Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Fokus er en vigtig parameter for billedkvalitet. Alverdens megapixel og lysstærk optik er ikke meget værd, hvis kameraet ikke kan fokusere præcist nok. Derfor har udviklingen af fokussystemer været lige så vigtig for kameraproducenterne som udviklingen af billedsensorer og processorer.

Men fokushastighed er ikke så vigtigt for dem, der skal fotografere landskaber med stativ, eller studiefotografer, der tager portrætter eller reklamebilleder. Fokusering mellem hvert billede er først og fremmest noget, som actionfotografer efterspørger. Det og så skudhastighed.

Hvis man skal fastfryse en fiskeørn over vandet eller en alpin skiløber med 100 km i timen, har man brug for mere end megapixel. Fokuspræcision, fart og følgefokus, når fotografen panorerer efter motivet, er langt vigtigere.

Derfor vælger professionelle de hurtigste kameraer, såsom Canon EOS-1D X og Nikon D4S. Desværre koster de forfærdelig mange penge for en ivrig amatør, der står tilbage med få muligheder, når budgettet er begrænset.

De allerbilligste spejlreflekskameraer kan man trygt styre uden om. Hvis der skal være fart over feltet, starter priserne et stykke under 10.000 kroner. Her finder man Sony a6000, Olympus OM-D E-M1 og Nikon 1 V3. Fremragende kameraer med lynhurtige fokusegenskaber, men af de tre er det egentlig kun Olympus, der er rigtig velegnet, fordi man her kan bruge et ordentligt vertikalgreb, som giver fotografen bedre balance, når kameraet anvendes med tele- eller telezoomobjektiver.

Design-Cut-EOS-7D-Mark-II-5-B-Special
Man får ikke Wi-Fi eller vipbar touch-skærm her.

Hidtil har det bedste alternativ været spejlreflekskameraet Canon EOS 7D, men det er et ældre kamera (2009) og ikke længere blandt de hurtigste. Det agter det nye EOS 7D Mark II at lave om på. Med Canons meget seriøse Dual Pixel autofokus med 65 cross-type sensorer og to billedprocessorer er det et af de hurtigste, man kan skyde actionbilleder med.

Hurtigere end de fleste
Det nærmeste man kommer i denne klasse, er Samsungs nye 28 megapixel NX1 – også med APS-C billedsensor, men trods superhurtig autofokus og hele 15 billeder i sekundet har det for lille buffer til at følge med EOS 7D II. Som ikke stopper før efter 1.000 jpeg-eksponeringer mod NX1’s beskedne 75.

Med hybrid autofokus, hvor 65 cross-type sensorer er integreret i den nye billedsensor på 20 megapixel, og to DIGIC 6 billedprocessorer kan Canon-kameraet tygge sig igennem en imponerende mængde billeddata ved serieoptagelser – 1.090 jpeg-billeder eller 31 råbilleder er ikke småting. Dog med reduceret hastighed, hvis man lagrer både jpeg- og råfiler samtidig.

Det er heller ikke værst som videokamera. Det har ganske vist ikke 4K-video som Samsung NX1, men 1080p/50 fps, og understøtter de samme videokompressionsformater, som de professionelle bruger: IPB, All-I og valget mellem MOV- og MP4-format. Der er også mikrofonindgang og hovedtelefonudgang samt volumenjustering af mikrofonerne.

Design-Cut-EOS-7D-Mark-II-6-Special
Klassisk Canon-ergonomi er altid godt.

Canon har lavet flere opgraderinger i forhold til EOS 7D. Såsom mere omfattende vejrtætning, at knappen til kontrol af dybdeskarphed er flyttet hen, hvor den bør være – nemlig foran – og så er Q-knappen, der fungerer som direkte knap til hurtigmenuen, endelig flyttet til højre, så den er lettere at nå.

Af andre ting, der er værd at nævne, er ISO-følsomhed fra 100 til 25.600, blitzsynkronisering på 1/250 sekund, programmérbar kortplads til SDXC- og CF-kort, GPS-logning af billeder og en lukker, som Canon har testet til 200.000 eksponeringer.

