TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
BLACK WEEK - 70% RABAT PÅ LB+

: Gamut Phi 5

Med rundere former

Danske Gamut fornyer deres bestseller-serie Phi ved at ændre på det meste. Resultatet er meget vellykket.

Af / 08/09/2013 - 05:17
Gamut Phi 5

Lyd & Billede mener

  • Stort lydbillede Elegant design
  • Tungtdrevne terminaler

For seks år siden kom den danske højttaler- og elektronikproducent Gamut med Phi-serien, som høstede mange lovord fra pressen. Vi testede en model i magasinet High Fidelity, og denne anmelder var meget begejstret.

Men tiden går, og udviklingen går fremad. Der er altid plads for forbedringer, og nu kommer Gamut så med en revideret Phi-serie. Og det er faktisk ikke små forandringer, vi taler om.

Her ser vi nærmere på gulvhøjttaleren Gamut Phi 5.

Rundere former
I og med at Kvist Industry Group er indgået som ejere, har man fået adgang til en af de mest kvalificerede typer kabinetkonstruktioner: Lamineret formpresning. På grund af omkostninger og kompleksitet er denne produktionsmetode som regel reserveret virkelig dyre højttalere, f.eks. B&W’s 800-serie og Gamuts egen referencehøjttaler El Superiores.

Den nye metode indebærer også, at man har kunnet mindske mængden af dæmpemateriale i højttaleren, og producenten siger, at det har resulteret i såvel mere præcis dynamik som bedre kvalitet af basgengivelsen.

Annonce

Kabinettet bliver både mere stabilt og ikke mindst pænere; forgængerens firkantede og lidt tunge look er afløst af et elegant og nærmest svævende ydre, selv om grunddesignet og den tykke baffel m.m. er ens. Meget pænt efter min mening; det hvide testeksemplar pryder virkelig rummet. Til det hjælper også den interessante fod med ben, der kan klappes ud. En løsning, som jeg ikke har set på andet end Gamuts højttalere, men rasende elegant er den. Højttaleren står også – selv om det måske visuelt ikke ser sådant ud – meget stabilt.

Nye elementer
Bagsiden indeholder en basport og et par single-wire terminaler, som jeg ikke kan lide. De er klodsede og vanskelige at komme til med deres tilspidsede bøsninger og føles i det hele taget lidt mindre gedigne. Pæne, men upraktiske.

For at understøtte, at det egentlig handler om en helt ny højttalerserie, som mest har navnet og lidt designidé tilfælles med forgængeren, har man også lagt helt nye bas/mellemregister-elementer ind. Træfibermembran, stærk og optimeret støvbeskyttelse, lavforvrængningssystem med aluminiumringe og lineær dynamisk fjedring. Membranerne er også dopet med læderolie, ligesom i El Superiores.

Gamut-PHI5-bak
Foden er speciel med sine udriggere. Man kan justere højden på hvert ben ved hjælp af hjulene.

Diskanten er en ringradiator, som er blevet yderligere tæmmet ved optimering af delingsfilteret. Her arbejder man med noget, man kalder NRLI network, hvilket står for Non-Resonant perfectly Linked Impulse reproduction. Det skal, ifølge Gamut, give en sømløs integration mellem bas, mellemregister og diskant.

Soundstage
Det første, man lægger mærke til, er højttalernes soundstage. Den byder på et både bredt og dybt lydbillede, som ganske enkelt er eksemplarisk. Men det fine lydbillede er også afhængigt af, hvad forstærkeren kan. Det er ikke sådan, at højttaleren regulerer alt til at blive større end ventet; i stedet får du faktisk en fint balanceret gengivelse af, hvad der kommer fra forstærkeren. Det her er typisk en højttaler, som skal prøves med forskellige forstærkere og kabler. For mig er det perfekt; det betyder, at du med den rigtige kombination kan få en fantastisk kompetent gengivelse til prisen.

