annonse
annonse

test: Gryphon Diablo 120

Djævelens lillebror

April 2018
Gryphon Diablo 120
April 2018
Gryphon Diablo 120

Danske Gryphon nagler dig til væggen med en djævelsk god forstærker, måske den allerbedste i sin klasse.

Lyd & Billede mener

Har en enestående evne til at få musikken til at lyde naturligt, organisk og sprudlende dynamisk.
Kan ikke kombinere DAC og phono-modul.

John Surmans nye album på ECM, Invisible Threads, var kun lige kommet i gang. Jeg greb den tunge fjernbetjening og trykkede på den røde volumenknap, der mindede om den affyringsknap, man ser i 80’er-film om atomvåben.

Tallene på skærmen ræsede opad, musikken fyldte højttalerne, og jeg sad og måbede. Kunne det virkelig være rigtigt?

Sad jeg og lyttede til endnu en sensation fra danske Gryphon Audio? Et ukendt antal albums senere, og jeg synes, det trygt kan konkluderes, at Flemming Rasmussen og hans tydeligvis kompetent team har overgået mine forventninger.

Jeg kan huske, at jeg sad og tænke, at det kunne de sikkert gøre lige så godt og billigere, bare de nedskalerede effekten, da jeg testede den integrerede Diablo 300 i 2016.

Dengang mente jeg – og mange andre, skulle det senere vise sig – at det måtte være en af de allerbedste integrerede forstærkere derude. Sammen med McIntoshs columbusæg af en forstærker, MA9000, og Mark Levinson No.585 var det utvivlsomt en af de mest vellydende integrerede, jeg nogensinde havde hørt.

Enorm dynamik, silkeblødt raffinement og en utrolig gennemsigtighed gjorde Diablo 300 til en oplevelse at lytte til. Nu er jeg glad for at kunne sige præcis det samme om Diablo 120.

Et kig ind i Gryphon-forstærkerens kraftværk, med den speciallavede transformator i midten. (Foto: Gryphon)

Æblet falder ikke langt fra stammen

Forstærkeren er netop det. En mindre udgave med lavere effekt. 120 mod 300 watt pr. kanal (nominelt 8 i ohm). Den mangler Diablo 300’s subwoofer-udgange og har kun én, ikke to balancerede indgange. Resten er teknisk set ens på 120 og 300, bare nedskaleret på førstnævnte.

De 120 watt, Gryphon opgiver som effekt, fordobles, hver gang impedansen halveres. Et specialfremstillet dobbeltvundet Holmgren-trafo på 1200 voltampere og en kondensator på generøse 60.000 mikrofarad for hver kanal kan virke som overkill på en 120-watter. Men det giver forstærkeren potentielt bedre dynamisk loftshøjde.

DAC-modulet monteres over indgangene på forstærkerens bagside. (Foto: Gryphon)

Digital eller analog

Ligesom i storebror er der gjort plads til en digitalkonverter. Den kan enten købes separat senere og monteres i chassiset eller leveres færdigmonteret. Så får man en 200.000 kroners DAC for langt under 40.000, som er baseret på den separate high-end DAC Gryphon Kalliope.

Den understøtter musikfiler i PCM-format op til 24 bit/192 kHz og op til 32 bit/192 kHz via balanceret eller koaksial SPDIF-indgang (BNC). Den optiske indgang er begrænset til 24 bit/96 kHz.

DAC’en understøtter også DSD-filer op til DSD256 (DSD512 med Windows), og bruger man USB-porten på DAC’en, så understøttes PCM-filer på op til 32 bit/384 kHz. Dermed er den godt udstyret til alt fra Spotify og Tidal Hi-Fi til download og afspilning af hi-res lydfiler.

Der findes også et tilpasset RIAA-kort til godt små 20.000 kroner, som kan monteres i forstærkeren og understøtter både MM- og MC-pickupper. Det har små dip-switches – afbrydere – som kan vippes for at justere impedansen på MC-pickupper til enten 20 eller 100 ohm, og er ment som en enkel løsning for dem, der foretrækker vinyl frem for digitale lydkilder.

