Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Apple sidder tungt på markedet for smart-ure og er kommet langt, siden første udgave af det firkantede ur ramte gaden. Prisen er faldet betragteligt, og indmaden er blevet hurtigere og mere avanceret. Særligt den øgede processorkraft gør underværker for Apple Watch Series 3, som ifølge Apple er hele 70 procent hurtigere end forrige model. Det kan mærkes.

På ydersiden er der dog ikke sket ret meget siden sidst. Uret ligner sig selv, og om man kan lide det firkantede look eller ej, må være en smagssag. Vi kan dog ikke tage fra Apple, at det sidder behageligt på armen.

Apple Watch Series 3 (Foto: Producent)

WatchOS 4

Ligesom Samsung har Apple også deres helt eget lukkede operativsystem. Fordi det er Apple, og de sidder så tungt på markedet, er støtten fra udviklerne dog markant større, hvilket ses på det store udvalg af apps. Har du dertil en iPhone, er æbleuret et naturligt valg, da både software og hardware taler samme sprog.

Desværre savner vi også et par funktioner. En simpel ting som søvn-tracking er ikke en del af standardpakken, men kræver en ekstra app. Et godt bud er Sleep++. En anden ærgerlig ting er batterilevetiden. Apple oplyser, at uret kan holde strøm i 18 timer. Regn med, at du maksimalt får to dages brug ud af det, men lad det gerne op hver aften.

(Foto: Producent)

Bedre til træning

Takket være en ny barometrisk højdemåle kan Apple Watch 3 nu ligesom konkurrenterne holde styr på, hvor mange trappetrin du tager i løbet af dagen. Det har været tiltrængt og kan f.eks. også bruges, når man står på ski.

Uret er naturligvis stadig vandtæt, og Apple har forbedret målinger under svømning. Trænings-app’en understøtter dertil nu højintensiv intervaltræning og registrerer ligesom tidligere, hvor meget du har stået op, bevæget dig og motioneret, i tre pædagogiske cirkler.

Konklusion

Apple Watch Series 3 er som ventet hurtigere og har fået nye smarte funktioner. Den store popularitet i markedet betyder et kæmpe udvalg af apps, og har du allerede en iPhone, er det et naturligt valg. Ud over en hurtigere processor sætter vi også meget pris på den forbedrede pulsmåler samt højdemåleren. Desværre er batteriet stadig et af de store minusser og betyder, at du gerne skal huske at lade uret op hver eneste dag.

Scroll to Top