Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: Lenovo Yoga Book YB1-X91F

Til den lette, kreative bagage

Lenovos mikrobærbare 2-i-1’er kan være overalt og løber aldrig tør for strøm. Og så er der tastaturet.

Skrevet af / 15/03/2017 - 08:56
Lenovo Yoga Book YB1-X91F
John Alex Hvidlykke

Der gik et sus gennem salen, da Lenovo præsenterede deres hovednyhed på IFA-messen i september i fjor. En bærbar computer på bare 600 gram og 9,6 mm i tykkelsen. De specs ville have gjort den til verdens tyndeste bærbare pc, hvis altså ikke den rent teknisk var en tablet med integreret tastatur. Men tablet eller ej kører den Windows 10, så man kan bruge alle de velkendte programmer på den.

Siden den septemberdag har vi ventet på at få den lille fyr ind på testbænken, så vi kunne se, hvor meget computer det er lykkedes at klemme ned i den superattraktive emballage. Indtil posten endelig kom med en ret så let pakke til redaktionen.

Foto: Lenovo

Lenovo Yoga Book svarer i høj grad til betegnelsen “notebook”. Den fylder mindre i tasken end en A4-blok, og med sit matte cover kunne den godt minde om en Moleskine-notesbog, der har været i kløerne på en industriel designer.

Tastatur uden taster

Lenovo er i færd med at vise, at de er mærket for de innovative. At skabe et ry som nytænkende er ikke let, når ens mærke ellers er kendt for erhvervsbærbare efter opskriften “firkantet, fornuftig, matsort” – og lige så spændende som tysk tankstationschokolade. Men de prøver ihærdigt. Og hvis Apple er innovative ved at fjerne hovedtelefonstikket, må Lenovo være lysår foran ved at fjerne alle tasterne fra tastaturet!

Tastaturet er uden taster! Foto: Lenovo

Okay, det er ikke helt så skævt, som det kan lyde. Laptops har i forvejen fået kortere og kortere vandring på tasterne, i takt med at der er skåret af tykkelsen. Og den glatte, ubrudte touch-flade giver mulighed for andet end indtastning af tegn. Man kan også bruge fladen som tegneblok. En rigtig en, vel at mærke.

Den medfølgende pen bruger rigtigt blæk og kan tegne på almindeligt papir – samtidig med at stregen digitaliseres. Det fik vi demonstreret under IFA, hvor professionelle karikaturtegnere brugte Yoga Book som skitseblok, tilsyneladende uden det store besvær.

Yoga Book-navnet skyldes selvfølgelig, at der er tale om en 2-i-1 maskine, der både kan bruges som tablet og med tastatur. Tastaturet kan dog ikke tages af, men klappes i stedet om på bagsiden. De leddelte metalhængsler i hele skærmens længde virker usædvanlig stabile og kan holde skærmen fast i enhver vinkel.

Antallet af ind- og udgange er skåret ned til et absolut minimum: En Micro-USB-port til opladning og filoverførsel, en Micro-HDMI-port til ekstern skærm og et hovedtelefonstik. Samt en holder til SIM-kort på versioner med indbygget mobil netadgang. En tænd/sluk-knap og volumenknap afslører, at vi har at gøre med en tablet.

Bambi på glatis

Vi tester masser af computere og også en hel del tablets. I de fleste tilfælde handler skiftet fra én maskine til en anden om at installere en række basisprogrammer, logge ind på sin brugerkonto – og så i øvrigt komme videre derfra, hvor man slap. Men at tage Yoga Book i brug er lidt mere kompliceret.

Til frihåndstegning er Yoga Book intet mindre end genial. Foto: Lenovo

Selv om styresystemet er Windows 10, og maskinen accepterer standardprogrammer til pc-platformen, er brugeroplevelsen en ganske anden end vanligt. Det gælder også tastaturet, hvor den totale mangel på haptisk feedback (altså følelsen af tasterne) betyder, at man i begyndelsen sidder og stirrer på skærmen. Ramte jeg mon?

Lenovo har angiveligt brugt to år på at optimere den kunstige intelligens i tastaturet, der skal korrigere for slåfejl på den glatte flade. Det føles besynderligt, og man har en “Bambi på glatis”-fornemmelse, når man lader fingrene danse hen over den glatte flade. Så meget desto større er overraskelsen over, at der faktisk kommer læsbar tekst ud af det. Helt feedbackfri er tasterne heller ikke, da hvert tryk ledsages af en vibration fra maskinen.

Benchmarks

At der er tale om en tablet snarere end en traditionel pc, afslører vores hastighedstests. Processoren er en firekernet Intel Atom X5-Z8550 på 1,4 GHz. Og selv om den er dobbelt så kraftig som ASUS Vivo Stick, som vi testede for nylig, sætter hastigheden alvorlige begrænsninger for, hvad det er muligt at gøre på Yoga-bogen.

I tørre tal klarer maskinen en Geekbench-score på henholdsvis 966 (single-core) og 3.265 (multi-core). Det får selv dem mest bovlamme kontor-pc til at virke kvik i optrækket. En Cinebench-score på 136 demonstrerer, at det ikke er inden for 3D-animation, Yoga Book har sine karrieremuligheder. Kraftige maskiner har gerne en ydelse på det femdobbelte.

Sagen er, at Lenovo har valgt at ofre regnekraft til fordel for bærbarhed og batteritid. Og at det er lykkedes, demonstrerer Peacekeeper-batteritesten: Over otte en halv time med tændt skærm og fuld gang i web-browseren, før batteriet var tømt. Det er ikke bare flot, men direkte fænomenalt! Du kan bruge den flittigt en hel arbejdsdag uden at risikere at løbe tør for strøm.

Konklusion

Lenovo Yoga Book er afgjort anderledes, hvilket i sig selv er forfriskende. Den er ikke alene så tynd og let, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt man fik den med i tasken – og i givet fald i hvilken lomme – touch-tastaturet er også nyskabende, og den trykfølsomme flade er det mest intuitive tegne-interface, jeg har set på en computer.

Men der er også torne på roserne. Uanset at Lenovo har brugt lang tid på at udstyre tastaturet med kunstig intelligens til at korrigere for slåfejl, er det stadig betydelig sværere at bruge end et normalt tastatur. Så hvis du er vant til blindskrift og leder efter en computer at skrive din næste murstensroman på, skal du hellere vælge en større laptop med normalt tastatur. Tablet-brugerfladen voldte også en del kvaler. Og den lange batteritid betales med sneglefart i Intel Atom quad-core processoren, der er alt andet end hurtig.

Hvis pladsen betyder alt, eller du er frihåndstegner, er Yoga Book til gengæld genial.

Home mener

Ultrakompakt. Den er tyndere og lettere end alt andet, der har indbygget tastatur. Touch-tastaturet er snedigt, og pennen er genial. Ekstrem batteritid. Tastaturet kræver en hel del tilvænning, og pladsen er lige så knap som processorkraften. Et minimum af porte.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Køb en – betal for tre

To-i-en-PC med det hele

For syv.. den er hurtig!

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Betalelig og superlet uden kompromiser

Lyd & Billede
Scroll to Top