For det er desværre ikke muligt at kombinere DAC og RIAA i forstærkeren.

Fire digitalindgange og vanvittigt god lyd fra digitale lydkilder. (Foto: Gryphon)

Silkeblød og brutal

Men tilbage til John Surman. Invisible Threads er et lavmælt album med Surman på saxofon og klarinet, Rob Waring på marimba og vibrafon, og Nelson Ayres på klaver. Det er den slags jazz, der passer perfekt tilen frugtig Bordeauxvin eller en single-cask whisky, alt efter hvad man foretrækker.

De akustiske instrumenter, som trioen omgiver sig med, fremstilles med forbløffende præcision og format. Forstærkeren breder musikken ud, så der skabes dybde i rummet, og for dem, der har været der, er det let at genkende Jan Erik Kongshaug og Rainbow Studios’ signatur.

Små lyde fra klapperne på Surmans saxofon er klart gengivet i lydbilledet; der er masser af luft og dybde i basklarinettens velvoksne klang, og vibrafonens toner er perfekt fokuseret.

Jack Whites “Over and Over and Over” er af den langt mere hårdtslående slags – den type, der kan få et anlæg til at lyde skarpt og enerverende. Men ikke her. Tre-fire tryk på den røde knap øger lydstyrken betragteligt, og til min store glæde har forstærkeren fuld kontrol over den massive udblæsning af trommer, bas og guitar, der skaber det komplekse lydbillede.

Uanset hvad jeg graver frem af musik, har forstærkeren total kontrol. Den virker afgjort kraftigere og mere potent end forventet. Der er flere kræfter i McIntosh MA9000, men i praksis er forskellen meget mindre, end man skulle tro. For den dynamiske kontrast er lige så massiv, lige så kontrolleret, og man kan mærke det i kroppen.

Ligesom Diablo 300 formår den at slå godt fra sig, også i de dybeste oktaver. De kompakte Dynaudio Contour 20 fik en halv oktav ekstra i bassen med Diablo 120, og indspilninger med symfoniorkestre fik de små højttalere til at lyd langt større og mere potent end normalt.

Forstærkeren har en silkeagtig og organisk måde at få klangene i musik frem på. Sopraner, tenorer og andre vokaler lyder næsten skræmmende livagtigt. Der er ingen mangel på bundklang og intet, der lyder betonet eller farvet. Renée Flemings sopran gav mig gåsehud, og Bryn Terfels baryton gjorde mig helt fugtig i øjenkrogen.

Flemming E. Rasmussen havde engang en drøm. Vi kan trygt sige, at den er opfyldt. Manden bag Gryphon Audio er en levende legende, og Diablo 120 vidner utvetydigt om hvorfor. (Foto: Gryphon)

Konklusion

Gryphon Diablo 120 er nemlig sådan en forstærker. Den slags, der er perfekt balanceret – fra total kontrol i bassen til superbt raffinement i diskanten – og som løfter musikken ud af dens digitale dvale og gør den til en naturlig, organisk og uanstrengt oplevelse.

Jeg vil vove den påstand, at den nok er bedre end Diablo 300, med mere raffinement. Den er i hvert fald et bedre køb og får en soleklar plads i vores Hall of Fame for integrerede forstærkere.

