annonse
annonse

Olympus E-M5 Mark II

Magisk turbosensor

Her er kameraet, der mere end fordobler opløsningen, når du har brug for det.

Lyd & Billede mener

Ekstremt god billedkvalitet på 40 megapixel, lynhurtig autofokus og skudtakt kombineret med god brugervenlighed og en masse nyttige funktioner gør det til et af de bedste kameraer i klassen.
For at lykkes med 40 megapixel billeder skal kameraet stå på stativ og motivet stå stille. Og så er det på tide med et bedre batteri og et større håndgreb.

Mens undersøgelser viser, at de fleste forbrugere er mest optaget af brugervenlighed, når de skal købe nyt kamera, kan det se ud, som om kameraproducenterne ikke har forstået det, når de hele tiden presser flere megapixel ind kameraerne.

Som om billedkvaliteten blev bedre af flere pixels.

Ofte er det desværre omvendt. Med flere pixels får man flere potentielle problemer. Én ting er filstørrelsen, der gør billedprocessoren langsommere og filerne tungere at have med at gøre i efterbehandlingen. En anden ting er, at kameraer med mange megapixel har lav skudtakt og en lille billed-buffer. Desuden øges prisen, og det samme gør billedstøjen ofte.

Derfor er kameraer med over 30 megapixel bedre egnet til at fotografere landskaber, makro, reklamer og andre motiver, hvor fokushastighed og skudhastighed er ikke så vigtigt.

Kameraer som Sony a7R, Canon EOS 5DS og Nikon D810 er tre eksempler på systemkameraer med ultrahøj opløsning – henholdsvis 36, 50 og 36 megapixel – som havner i kategorien for professionelle kameraer med ekstrem opløsning. Med en gennemsnitspris på 20.000 kroner er de dyre og uden for rækkevidde for de fleste.

Det er det nye Olympus OM-D E-M5 II (unødvendig langt navn!) ikke.

E-M5MarkII_BLK_back_dial_1

40 megapixel når du har brug for det
Kameraet er prissat lige under 9.000 kroner og er det decideret billigste kamera med 36 megapixel eller mere. For her får man Olympus’ velkendte 16 megapixel billedsensor uden lavpasfilter for bedre detaljeskarphed – bare med en unik twist, der gør det muligt at fotografere med 40 megapixel opløsning.

Ligesom de andre modeller i OM-D-serien anvender det en gennemprøvet billedsensor. Den er næsten identisk med den, der sidder i forgængeren E-M5, og Olympus har ikke skiftet til f.eks. 24 megapixel bare for at øge opløsningen. Men samtidig med at de har forbedret ergonomien og specifikationerne, har de valgt en unik teknik for at kunne tage billeder på 40 megapixel.

Indvendig sidder der nemlig en ny femaksers billedstabilisering, som ud over at gøre det muligt at få skarpe billeder med op til fem trin længere lukkertid også bruges til at lagre billeder med 40 megapixel.

Når man vælger 40 megapixel i opsætningsmenuen, flytter billedsensoren sig otte gange i halve pixeltrin, mens processoren samler information til 40 megapixel opløsning, når man fotograferer. Processen tager et sekund, så det betyder, at kameraet skal være på stativ – og motivet skal stå stille.

ID: 16862
Mærkbart forbedret ergonomi, men alt for lille håndgreb.

Det er selvfølgelig en ulempe, men det giver fotografen mulighed for at skyde med ekstrem opløsning, når det er nødvendigt. Og skifte tilbage til 16 megapixel med et par knaptryk, når man tager kameraet af stativet. Olympus har sagt, at de arbejder på at nedbringe eksponeringstiden, så fremtidige kameraer med denne mulighed ikke skal stå på stativ i multiskud-tilstand.

Nyttige forbedringer
Jeg nævnte, at specifikationerne er bedre på E-M5 II end på forgængeren. Her mener jeg ikke kun billedstabiliseringen. Olympus har også øget skudhastigheden til 10 fps, eller 5 fps med kontinuerlig autofokus. Desuden har kameraet fået indbygget Wi-Fi for trådløs fjernbetjening af kameraet og overførsel til mobil eller tablet. Den mekaniske lukker er blevet hurtigere med 1/8000 sekund, og med en elektronisk lukker oveni kan man fotografere med så kort eksponeringstid som 1/16.000 sekund.

Videospecifikationerne er også blevet bedre. Der er ingen 4K-opløsning her, men man kan gemme 1080p med 50 fps og op til 77 Mbit/s bitstream for renere videofiler.

Olympus har desuden forbedret ergonomien på en række punkter. Søgeren er større og meget skarpere med 2,36 megapixel og bedre opdateringshastighed, og er en af de bedste elektroniske søgere på markedet lige nu. Og skærmen er nu vip- og vridbar med 1 megapixel opløsning. Det er selvfølgelig en touch-skærm, hvor man kan betjene funktioner, vælge fokuspunkt og tage billeder med pegefingeren.

  • Olympus OM-D E-M5 II
  • Type: Systemkamera med 16 MP MFT-billedsensor
  • Optik: Micro Four Thirds
  • Skærm: 7,6 cm vridbar LCD, 1 mio. billedpunkter
  • Højdepunkter: 40 MP hi-res, Wi-Fi, 10 fps, 1/16.000 s. elektronisk lukker, 5-aksers billedstabilisering, 77 Mbit/s 1080p HD-video, vejrtætnet, touch-skærm
Pris: 9000,-