Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

test: Gaming-systems

Småt er smukt

Stor spilleglæde på næsten ingen plads – og til en pris, der er til at overse. Hvorfor nøjes med en spilkonsol?

Skrevet af / 16/02/2018 - 13:43
Gaming-systems
John Alex Hvidlykke

Produkter i denne test

I stedet for at sætte sig passivt i lænestolen og lade sig underholde med en serie på fjernsynet vælger stadig flere at sætte gaming på menuen – og tage del i handlingen selv.

Vi har testet adskillige gaming-computere i den tunge klasse, men mindre kan også gøre det. I denne test har vi fundet et par skrivebordscomputere fra to af de absolutte gaming-specialister, der, selv om de koster under 10.000 kroner stykket, er stærke nok til at drive de fleste spil. Samtidig er de så kompakte, at de ikke optager hele skrivebordet. Og de ser endda forholdsvis elegante ud!

Begge maskiner minder af ydre langt mere om spilkonsoller end vanlige pc’er. De har et slankt kabinet, der er beregnet til at stilles på højkant ved siden af skærmen eller tv’et.

Grafikkortet er (næsten) alt

Grafikkortet er hjertet i en spilcomputer. Grafikprocessoren er mange gange stærkere end pc’ens egentlige hovedprocessor. Det gør den i stand til at levere naturtro 3D-grafik i en billedkvalitet og en opløsning, der kan måle sig med spillefilm. I begge de testede maskiner er grafikprocessoren en GeForce GTX 1060 fra Nvidia. Det er Nvidias tredjebedste model, og den kan klare alt andet end de nyeste spil med grafikindstillingerne skruet helt op.

Men den tekniske udvikling er nådesløs, og den tager ingen fanger. For en bærbar er det ensbetydende med storskraldsdøden, da grafikkortet er integreret i selve bundkortet. På de fleste stationære pc’er er det imidlertid muligt at forlænge maskinens levetid ved at udskifte grafikkortet. Det er også tilfældet på den ene af de to maskiner i testen, der trods størrelsen har en kortudvidelsesplads til formålet.

Processor

Grafikkortet er vigtigt, men det betyder ikke, at du kan se stort på hovedprocessoren – CPU’en. Komplicerede spil kræver masser af regnekraft. Og valget står reelt mellem Core i7 og i5 fra Intel. Førstnævnte har fire processorkerner og otte tråde, mens de bedste udgaver af i5 har fire kerner, men kun fire tråde. Det betyder i store træk, at en i7-processor kan klare dobbelt så mange samtidige beregninger som en i5.

Der findes også varianter af i5 med kun to kerner, men de er ikke egnet til tunge opgaver som spil. Læg også mærke til, om processoren er af nyeste generation (Kaby Lake/7. generation).

Ram er Windows’ drivkraft

Det kan ikke siges ofte nok: Ram er drivkraften i din Windows-installation. Det er dér, de programmer, du har åbne – herunder Windows selv – befinder sig. Jo flere og jo større programmer du har brug for at køre, jo mere ram skal der til. Er der for lidt, vil du stadig kunne køre dine programmer, men det vil gå meget langsommere, da de mindst vigtige data og programdele bliver gemt midlertidigt på harddisken, der er voldsomt meget langsommere end ram-hukommelse.

Til en gaming-computer er 8 gigabyte ram absolut minimum, 16 eller 32 gigabyte vil være en stor fordel. Når du køber en computer, bør du kontrollere, om mængden af ram kan udvides senere.

Plads til det hele

Den sidste vigtige faktor for ydelsen i en pc er harddisken. Det er her, alle programmer og data lagres. Og det er herfra, filer i tusindvis skal indlæses under opstart.

Hurtige SSD-drev uden bevægelige dele er gået fra at være superdyrt luksusudstyr i servere til at blive noget nær standard. Det betyder, at opstartstiden for Windows og indlæsning af tunge spil sker på sekunder i stedet for minutter. Men pladsen er til gengæld mindre, og man kan godt opgive at have hele spilsamlingen installeret på samme tid.

Produkter i denne test

MSi Trident 3 VR7RC-241EU

Konsol-dræberen

Den fylder ikke mere på tv-bordet end en spilkonsol – men har helt andre muligheder og kræfter.

Udmærket grafikkort, fin processor og glimrende pris. Hvad mere kan man ønske sig?
Det skulle da lige være skærm, mus og tastatur, som kommer oven i prisen.
Læs hele testen

Asus Gr8 TO222

Smæk for skillingen

Et beskedent budget behøver ikke at betyde langsomme, hakkende spil.

Ultrakompakt “konsol”. Glimrende ydelse til en rørende pris.
Kun i5-processor. De tungeste spil kan ikke køres i den højeste indstilling.
Læs hele testen

Køb en – betal for tre

To-i-en-PC med det hele

For syv.. den er hurtig!

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Betalelig og superlet uden kompromiser

Lyd & Billede
Scroll to Top