påvirkes af lydtrykket. Og terminalerne er helt enkelt kanon!

Innovativ teknik
Epicon 8 indeholder en hel del elementteknik, som er både ny og innovativ. Højttaleren er specificeret som en 3,5-vejs konstruktion. Bassen bliver der taget hånd om af to 8 tommers elementer, og mellemregisteret af et 6,5 tommers element. Disse tre elementer er med membran med Dalis sædvanlige blanding af træfiber og pap samt den nye opfindelse til Epicon-serien, det såkaldte Linear Drive Magnet System.

Det indebærer både et nyt magnetmateriale (SMC) og en ny form på magnetmotoren, eftersom materialet kan støbes i den ønskede form. Det giver nogle enorme fordele ifølge Dali, men er ikke nogen specielt billig løsning. Det gør, at vi nok ikke – i hvert fald inden for en overskuelig fremtid – får konceptet at se deriveret ned i firmaets billigere serier. SMC er baseret på presset jernpulver med lineære magnetiske egenskaber i hele frekvensområdet. Det gør, at forvrængningen kan reduceres – og det kan høres!

Desuden giver aluminiumringe omkring polstykket mere stabile elektriske egenskaber i svingspolen. Ud over lav forvrængning skal Linear Drive også give højttaler-elementet en mere jævn og mere forstærkervenlig impedanskurve, siger man hos Dali, uden drop og vanskelige fasevinkler. Uanset hvad, så giver det en vældig tiltalende og letflydende gengivelse med en usædvanlig renhed. Det lyder ganske enkelt vældig naturligt og “stressfrit” fra højttaleren.

På diskantsiden anvender man Dalis egen “dobbeltdiskant”, der består af både et bånd og en dome – uden delingsfilter imellem – som både komplementerer hinanden og tager hånd om hver sin del af diskantområdet. Magnetsystemet er, sammenlignet med tidligere, blevet større med ventileret polstykke, stort bagkammer og avanceret dæmpning. Hos Dali mener man, at hybriddiskanten kombinerer fordelene fra dome- og båndprincipperne, så man “både får høj belastningsevne, stor horisontal spredning og en silkeblød og luftig diskantgengivelse”.

Stor og lille
“Her er ingen blære-effekt, bare en utrolig ren lyd,” skrev Geir Nordby om Epicon 6 – og alt hvad Geir skrev i vores test af Epicon 6, gælder faktisk også for Epicon 8; du får ligesom bare mere af det hele. Meget mere faktisk. Det er en større højttaler, og den lyder også større. Det lader til, at der er virkelig meget kraft her, og jeg har ikke savnet lydtryk – tværtimod!

Men i lighed med både stativhøjtaleren Epicon 2 og Epicon 3 kan den også spille lavt med største selvfølgelighed. Det fremhævede jeg i min test af Epicon 2, og storebror er bestemt ikke dårligere på dette punkt. Og det er efter min mening et meget vigtigt kriterium for en god højttaler. Det betyder, at du kan nyde en perfekt gengivelse, selv på lavere volumen sent om aftenen, eller mens resten af familien sover. Det er en meget positiv egenskab, Epicon-serien har, en egenskab, som man virkelig lærer at sætte pris på.

Det andet, der er værd at notere, er at højttalerne ikke er særlig vanskelige at placere. Jeg har for det meste haft betydelig længere afstand til bagvæggen end de 35 cm, som anbefales, uden overhovedet at savne bas. Højttalerne præsterer en hurtig, tør bas, med præcis den rigtige fylde til min smag. Jeg kan ikke lide bastunge højttalere, som lægger et tykt uldent tæppe i bunden hele tiden; når der skal være bas, skal den komme med præcision. Og Epicon 8 kan skræmme livet af dig med sin rene og hurtige bas. Lidt electronica i afspilleren, og det lyder bare helt rigtigt.

Overraskelse
Noget, jeg pludselig lagde mærke til – og som jeg absolut ikke havde regnet med – var at stakken af plader, jeg spillede, inkluderede nogle, som jeg aldrig normalt spiller på højttalere, jeg har til test. Det er musik, som jeg gemmer “til mig selv”; musik, som jeg kun vil spille, når det lyder rigtig godt; når jeg skal nyde musik, jeg kan lide; og når højttalerne kan plukke al den information, der kræves, for at musikken får den behandling, den fortjener.

Således opdagede jeg til min overraskelse, at jeg sad og lyttede til Frank Zappas Apostrophe – der normalt virkelig kræver sit anlæg, for at jeg spiller den. Man må behandle sine guder ordentligt. Det her er musik, hvor der sker noget hele tiden, og det bliver bare endnu mere spændende, jo flere detaljer man får med. Normalt er den forbeholdt mit eget anlæg, så det er sandelig en cadeau til Epicon, at den plade kom på.

En anden ejendommelighed: Jeg spiller af princip aldrig hi-fi demomusik. Hi-fi demo er ofte over- og sukkerproduceret blændværk uden nævneværdigt musikalsk indhold. Men ved en fejl lagde jeg en demoplade for Sennheiser 800 hovedtelefoner på uden at vide, hvad der var på pladen. Som spor to kom et af mine virkelige hadeobjekter, “No Sanctuary Here” med Chris Jones. Til min store overraskelse viste det sig, at Epicon 8 faktisk gav en musikalsk balance – borte var den overbetonede bas, som i stedet bare var tung og kompetent, brummestemmerne var af kød og blod, og Chris selv stod tør og sprød som et spyd mellem højttalerne. Det er helt utroligt, så mange gengivelser under lavmålet af dette nummer jeg er blevet terroriseret med på messer. Ikke underligt, at man bliver lidt træt indimellem.

Jeg kan stadig ikke lide sangen, men nu ved jeg i hvert fald, hvordan den skal lyde, hvilket en efterkontrol med mit eget anlæg også bekræftede. Og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk, at den lød marginalt bedre med Epicon 8 …

Prisbillig?
Ja, alt er jo relativt. Hvis jeg sammenligner – hvilket jeg jo bør gøre her – med andre “high-end” højttalere i tilsvarende prisklasse og derover, så ligger Dali Epicon 8 virkelig højt på skalaen. Så højt, at jeg uden tøven vil sige, at den absolut er prisbillig. I faktoren kvalitet for pengene er den uhørt svær at slå. Det lyder måske underligt for dem, som synes, at et sæt højttalere ikke må koste mere end et par tusind, men ikke desto mindre er det et faktum. Du sammenligner jo heller ikke en Suzuki Alto med en Porsche.

Hvad angår faktoren musikoplevelse i forhold til pris, er den skyhøj. Det er en højttaler, som formår at få kvaliteterne frem, men måske også at påpege, når det hele ikke er så velproduceret, som det burde være. Moderne komprimeret popmusik lyder også komprimeret, og forskellen, når du spiller mindre komprimeret musik, gør at du lægger endnu mere mærke til det.

Men du får også at vide, at det netop er komprimeringen, det handler om, hvilket efter min mening gør det lettere at håndtere moderne produceret popmusik. Lyder det mærkeligt? Njah, jeg har i hvert fald lettere ved at acceptere fejl, når jeg hører, hvilke fejl det er, og hvad de medfører.

Jeg har svært ved at sige andet end, at det er en tophøjttaler. Lån den et øre og døm selv, men efter min mening bliver det ikke meget bedre til de penge. Anbefales!