: EAR Yoshino V12

Det første indtryk, man får af den meget brede produktserie fra EAR, Esoteric Audio Research, er forvirring. Når man går den bedre efter i sømmene, er der derimod en hel del røde tråde – selv eksteriørmæssigt. Den store røde tråd er imidlertid en helt anden. Nemlig at alle produkter følger konstruktøren Tim de Paravicinis egne principper om, hvordan man bedst konstruerer ting og sager.

Og han har mange meninger. I årenes løb har han alligevel kunnet vise, at rigtig meget også holder stik. Hans konstruktioner har bl.a. fået ry for at have en usædvanlig transistorlignende basgengivelse, når det gælder rørforstærkere.

V12
Hans seneste epos hedder V12 – en integreret forstærker, som både når det gælder navn og designinspiration, er hentet fra en af Tims favoritter, den magnifikke Jaguar V12 motor. Det er faktisk et lækkert design, når man har vænnet sig til det. Det siges, at det er en helt ny konstruktion – et hvid papir var starten – men den har en forgænger i form af modellen V20.

Den har 12 cylindre i form af 12 stykker EL84 (6BQ5) vakuumrør, som sidder indirekte opvarmet i en parallel push-pull pentode-kobling for maksimal effekt fra rørene. Tim de Paravicinis egne transformatorløsninger er også en nøgle til, hvordan forstærkeren lyder. Hvordan de er udviklet, er imidlertid en “intern hemmelighed”. Men transformerne er en af nøglerne til, hvordan EAR-forstærkerne præsterer.

Forstærkeren er enkelheden selv. Volumen- og indgangskontrol og den gult lysende on/off-knap på fronten samt et passende antal indgange (fem) på bagsiden. Udgangene sidder opadvendt længst bagved, så man nemt kan tilslutte højttaler-bananstik. Faktisk en smart løsning, som anmelderen snart lærte at sætte pris på. Intet specielt altså, det er bare at slutte den til og lytte. Mit eksemplar havde kørt de påkrævede antal timer inden testen, men som så ofte før – og specielt med rørforstærkere – så skal den have et stykke tid, før den begynder at præstere ordentligt.

Bas med bravur
Jeg har prøvet EAR V12 med et bredt udvalg af højttalere, billige såvel som dyre, stativvarianter såvel som gulvvarianter, og det, der har vist sig, er at det er gået udsædvanlig godt med varierende højttalere. Usædvanlig godt uanset forstærker-konstruktionstype.

Man kan hævde, at rørforstærkere altid lyder som rørforstærkere. Det synes jeg ikke er tilfældet her. En af Paravicinis kæpheste er, at det lydmæssigt ikke skal spille nogen rolle, om det er en transistor- eller en rørforstærker. Det er basgengivelsen fra V12 et godt eksempel på. Den er ren, tør, sprød og hurtig, akkurat som med en god transistorforstærker. Og der findes også både den pondus og det “kød”, som kræves. Det er, når alt kommer til alt, en virkelig gedigen basgengivelse, der i hvert fald passer til min smag som hånd i handske. Jeg har aldrig forstået, hvorfor så mange foretrækker en fed og slap bas frem for en kvik og hurtig. Eller handler det om, at man må igennem den fase, at meget og federe er bedre, før man sætter pris på kvalitet? Det er lidt som at gå på McDonald’s sammenlignet med en sushirestaurant …

Hvorom alting er, så er det ikke bare i bassen, V12 er hurtig og sprød. Det er i det hele taget en både stabil og homogen gengivelse, vi præsenteres for. Rummet er stort og veldefineret, opløsningen klart godkendt, og den ønskede “sorte baggrund” er overraskende sort. Det giver en helhed, som gør forstærkeren vældig nem at leve med. Du får en gengivelse med krop og sjæl, men uden de afarter, som det ofte fører med sig i form af farvning eller soniske fingeraftryk på alt. V12 spiller mere på musikkens egne præmisser.

Stemmer er som ventet noget, V12 kan. Lyt f.eks. til Tony Bennett og k.d. lang på skiven A Wonderful World, hvor to pragtfulde stemmer bliver præsenteret på allerbedste vis. Det giver kuldegysninger ned ad ryggen – herligt. Distinkt, velopløst og med den rette “aura” omkring stemmerne.

Den rette vej
Som jeg sagde, har V12 fungeret godt med flere forskellige højttalere, jeg havde til rådighed. Specielt godt gik det med Dynaudio C4 og Forsman VSS4, som sammen med V12 gav den type oplevelse, hvor man føler, at alt bare fungerer. Mine Wilson Audio Sophia 3 gav i og for sig også en meget positiv gengivelse, men i samme åndedrag syntes de, at det kunne være vældig morsomt også at prøve næste, større model fra EAR. For det lydmæssige indtryk fra V12 er således, at man føler, man er på rette vej. Wilson Audio ville imidlertid gerne prøve at gå endnu længere.

Som helhed har EAR Yoshino V12 været en meget behagelig oplevelse. Nem at have med at gøre og med en lydkvalitet, som det er virkelig vanskeligt at have større indvendinger imod. Her findes både kraft, pondus og kød i en totalt set alligevel passende slank og homogen helhed. At den desuden ikke er så følsom med hensyn til højttalere, gør bare sagen endnu bedre.