Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Den nye generation af Apples mindste og letteste bærbare er opgraderet dér, hvor det betyder mest, men den passer ikke til alles behov.

Da Apples 12 tommers MacBook blev lanceret i 2015, stillede den MacBook Air fuldstændig i skyggen. Sidstnævnte havde indtil da været en af de letteste og tyndeste laptops, og 11 tommers versionen var ikke meget større end en tablet.

12-tommeren var endnu tyndere og lettere, og havde en større skærm, der var langt mere lysstærk – og skarpere. Men den var ikke nogen racer.

Det er tredje generation af den slanke 12 tommers model heller ikke, men den er mærkbart hurtigere end den første udgave. Det har gjort den endnu bedre egnet til dem, der har brug for en lille og let maskine, som kan klare lidt mere krævende opgaver end web-surfing, e-mail og regneark.

Udvendig er det samme maskine som både 2015- og 2016-udgaven. Bare med kun ét USB-C-stik og en hovedtelefonudgang. Den har hverken USB 2.0, Ethernet-stik eller kortlæser. Men den har fået et opgraderet tastatur med mere vandring, hvilket gør skriveoplevelsen lidt bedre, og et forbedret pegefelt. De fleste ændringer er dog indeni.

Desuden skal det nævnes, at den også har fået Bluetooth 4.2, og at USB-C-porten understøtter skærmopløsning op til 4096 x 2304 ved 60 Hz og op til 5 Gbit/s overførselshastighed.

Bedre ydelse

Den LED-bagbelyste skærm på 12 tommer med 2304 x 1440 punkters opløsning er den samme, som vi så på forgængeren.

Maskinen har en ny generation af Intels m-processor, hvor ydelsen starter på 1,2 GHz i grundversionen og kan konfigureres med op til 1,4 GHz i7-processor med Turbo Boost op til 3,6 GHz. Alle med en niveau 3-buffer på 4 megabyte.

Lagerpladsen er enten en 256 eller en 512 gigabyte SSD, og nu kan man desuden få den med 16 gigabyte ram. Hukommelseshastigheden er den samme med 1866 MHz, men skrive- og læsehastigheden er forbedret. Den grafiske ydelse har også gjort et hop fra Intel HD Graphics 515 til 615. Batteriet kan holde dampen oppe i op til 10 timer – 12 timer, når man ser film.

Målbare forbedringer

Det nye tastatur alene er næsten værd at opgradere for. Tasterne har lidt mere vandring og mere markeret modstand – lige nok til, at fingrene flyver lettere hen over tastaturet.

MacBook 12″ vil ikke være mit førstevalg til batch-processer i Photoshop eller rendering af 4K-video, men vores testmaskine med den enkleste processor og 8 gigabyte ram klarede sig godt i performance-tests.

I Geekbench-testen viser den klare forbedringer i forhold til forgængerne. På heltals- og floating point-beregninger clocker maskinen ind på 3.659 mod 2.407 i den tidligere version – og 6.849 i multi-core-testen mod 4.992 før.

Mærkbart bedre grafikydelse

I grafiktesten GFXBench GL, som måler effektiviteten via grafikprocessorens evne til at vise billeder pr. sekund, klarer den respektable 29,7 fps i T-Rex-rendering og hele 88,17 fps off-screen. Ikke dårligt, men nogen spilmaskine er det ikke.

Disk Speed-testen viser klare forbedringer i SSD’ens læse- og skrivehastighed med 1015 MB/s skrivehastighed og 1360 MB/s læsehastighed.

Hvem passer den til?

Den nyeste udgave af Apples 12 tommers MacBook er en af de mest attraktive bærbare for dem, der ikke behøver et monster af en maskine. Den er hurtig nok til hverdagsbrug og kan håndtere både foto- og videoredigering meget bedre end forgængeren.

Hvis du vælger den hurtigste processor og 16 gigabyte hukommelse for at få maksimal ydelse fra den lille maskine, ryger prisen dog op på MacBook Pro-niveau. Og så er sidstnævnte et bedre køb.

Den nyeste udgave af Apples 12 tommers MacBook er en af de mest attraktive bærbare for dem, der ikke behøver et monster af en maskine.

picture1 picture2 picture3 picture4
<
>
De væsentligste ændringer på Apples tyndeste laptop er indvendig.
Scroll to Top