Det, der sker, når det hele ikke rigtig passer sammen, er at højttaleren lige pludselig føles lidt træt og ikke rigtig blomstrer – man kan høre, at den har mere at byde på, men ligesom ikke får lov. Prøv altid med mere end én forstærker, når du skal finde ud af, hvad et par højttalere virkelig kan. Jeg har også oplevet det modsatte med et par kabler, som bare blev for meget, og som gjorde gengivelsen så levende, at det hverken var naturligt eller specielt rart at lytte til.

Skal vi sige, at det er en lidt kræsen højttaler? Ja, hvis du vil, men så farligt er det heller ikke. Det er ikke vanskeligt at finde passende legekammerater i en fornuftig prisklasse. Det betyder samtidig, at højttaleren spiller ærligt og ikke sætter et stort fingeraftryk på alt, hvad du spiller.

Lidt musik
Mærkeligt nok havde jeg fået Bangles’ “Eternal Flame” på hjernen. Det måtte jeg bare prøve. Susanne Hoffs stemme er sprød og distinkt og med tydelig diktion. Da jeg er vild med vokalharmonier, er baggrunden en ren fornøjelse med stemmer af kød og blod. Når orkesteret kommer ind, bliver det ikke svulstigt eller grødet – og det er langtfra det normale med en højttaler i denne prisklasse, som ofte kører det hele sammen til en leverpostej af lyd.

Et afsnit af den engelske quiz Only Connect havde mindet mig om Sheila Chandra og gruppen Monsoon og deres bhangra-nummer “Ever So Lonely”. Den blev gravet frem, og tablaerne viste sig at få en god snert i dynamikken, akkurat som Gamut lover med deres nye kabinetform med reduceret intern dæmpning. Et lækkert nummer, for resten.

“Tender” med Blur er et nummer, som kan drive én til vanvid. Herligt fængslende, men ganske klodset produceret – i hvert fald er den engelske cd-originalpresning langtfra noget skole-eksempel på, hvordan man skal producere en plade, for at den lyder godt. Jeg plejer ellers at tage Arcade Fire som eksempel på, hvordan man ikke skal producere (kanon musik, irriterende dårligt produceret!), men Blur 13 er også et godt bud. En højttaler, som overstyrer lidt i bassen, eller bare er lidt ulden, gør det hurtigt til en mindre behagelig lytning. Gamut Phi 5 balancerer på grænsen – og det er faktisk et godt skudsmål. De rå digitalfejl i diskanten høres tydeligt; med dårlige højttalere bliver alting bare en uudholdelig grød. Phi 5 magter at give et musikalsk indhold i nummeret – applaus for det!

The Beatles Past Masters Vol. 2 får den patina og den naturlige direkte indspilningskarakter, som musikken skal have, og cd-originalen er slående dårligere end de Remastered-versioner, som kom for nogle år siden. Men musikalsk indhold får vi meget af via Phi 5.

En jazzklassiker som Getz/Gilberto – den med “The Girl from Ipanema” – spilles med følelse af Phi 5, hvis man nu kan udtrykke det sådan. Afslappet og gyngende, og den lovede sømløse overgang mellem elementerne ser ud til at stemme.

Hvis det er muligt, plejer jeg på forhånd ikke at kende prisen på de ting, jeg tester. Jeg vil gerne lytte først og se, om jeg kan danne mig en idé om, hvad jeg synes sagerne burde koste, hvis de skulle være pengene værd. Jeg lå faktisk nogle tusind over i min opfattelse af, hvad Gamut Phi 5 skulle koste. Det er også et godt skudsmål.

Konklusion
Gamut Phi 5 er en meget vellykket højttaler. Firmaet har i og for sig ændret meget på en allerede god model, men resultatet er rigtig godt. Højttaleren har en tendens til at afsløre, om din forstærker ikke holder mål, så prøvelyt først, eller sælg din gamle forstærker med det samme.

Et stort lydbillede og en evne til at spille engagerende og varieret med mange detaljer er altid positive egenskaber for denne anmelder. En prøvelytning af Gamut Phi 5 anbefales derfor varmt.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?