Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Pro-Ject Xtension 9

Forførende musikalsk

Musikken griber dig fra første takt, og du kan ikke stoppe, før lp’en skal vendes. Så engagerende er denne pladespiller fra Pro-Ject.

Skrevet af / 12/09/2014 - 16:29
Pro-Ject Xtension 9
Lasse Svendsen

Pro-Ject Xtension 9 Evolution

Den renæssance, vinylplader har fået, har givet os et udvalg af pladespillere, som vi ikke har set magen til i årtier. De findes i alle prisklasser fra et par tusind og op til millionklassen. Det er de færreste, der kan lægge så meget for en pladespiller, og vores tests viser da også, at der rigtig god lyd at hente fra grammofoner til mellem 3.000 og 6.000 kroner.

Rega og Pro-Ject har været de fremmeste eksponenter for kvalitets-pladespillere i lavprisklassen og har også modeller i de højere prisklasser for dem, der stiller større krav.

De dyre pladespillere er som regel lavet ud fra de samme grundprincipper som de mere overkommelige. Men bedre materialekvalitet, mere effektiv dæmpning, større mekanisk præcision og bedre motorstyring bidrager til højere lydkvalitet fra de dyrere pladespillere. De kan også bedre tåle en dyrere pickup med skarpere slibning og henter det monetære udlæg ind igen i form af mange års øget musikglæde.

 

Fjedrende chassis
Pro-Jects nye pladespiller i topklassen er et godt eksempel. Den koster mere end det dobbelte af den foregående model, vi testede fra den kant, og er prissat, så den udfordrer Rega RP8. En grammofon, der med sit todelte chassis i lette, stive materialer er bygget efter en helt anden filosofi end Xtension 9, som vi tester her.

Hvor englænderne satser på lav og stiv masse med vægten centreret omkring glasstallerkenens yderkant, har østrigerne valgt stor masse og et fjedrende inderchassis. Begge producenter er ude efter at dæmpe vibrationer og kontrollere resonans, men har valgt hver sin måde at gøre det på.

Rega-pladespilleren har separat strømforsyning, men fastmonterede kabler, mens Pro-Ject har valgt aftageligt kabel og indbygget strømforsyning. Desuden findes Xtension 9 i fire finishes, hvid eller sort højglans, mahogni og oliven.

 

Opsætning
Som på alle dyre pladespillere er der avancerede dele her. Armen er af kulfiber for let vægt og høj stivhed, og pladetallerkenen er lavet i en metallegering, som er dæmpet indvendig med en ring af termoplast for at gøre den akustisk død. Man har til og med støbt en måtte af genbrugte vinylplader og lagt oven på den 5,4 kg tung tallerken for at opnå bedre dæmpning. Den samlede vægt er 16 kg. Til sammenligning vejer Rega RP8 6,3 kg.

Pladetallerkenens aksel hviler på en keramisk kugle og er magnetisk ophængt, for at friktion ikke skal forplante sig, når den drejer tallerkenen rundt.

Vores testeksemplar kom med Ortofons nye Quintet Black MC-pickup – en pakke til 23.000 kroner – og opsætningen burde ikke være noget problem for dem, der har prøvet det før. Andre bør bede butikken om at stille pladespilleren op, hvis det er muligt. Det kan nemlig være lidt problematisk. Armen bruger den gammeldags måde at indstille anti-skating på med en tynd nylontråd (antigravitation for at holde nålen lige i rillerne), som skal sættes på, før pladespilleren kan anvendes.

Da det er ekstremt vigtigt med korrekt nålearmsvinkel, nålevægt og anti-skating, hjælper det, hvis man har øvet sig lidt på forhånd. Tre justérbare dæmpefødder med magnetisk ophæng og en pladevægt med følger også. Følg manualen grundigt, hvis det er første gang, du monterer en pladespiller.

 

Vidunderlig musikalsk lydbillede
Når alt er sat op og fungerer optimalt, er det bare at finde lp’erne frem. I daglig brug er pladespilleren såre nem at betjene: Start motoren, før armen ud over lp’en, og sænk pickup’en.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Pro-Jects pladespiller ikke lyder som RP8. Slet ikke. Lydbilledet er stort, kraftigt, varmt og meget fyldigt. Især i bassen. Hvor Regas pladespiller suger informationen ud af rillerne med kirurgisk præcision og et fokus, som Carl Zeiss ville misunde, slentrer Pro-Ject pladespilleren nærmest af sted. Den har en dejlig letbenet og ubesværet måde at formidle musikken på.

Det er der ikke noget galt med. Filosofien er så forskellig, at det ikke kun er konstruktionen, der adskiller Pro-Ject fra Rega pladespilleren; de spiller heller ikke på samme måde.

Her bliver den norske jazzpianist Jan Gunnar Hoffs lp Living f.eks. gengivet rigt på klangfarver og med meget varme. Tonerne glider som honning ud af højtalerne, og lydbilledet er stabilt, stort og med god vægt i bassen. Man føler aldrig, at der mangler en oktav i bunden her.

Måske kan det blive lidt strammere med fintrimning, eksperimentering med underlag og justering af de lidt for tunge fødder. Men det er en smagssag. For her er det musikken, der er i højsædet. Lad gå, at der er lidt mindre fokuspræcision – det betyder ikke noget, når det lyder så naturligt og flot som her.

En anden klaverindspilning styrker opfattelsen af musikalsk varme. Still Live med Keith Jarrett Trio får forbløffende dynamisk kontrast og meget distinkt gengivelse af bækkener og kantslag på lilletrommen. Men den varme tone, som pladespilleren tilfører musikken, er ikke på bekostning af noget andet. Snarere tilføjer den en ekstra dimension, som man enten elsker eller hader. Men den gør ikke noget forkert.

Vokaler maskeres ikke; de bliver ikke for bløde, uldne eller tilbagetrukne, slet ikke. I stedet gengives de med fuld klangbund og tydelig artikulation. Jeg føler f.eks. ikke, at der mangler noget i vokalharmonierne på “Bring Me Little Water, Sylvie” med den amerikanske a cappella-gruppe Sweet Honey in the Rock.

Rega-pladespilleren er bedre fokuseret, men ikke lige så klangrig. Den har et mere tydeligt defineret tredimensionelt lydbillede end Xtension 9, som snarere favoriserer format og tyngde. Især i bassen. Dynamisk set er der ikke den store forskel; Regas grammofon er kvikkere, men der er også rigeligt med dynamisk kontrast hos Xtension 9.

 

Konklusion
Denne overdådige pladespiller fra Pro-Ject er et rigtig godt køb, hvis man er på udkig efter et alternativ til Rega RP8, som ligger i samme prisklasse. De har forskellig lydsignatur, så ens lydmæssige præferencer må afgøre, hvilken en der passer bedst. Xtension 9 byder på et større lydbillede med mere varme, basfylde og klangbund, men lyder ikke helt så fokuseret og rytmisk som Regas pladespiller. Man må med andre ord vælge, hvad der er vigtigst.

Uanset hvad, så får man en dejligt livlig og engagerende grammofon i Pro-Ject Xtension 9. Den nye Ortofon Quintet Black pickup er et godt valg sammen med pladespilleren, og sætprisen er meget konkurrencedygtig.

Lyd & Billede mener

Dejlig varm klang og et stort lydbillede kendetegner de bedste pladespillere, og det får du til overflod her. Kræver omhyggelig placering og justering for at yde sit bedste.

Der er lukket for kommentarer.

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Det enkleste er det bedste

Verdensklasse!

Scroll to Top