Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Tyske Roccat er en af de nyere spillere på musemåtten. Firmaet er stiftet i 2007, men har en talrig tilhængerskare og er sponsor for flere e-sportshold i disciplinerne League of Legends og StarCraft II.

Roccat Kone AIMO er en videreudvikling af firmaets første mus, Roccat Kone fra 2007. Den fås nu i fire varianter, hvor AIMO-udgaven er den med flest funktioner og flest farver. AIMO er Roccats standard for lysstyring i gaming-enheder.

Roccat Kone AIMO ligner lærebogsdefinitionen på en gaming-mus. Kulsort og med flere skarpe vinkler og fremspring, end man skulle tro var muligt på et ergonomisk pegeredskab. Fem individuelt programmérbare RGB-lysområder fuldender den indiskrete helhed. Otte knapper og et hjul, der også kan tiltes til siden, giver flere styringsmuligheder end nogen anden i testen. Musen er også den største og tungeste i testen, så den passer bedst til en voksen hånd.

I kampens hede ligger den glimrende i hånden. Styringen er fin, og knapperne reagerer hurtigt. Selv om de allerhurtigste, såsom Razer og SteelSeries, er en smule skarpere i styringen.

Styre-softwaren hedder Roccat Swarm, og den har så mange indstillingsmuligheder, som kun et tysk værktøjsprogram kan have. Efter at have installeret de nødvendige tillægsmoduler og opdateringer kunne jeg indstille lys, knapper, trinene i dpi-omskifteren, bevægelsesinterpolering – og endda den lodrette afstand fra måtten, hvor musen holder op med at scanne!

Konklusion

Roccat Kone AIMO er sjov at se på, og den giver en glimrende styring til dine spil. Især hvis du har lyst til at bruge tid på at sidde og programmere funktioner og profiler til de mange knapper og kontroller. Lysshowet er ren lir, men kan slås fra. Og ellers findes Kone-musen i mindre farvestrålende varianter. Styringen er udmærket, og knapperne reagerer kvikt. Men man fristes til at ønske sig lidt færre og endnu bedre kontroller.

Scroll to Top