Hvad man ikke får, er vipbar touch-skærm, Wi-Fi, fokusmarkering (peaking), zebramønster på video-optagelser eller 4K-video. Men det er ikke sikkert, at målgruppen for EOS 7D II er så optaget af det.

Som de fleste EOS-kameraer er 7D II godt at holde på med eksemplarisk ergonomi, men det, man først og fremmest lægger mærke til, er det avancerede fokussystem. Kameraet har arvet den intelligente følgefokus fra topmodellen EOS 1DX: iTR, der registrerer infrarødt og farveinformation for mere præcis fokussporing. Og det fungerer.

Ikke nok med det. I menusystemet er der separat opsætning af følgefokus, hvor man kan justere følsomhed af sporingen, acceleration, deceleration, og hvor hurtigt kameraet skal skifte fokuspunkter – i hele seks på forhånd definerede fokusscenarier.

I praksis mærker man, at fokussystemets følsomhed er bedre på mørke vinterdage uden så meget kontrast i billederne. Bl.a. er det midterste fokuspunkt følsomt i så lidt lys som minus tre trin og op til blænde f/8.0.

EOS-7D-Mark-II-EF-S18-135STM-FSL

Billedkvalitet og ydelse
Kameraets billedkvalitet er forbedret i forhold til 7D, men ikke voldsomt meget. Nogle vil sige skuffende lidt. Sammenlignet med andre systemkameraer i denne klasse – Sony a77 II, Nikon D7100 og Pentax K-3 – er 7D II ikke den væsentlige forbedring, man kunne have håbet. Dynamik og billedstøj er kun marginalt bedre end på 7D fra 2009. Det samme gælder opløsning og farvegengivelse.

Det betyder ikke, at kameraet leverer dårlig billedkvalitet, tværtimod: Det er afgjort på niveau med konkurrenterne på de fleste parametre, men det er ikke nogen stor forbedring i forhold til forgængeren eller de nærmeste konkurrenter.

Skarpheden er rigtig god. Faktisk er det ikke let at se forskel i detaljeskarphed sammenlignet med Nikon D750’s 24 megapixel full-frame sensor. Den falder naturligvis på høj ISO, hvor kornstøj opstår ved ISO 1600, og farvestøj ved ISO 3200. Hvilket er et halvt til et helt eksponeringstrin tidligere end på de bedste konkurrenter. Fra ISO 6400 vil mange foretrække at efterbehandle billedfilerne for at reducere billedstøjen, for herfra og op er den markant.

Farvegengivelsen er rigtig god med jævne nuancer og på niveau med de bedste i klassen. Alt i alt er der ikke meget at udsætte på billedkvaliteten, men støj-egenskaberne er ikke helt i top for et så dyrt kamera.

Det er hastigheden til gengæld. Kameraet er superhurtigt, og fokushastighed og præcision er noget af det bedste, vi har testet. Som actionkamera betragtet er EOS 7D Mark II bedre end de fleste, og det eneste, der kan bringe det ud af fatning, er svagt lys eller lav kontrast. F.eks. en sort hund på en gråvejrsdag. Så har følgefokus svært ved at holde trit med skudtakten og hundens bevægelser.

Lidt værre bliver det i Live View – med skærmen som søger – så må man skifte til manuel fokus, for her har autofokus problemer med at ramme rigtigt i svagt lys.

Fremragende tempo
Canon EOS 7D Mark II leverer i den grad varen for alle, der har brug for et lynhurtig actionkamera. Autofokus, skudtakt og billedbuffer holder professionelt niveau, og brugervenligheden er – som altid for Canons dyre spejlreflekskameraer – upåklagelig. Det samme kan siges om kvaliteten, som ikke står tilbage for nogen.

Det eneste, vi har at udsætte på 7D II, er støj-egenskaberne ved høj ISO, der ikke når op på siden af de bedste kameraer i klassen. Hvis ISO-følsomhed er af sekundær betydning, er det let at anbefale Canon-kameraet varmt. Især til action-fotografering.

Scroll to Top