Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Panasonic Lumix G Vario 35-100mm F4.0-F5.6

Prisbillig og kompakt telezoom

Panasonics lille zoom er perfekt til begyndere, der ønsker større rækkevidde.

Skrevet af / 14/04/2015 - 00:01
Panasonic Lumix G Vario 35-100mm F4.0-F5.6
Lasse Svendsen

En af de store fordele ved at vælge et systemkamera er muligheden for at skifte objektiv efter opgaven. En telezoom er gerne førstevalg for amatørfotografer, som vil udvide fra den normalzoom, der som regel følger med kameraet. Det er ikke svært at forstå, for en telezoom trækker motivet tættere på og egner sig ofte bedre til action- og til dels også naturfotografering.

Derfor har alle kameraproducenter mindst én telezoom i sortimentet. De gaber typisk over et område fra 70 mm til 200 eller 300 mm brændvidde. Altså meget kraftigere tele og smallere billedvinkel end f.eks. et normalobjektiv med 50 mm brændvidde.

Panasonic har to telezooms, som begge svarer til 70-200 mm, hvis man sammenligner med det klassiske 135-format. Den ene koster omkring 10.000 kroner, er vejrtætnet og har en fin lysstyrke på f/2.8. Den anden, som vi tester her, koster 3.400 kroner og er omtrent lige så billig som en tilsvarende zoom til Canons EOS- eller Nikons DX-system.

Men Lumix G 35-100 mm f/4.0-5.6 O.I.S. (dvs. med optisk billedstabilisering) er meget mindre og superlet med en egenvægt på kun 135 gram. Den er blot 5 cm lang, når den er sammenklappet, og ikke specielt stor, når den zoomes ud til 100 mm (altså svarende til 200 mm).

Sætter man den på et Lumix GH5 eller et Olympus OM-D E-M1, ser den lillebitte ud, og den ligner mere en lille 50 mm end telezoom. Derfor passer den perfekt til de mindste systemkameraer fra Panasonic og Olympus, såsom Lumix GM5 eller PEN E-PL7.

 

Meget for pengene

Den lille zoom er relativt lysstærk med blænde f/4.0 som største lysåbning på korteste brændvidde. Lysstyrken ændrer sig hurtigt – f/5.0 er en kendsgerning allerede på 50 mm (svarende til 100 mm), og den trives ikke overraskende bedst i godt lys.

Men autofokus er hurtig og præcis i de fleste situationer og praktisk talt lydløs, hvilket gør den velegnet til video-optagelser. Den optiske ydelse er også god – bedre, end man kunne forvente ud fra pris og specifikationer.

På 35 mm og blænde f/4.0 er der moderat fortegning, men meget vignettering (lystab) og uskarphed i hjørnerne. I centrum er skarpheden god, men ikke på højde med Lumix G 35-100 mm f/2.8, som er et bedre – og dyrere – objektiv. Blænder man ned til f/5.6, bliver alt bliver straks bedre. Da er skarpheden mere jævn i hjørnerne, og vignetteringen marginal.

På de andre brændvidder, f.eks. 50 og 70 mm, er vignetteringen praktisk talt borte, og skarpheden meget mere jævn på alle blændeåbninger. Det gælder også på 100 mm, men her er skarpheden på sit højeste ved f/5.6 og f/8.0. Mindre blændeåbninger giver diffraktion, og skarpheden falder desuden fra blænde f/11.

Objektivet er ikke så følsomt over for strølys eller kromatisk aberration, som man ofte ser på overkommelige objektiver. Så alt i alt er det ikke svært at anbefale Lumix G 35-100 mm f/4.0-5.6 O.I.S. til alle med et Panasonic- eller Olympus-kamera, der savner en lille, god og billig telezoom. Den er så kompakt, at den kan være i en jakkelomme, og så skarp, at den passer til langt det meste, man kan finde på at fotografere.

Lyd & Billede mener

God skarphed og lav fortegning i en lille og alsidig telezoom, der er aggressivt prissat og passer til alle typer fotografering. Ingen vejrtætning og synlig vignettering på 35 mm og fuld blænde.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

Lyd & Billede
Scroll to Top