Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

test: Asus ROG Zephyrus GX501VI-GZ021T

Kraft uden kompromis

Asus Zephyrus er både elegant skønhed og hæmningsløst udyr på én gang

Skrevet af / 26/10/2017 - 10:22
Asus ROG Zephyrus GX501VI-GZ021T
John Alex Hvidlykke

Asus er en af de største og flittigste leverandører af computere til spil. Vi har testet mange af dem, og de har ofte imponeret med deres ydelse såvel som deres størrelse.

På grund af deres opbygning bliver gaming-laptops nemlig oftest meget store. Moderne grafikprocessorer skal slippe af med hundredvis af watt i form af varme. Og når computerne samtidig skal have de hurtigst mulige processorer, kræves der køling i den kraftige ende. Noget, der harmonerer dårligt med kompakte kabinetter.

Asus Zephyrus er slank som en (tyk) ultrabook. Og let nok til at kunne tages med i tasken som dagligdags computer.

 

Asus ROG Zephyrus (med efternavnet GX501V) er derfor lidt af et særsyn. Med under 2 cm i tykkelsen og 15 tommers skærmformat falder den inden for ultrabook-formatet. Og vægten på godt to kilo betyder, at den er let at have med i tasken. Også til daglig pendling til og fra arbejde eller studier.

Ulv i fåreklæder

Da vi har at gøre med en gaming-computer, er kabinettet selvfølgelig kulsort. Men Zephyrus er alligevel lidt mere civiliseret at se på end de fleste konkurrenter, der stikker designmæssigt ud med skarpe kanter og signalrøde besætninger. Med sine rene linjer og sin børstede metal-finish er den diskret nok til at komme med til arbejdsmøder. Kun teksten “REPUBLIC OF GAMERS” under skærmen antyder de skjulte kræfter. Skal det være, kan Zephyrus dog sagtens slå gækken løs med RGB-lys i taster og logo.

Trods de beskedne ydre mål er det alligevel lykkedes at kile et GeForce GTX 1080 grafikkort ind maskinen. Vi taler om seriøs grafikydelse i topklasse. Resten af specifikationerne matcher: 2,8 GHz Intel Core i7-7700HQ processor, 16 gigabyte ram og 8 gigabyte grafikhukommelse. Og selvfølgelig et lynhurtigt SSD-drev på 512 gigabyte. Skærmen er kun i Full HD-opløsning, men til gengæld lynhurtig: 120 Hz.

Designet er afdæmpet nok til, at Zephyrus kan passere som “civil” laptop.

 

Kølingen bestemmer designet

Asus ROG Zephyrus adskiller sig fra de fleste andre laptops ved at have tastaturet langs forkanten af kabinettet. Trackpad-feltet er skubbet ned i højre hjørne af kabinettet. Det er en placering, jeg stort ikke har set magen til i over ti år (med MSi GT80 Titan som undtagelse). Trackpad’en dublerer som numerisk tastatur. Fikst!

Man kan argumentere for, at det ville være mere ergonomisk at trække tasterne op mod skærmen for at få håndledsstøtte. Men der er en mening med designet: Nemlig køling, og her har Asus begået noget af et columbusæg. Tasternes placering giver plads til kølesystemet i den øverste ende af kabinettet.

En anden finesse er, at bundpladen vippes nogle millimeter ud fra kabinettet, når man åbner låget – og dermed skaber frit luftindtag i kabinettet. For at sikre, at ingen overser denne smarte detalje, stråler rødt lys ud gennem luftspalten.

Når låget åbnes, sænkes bundpladen nogle millimeter for at give fri passage for luften. Genialt!

 

Den manglende håndledsstøtte udbedres gennem en medfølgende støttepude i skumgummi. Det virker, men er mest beregnet til hjemmebrug.

Tastaturet er anbragt langs forkanten af kabinettet. Det skyldes hensynet til køling af GeForce GTX 1080 grafikkortet. For at bøde på ergonomien medfølger en gummistøtte til håndleddene.

