Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Epson Expression Photo HD XP-15000

Fotoprinter til entusiaster

Spring multiprinterne over, hvis du vil have store fotoprint af god kvalitet.

Skrevet af / 16/07/2018 - 22:25
Epson Expression Photo HD XP-15000
Lasse Svendsen

Måske er den gamle printer moden til genbrugspladsen. Måske er det gået op for dig, at den billige multifunktionsprinter, du købte på udsalg, ikke laver særlig gode fotoprint. Eller måske er du netop blevet bidt af fotobacillen og vil have større og bedre print af dine billeder.

Uanset hvad, så er det smart at orientere sig lidt om markedet først. Hvis man f.eks. vil have større billeder end A4, er A3+ det næste skridt. Så er billederne store nok til, at de kan ses, når de hænges op på væggen (men det er der selvfølgelig ikke meget ræson i, hvis billedkvaliteten ikke holder mål).

Der findes meget billige A3-printere. Men ligesom med så meget andet er det allerbilligste sjældent godt nok, hvis man stiller høje krav til kvaliteten.

Det er klart, at skoleskemaer, breve på almindeligt papir, nogle dokumenter indimellem og et farvebillede i ny og næ ikke behøver at stille særlig store krav til printeren.

Det er snarere dem, som interesserer sig for fotografering, der bør tage et kig på Epson Expression Photo HD XP-15000 – en trådløs fotoprinter, der også kan styres fra en app på mobilen.

Seks blækpatroner med fire farver samt sort og gråt giver bedre farveprint og mere jævne sort-hvid-graderinger. (Foto: Epson)

Næsten storformat

Den kan udskrive i op til A3+ format – altså mere end dobbelt så stort som A4 – og koster mindre end Epsons dedikerede fotoprintere i samme format. Såsom A3+ printeren SureColor SC-P600. Men den benytter en billigere blækteknologi og ikke Epsons pigmenterede UltraChrome HD-blæk med Micro Piezo AMC printhoveder. Som er forbeholdt de professionelle printere fra Epson.

Fotoblæk

XP-15000 anvender i stedet Claria Photo HD-blæk, som skydes ud med en dråbestørrelse på 1,5 picoliter fra 180 dyser pr. farve. Det gør printeren relativt hurtig. Og god. Et fotoprint i A4 tog ca. 70 sekunder og gav rigtig god farvemætning og skarphed.

Blækket er fordelt på seks blækpatroner: Sort, magenta, gul, cyan, grå og rød, og patronerne fås i ekstra store størrelser. For dem, der printer meget, er der bedre økonomi i at vælge XL-patroner til printeren.

Den er ikke kun lavet til fotoprint i høj kvalitet. Der er en A4-skuffe under printeren med plads til 200 helt almindelige ark, hvor der også kan printes på begge sider, også kaldet duplex. Godt for miljøet.

Arkfødning fra alle sider

Udpakning og opsætning er lettere end på mange andre printere, vi har testet. XP-15000 er ikke bredere end 48 cm og har arkfødning til tykkere papir eller bredformat A3-medier fra bagsiden plus en bakke med plads til 50 A3-ark på toppen. Den kan også printe på tilpassede cd- og dvd-medier.

Hvis du vælger at bruge arkføderen bagpå, skal du lige vide, at man er nødt til at hjælpe den lidt manuelt. Ellers risikerer man, at specialformater indføres skævt, og i værste fald kan fotopapiret blive ødelagt under indføringen.

Arkfødning fra toppen er aldrig noget problem.

Ved førstegangsopsætning bør man lave nogle testprint for at kalibrere skrivehovederne samt koble XP-15000 til det trådløse netværk, hvis man vil udskrive trådløst. F.eks. fra mobilen.

Det er også muligt at forbinde printeren til computeren med USB eller til et kablet netværk med Ethernet.

Print på cd og dvd er også muligt. (Foto: Epson)

Trådløs udskrivning

XP-15000 understøtter trådløs styring fra mobilen med en lang række apps: Epson Email Print, Epson Remote Print, Epson iPrint (til iOS og Android), og jeg ved ikke hvad. Det gør den meget praktisk for dem, der har brug for en familieprinter, der kan det hele. Et 10 x 15 cm fotoprint fra mobilen tager kun sekunder med app-styring, og med 200 ark i skuffen er den klar til læseplaner på kort tid.

Printeren kan også betjenes med knapperne ved siden af farve-displayet. Som ikke er en touch-skærm, men det fungerer glimrende.

Et par tips

Når man skal lave fine fotoprint, må man selv lægge den ønskede papirtype og -størrelse ind. Husk at vælge, hvor papiret skal indføres fra – hvis du vælger auto, foretrækker printeren at hente papir fra skuffen nedenunder.

For en sikkerheds skyld er det derfor smart at vælge både størrelse, kvalitet og placering manuelt.

Fotokvalitet

XP-15000 er ikke blandt de hurtigste, uanset medie, men som vi ved, er kvalitet værd at vente på. Et standard A4-print tager ikke mere end halvandet minut, men hvis man vælger højere udskriftskvalitet, tager den sig bedre tid og kan godt bruge tre minutter pr. billede. Og det dobbelte i A3+ format.

Men jeg synes, det er det værd, for fotokvaliteten er virkelig god. Sortniveauet er ikke så dybt og graderingerne ikke så jævne som fra SureColor SC-P600 eller vores reference P800, men for mange er forskellen ikke stor nok til, at det er værd at ofre flere penge på.

Husk at vælge den højeste kvalitet til sort-hvide print, og ignorér Epsons forslag om at vælge sort-hvid til sort-hvid. Vælg i stedet gråskala før udskrivning, så får du mere neutrale sort-hvid-print uden farvestik.

Man får ikke de samme omfattende justeringsmuligheder som på Epsons dyreste fotoprintere, men udskriftskvaliteten er alligevel meget høj. Detaljerigdommen og skarpheden er næsten på niveau med langt dyrere fotoprintere og klart bedre end fra nogen multifunktionsprinter, vi har set.

(Foto: Epson)

Konklusion

Hvis du vil have de bedst mulige fotoprint uden at sprænge budgettet, er Epson Expression Photo HD XP-15000 et rigtig godt valg. Den er ikke hurtigst til noget, men den er afgjort bedst til meget. Såsom fotoprint. Samtidig har den også en skuffe til almindeligt A4-papir, og den kan styres trådløst fra mobil og computer.

Epson-printeren er nok så tæt, som man kan komme på professionel kvalitet uden at betale professionel pris, og med A3+ format bliver billederne store nok til at give meget mere glæde end A4.

Karakter
Epson Expression Photo HD XP-15000

Lyd & Billede mener

Kompakt kvalitetsprinter i A3+ format til fotoentusiaster på budget. Pragtfuld fotokvalitet, trådløs udskrivning og simpel arkfødning. Moderat udskriftshastighed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

Lyd & Billede
Scroll to Top