John Surmans nye album på ECM, Invisible Threads, var kun lige kommet i gang. Jeg greb den tunge fjernbetjening og trykkede på den røde volumenknap, der mindede om den affyringsknap, man ser i 80’er-film om atomvåben. Tallene på skærmen ræsede opad, musikken fyldte højttalerne, og jeg sad og måbede. Kunne det virkelig være rigtigt? Sad jeg og lyttede til endnu en sensation fra danske Gryphon Audio? Et ukendt antal albums senere, og jeg synes, det trygt kan konkluderes, at Flemming Rasmussen og hans tydeligvis kompetent team har overgået mine forventninger. Jeg kan huske, at jeg sad og tænke, at det kunne de sikkert gøre lige så godt og billigere, bare de nedskalerede effekten, da jeg testede den integrerede Diablo 300 i 2016. Dengang mente jeg – og mange andre, skulle det senere vise sig – at det måtte være en af de allerbedste integrerede forstærkere derude. Sammen med McIntoshs columbusæg af en forstærker, MA9000, og Mark Levinson No.585 var det utvivlsomt en af de mest vellydende integrerede, jeg nogensinde havde hørt. Enorm dynamik, silkeblødt raffinement og en utrolig gennemsigtighed gjorde Diablo 300 til en oplevelse at lytte til. Nu er jeg glad for at kunne sige præcis det samme om Diablo 120. [caption id="attachment_78858" align="alignnone" width="930"] Et kig ind i Gryphon-forstærkerens kraftværk, med den speciallavede transformator i midten. (Foto: Gryphon)[/caption]

Æblet falder ikke langt fra stammen

Forstærkeren er netop det. En mindre udgave med lavere effekt. 120 mod 300 watt pr. kanal (nominelt 8 i ohm). Den mangler Diablo 300’s subwoofer-udgange og har kun én, ikke to balancerede indgange. Resten er teknisk set ens på 120 og 300, bare nedskaleret på førstnævnte. De 120 watt, Gryphon opgiver som effekt, fordobles, hver gang impedansen halveres. Et specialfremstillet dobbeltvundet Holmgren-trafo på 1200 voltampere og en kondensator på generøse 60.000 mikrofarad for hver kanal kan virke som overkill på en 120-watter. Men det giver forstærkeren potentielt bedre dynamisk loftshøjde. [caption id="attachment_78859" align="alignnone" width="930"] DAC-modulet monteres over indgangene på forstærkerens bagside. (Foto: Gryphon)[/caption]

Digital eller analog

Ligesom i storebror er der gjort plads til en digitalkonverter. Den kan enten købes separat senere og monteres i chassiset eller leveres færdigmonteret. Så får man en 200.000 kroners DAC for langt under 40.000, som er baseret på den separate high-end DAC Gryphon Kalliope. Den understøtter musikfiler i PCM-format op til 24 bit/192 kHz og op til 32 bit/192 kHz via balanceret eller koaksial SPDIF-indgang (BNC). Den optiske indgang er begrænset til 24 bit/96 kHz. DAC’en understøtter også DSD-filer op til DSD256 (DSD512 med Windows), og bruger man USB-porten på DAC’en, så understøttes PCM-filer på op til 32 bit/384 kHz. Dermed er den godt udstyret til alt fra Spotify og Tidal Hi-Fi til download og afspilning af hi-res lydfiler. Der findes også et tilpasset RIAA-kort til godt små 20.000 kroner, som kan monteres i forstærkeren og understøtter både MM- og MC-pickupper. Det har små dip-switches – afbrydere – som kan vippes for at justere impedansen på MC-pickupper til enten 20 eller 100 ohm, og er ment som en enkel løsning for dem, der foretrækker vinyl frem for digitale lydkilder. For det er desværre ikke muligt at kombinere DAC og RIAA i forstærkeren. [caption id="attachment_78860" align="alignnone" width="750"] Fire digitalindgange og vanvittigt god lyd fra digitale lydkilder. (Foto: Gryphon)[/caption]

