annonse
annonse

Samsung Gear S3 Classic

Praktisk og smart

Samsungs bedste smart-ur hidtil, men det er allerede bagud.

Lyd & Billede mener

God batterilevetid. Smart navigation med drejelig urkrans. God integration af software og hardware.
Softwaren er bagefter konkurrenterne. Størrelsen passer ikke til alle.

Den tid er forbi, hvor et smart-ur var en firkantet sag, som ingen normale mennesker ville ses med. Gear S3 ligner et traditionelt ur, især denne Classic-version i rustfrit stål. Det findes dog også en sejere Frontier-version med et mere maskulint formsprog og gråsort farve.

Begge er lige robuste med en imponerende IP68-certificering mod støv og vand. Svømning er dog ikke anbefalet, hvilket Apple Watch ellers kan tåle.

Gear S3 virker som et kvalitetsprodukt med god holdbarhed. Men det skal bemærkes, at det er et seriøst stort ur, der passer dårligt til slanke håndled.

På siden sidder de eneste fysiske knapper – til at gå til startskærmen eller tilbage i menuerne. Navigation i menuerne sker ved at dreje den krans, der sidder rundt om skærmen. Det føles naturligt og er meget bedre end at skulle prikke på den lille skærm som på mange andre ure.

Uret kører Tizen, hvilket både har fordele og ulemper. På den ene side har Samsung kunnet udnytte, at de har lavet både hardwaren og softwaren. Det gør, at alting flyder godt, og alle muligheder udnyttes fuldt ud. På den anden side har Tizen stadig ikke det samme app-udbud som Android Wear og watchOS.

Der er heller ikke helt samme tovejskommunikation, idet man mest modtager information på uret. Især avanceret stemmestyring savnes.

Men der er dog funktioner, som vi rigtig godt kan lide. F.eks. at man kan vælge altid at have skærmen tændt, så det virkelig ligner et almindeligt ur. Det påvirker selvfølgelig batterilevetiden, men heldigvis er batteriet så kraftigt, at det stadig holder lige så længe, som mange af konkurrenterne gør med slukket skærm.

Vi kan også godt kan lide træningsfunktionerne, som selv regner ud, hvilken aktivitet du er i gang med, inklusive søvn. Uret logger også din puls kontinuerligt, så du kan få statistik.

 

  • Operativsystem: Tizen 2.3
  • Skærm: 360 x 360 AMOLED
  • Trådløst: Wi-Fi n, Bluetooth 4.2, NFC, GPS
  • Sensorer: Pulsmåler, accelerometer, gyroskop, barometer
  • Batteri: 380 mAh, 72 timer
  • Vandtæt: IP68 (1,5 m i 30 min.)
  • Mål og vægt: 49 x 46 x 12,9 mm / 63 g
  • Pris: 3.000 kroner
  • Web: samsung.dk
Pris: 3000,-