 

En stille vestenvind

Asus ROG Zephyrus er opkaldt efter vestenvindens gud i den græske mytologi. Vestenvinden er den blideste af de fire, og det holder stik. Nogle gaming-laptops har så støjende blæsere, at støjdæmpende hovedtelefoner er en nødvendighed. Men ikke her. Selv når det går hårdest til, er blæserstøjen kun en dæmpet susen. Det er imponerende fra en så kompakt computer!

Der er omtrent det udvalg af ind- og udgange, man kan forvente på en moderne spilbærbar: Fire USB 3.1-porte og en USB-C-port med understøttelse af Thunderbolt. Optisk drev og kortlæser må man kigge i vejviseren efter. I dag sker den slags via nettet. Der er ikke et separat Ethernet-stik, men der medfølger en USB-adapter til formålet. Det er okay. Til gengæld undrer det på en hurtig spilmaskine, at der ikke er DisplayPort-udgang. Her må man nøjes med HDMI.

Som en ekstra luksus følger der en mus med i pakken, kaldet ROG Strix Impact. En ganske kapabel spilmus med op til 5000 dpi opløsning. Men ikke helt i samme ultimative klasse som selve maskinen.

Som en ekstra luksus følger der en mus med i pakken, kaldet ROG Strix Impact. En ganske kapabel spilmus med op til 5000 dpi opløsning.

 

Benchmarks

Vi har testet flere kompakte gaming-computere tidligere, og bærbarheden har almindeligvis haft sin pris i form af lavere ydelse. Det er ikke tilfældet her!

For at lægge ud med den sværeste udfordring, så klares 3DMark Time Spy grafiktesten med et flot resultat på 5.474. Det placerer den på vores top 3 for grafisk muskelkraft nogensinde, kun overgået af Asus’ egen ROG G701VIK samt Acer Predator 17X GX-792. Og de er begge dobbelt så store og tunge.

I processortesten Geekbench er Zephyrus også blandt de hurtigste til dato. 16.652 (multi-core) og 3.522 (single-core) viser, at vi har at gøre med en i7 af nyeste generation. Samme historie bekræftes af renderingstesten Cinebench: 718 cb er i topklasse. Det er altså en maskine, der er toptunet til grafik. Hvad enten det gælder 3D-spil eller billed- og videoredigering.

Batteritesten er det eneste punkt, hvor glorien pilles af Zephyrus. Og det er som forventet. Maskinen er let, men hvis du skal lave andet end lettere websurfing og kontorarbejde, skal du have strømforsyningen med. Og den er stor og tung.

Konklusion

Asus ROG Zephyrus er en gaming-computer, der i kraft af sin størrelse og vægt faktisk også kan bruges som hverdags-pc. Det er ikke alene den mest kompakte spilbærbare, vi har testet, men også den, hvor der er indgået færrest kompromiser for at bringe vægten og størrelsen ned. Selv om den kun fylder som en studie-laptop, er den blandt de kraftigste pc’er, vi nogensinde har testet.

Læg dertil et ultra-elegant og tillidsvækkende design, og vi har en maskine, der fortjener topkarakter. Prisen gør den til en eksklusiv fornøjelse – men den er pengene værd. Både for sværvægtsspillere på farten og for andre, der har brug for seriøse grafiske muskler, uanset hvor de går og står.

Læs også: Stortest af gaming-laptops

Læs også: De bedste skærme til spil

Home mener

Superelegant letvægtsbærbar med gaming-ydelse i den tunge ende. Lynhurtig skærm og overraskende lydløs. Det koster rigtig, rigtig mange penge at være med i topklassen. Ingen DisplayPort.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den næste ”Slim" evolution af PlayStation 5 er klar

Fem vindere

Bedre end Asus til samme pris?

Så meget gaming får du for pengene

Mus på krigsstien

Kun god til én ting

Disse gamingskærme får dig til at tabe kæben

Første test: Vildeste gamingskærm til dato

Spil med fornuft

Bedste Alienware hidtil

Asus får Steam Deck til at ligne en dinosaur

Oversavet tastatur

Scroll to Top