Silkeblød og brutal

Men tilbage til John Surman. Invisible Threads er et lavmælt album med Surman på saxofon og klarinet, Rob Waring på marimba og vibrafon, og Nelson Ayres på klaver. Det er den slags jazz, der passer perfekt tilen frugtig Bordeauxvin eller en single-cask whisky, alt efter hvad man foretrækker. De akustiske instrumenter, som trioen omgiver sig med, fremstilles med forbløffende præcision og format. Forstærkeren breder musikken ud, så der skabes dybde i rummet, og for dem, der har været der, er det let at genkende Jan Erik Kongshaug og Rainbow Studios’ signatur. Små lyde fra klapperne på Surmans saxofon er klart gengivet i lydbilledet; der er masser af luft og dybde i basklarinettens velvoksne klang, og vibrafonens toner er perfekt fokuseret. Jack Whites “Over and Over and Over” er af den langt mere hårdtslående slags – den type, der kan få et anlæg til at lyde skarpt og enerverende. Men ikke her. Tre-fire tryk på den røde knap øger lydstyrken betragteligt, og til min store glæde har forstærkeren fuld kontrol over den massive udblæsning af trommer, bas og guitar, der skaber det komplekse lydbillede. Uanset hvad jeg graver frem af musik, har forstærkeren total kontrol. Den virker afgjort kraftigere og mere potent end forventet. Der er flere kræfter i McIntosh MA9000, men i praksis er forskellen meget mindre, end man skulle tro. For den dynamiske kontrast er lige så massiv, lige så kontrolleret, og man kan mærke det i kroppen. Ligesom Diablo 300 formår den at slå godt fra sig, også i de dybeste oktaver. De kompakte Dynaudio Contour 20 fik en halv oktav ekstra i bassen med Diablo 120, og indspilninger med symfoniorkestre fik de små højttalere til at lyd langt større og mere potent end normalt. Forstærkeren har en silkeagtig og organisk måde at få klangene i musik frem på. Sopraner, tenorer og andre vokaler lyder næsten skræmmende livagtigt. Der er ingen mangel på bundklang og intet, der lyder betonet eller farvet. Renée Flemings sopran gav mig gåsehud, og Bryn Terfels baryton gjorde mig helt fugtig i øjenkrogen. [caption id="attachment_78861" align="alignnone" width="930"] Flemming E. Rasmussen havde engang en drøm. Vi kan trygt sige, at den er opfyldt. Manden bag Gryphon Audio er en levende legende, og Diablo 120 vidner utvetydigt om hvorfor. (Foto: Gryphon)[/caption]

Konklusion

Gryphon Diablo 120 er nemlig sådan en forstærker. Den slags, der er perfekt balanceret – fra total kontrol i bassen til superbt raffinement i diskanten – og som løfter musikken ud af dens digitale dvale og gør den til en naturlig, organisk og uanstrengt oplevelse. Jeg vil vove den påstand, at den nok er bedre end Diablo 300, med mere raffinement. Den er i hvert fald et bedre køb og får en soleklar plads i vores Hall of Fame for integrerede forstærkere.
Vi tester mere end 450 produkter om året. Læs denne test, og få fuld adgang til Lyd & Billede.
Allerede abonnent? Log ind.
Prøveabonnement
0,-
Fri adgang til lydogbillede.dk
Bronzeabonnement
369,-pr/halvår
1/2 år (6 numre) Digitaludgaven Fri adgang til lydogbillede.dk
Sølvabonnement
660,-pr/år
1 år (11 numre) Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Guldabonnement
1.049,-pr/år
1 år (11 numre) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: 39 kr om måneden.

Med et abonnement på Lyd & Billede får du:

Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven (iPad/Android) hver måned Betydelig rabat Vælg selv længden af dit abonnement - og med eller uden film Stor velkomstgave

Type: Integreret forstærker
Effekt: 2 x 120 W i 8 ohm, 2 x 440 W i 2 ohm
Teknologi: Transistor klasse A/B, dual mono
Tilslutninger: 4 x ubalanceret, 1 x balanceret ind
Pladespillerindgang: MM/MC med ekstra modul*
Hovedtelefonudgang: Nej
DAC: PCM/DSD med ekstra modul*
Netværk: Nej
Mål og vægt: 48 x 17,5 x 42 cm / 26,2 kg
Web: gryphon-audio.com

* Ekstraudstyr

Pris: 89900,-
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-