: Hegel P20 og H20

Lige siden hi-fi’ens barndom har entusiaster sværget til separate lydkomponenter og da specielt separate forstærkersæt. For 20-30 år siden var det næsten utænkeligt at have både forforstærker og effekttrin i én og samme boks. Det at placere den ømfindtlige signaldel fra en forforstærker midt blandt støjende spændingstransformatorer blev set som en rigtig dårlig idé!

I dag er situationen lidt anderledes. Hi-fi-producenterne har lært at skærme de forskellige komponenter bedre og tilbyder integrerede forstærkere, som tilsyneladende har få begrænsninger sammenlignet med separate forstærkere: Du får rigeligt med effekt, et praktisk format uden unødvendige bokse, færre ledninger og mere lyd for pengene.

Specielt budget- og mellemprisklassen domineres i dag af integrerede forstærkere, men også i top- og high-end klassen er det blevet mere almindeligt at gå efter bare én boks. Integrerede forstærkere som Lyngdorf Millennium, den superlækre Devialet D-Premier og Hegels egen H300 har egentlig knust den traditionelle opfattelse af, at high-end lyd er ensbetydende med separate pre/ power-sæt.

Hegel
Men hvis integreret fungerer så godt, hvorfor vælger nogen så alligevel den delte løsning? Svaret er fleksibilitet og muligheden for at vælge de rigtige komponenter til det stykke arbejde, der skal gøres. Mange har allerede et anlæg, som de vil forbedre eller ønsker at kunne udvide i fremtiden. Da kan separat være vejen at gå, og slutresultatet bliver ofte bedre end færdig-varianten. Med separate forstærkere har du mulighed for at vælge en ekstra kraftig forstærker, sågar to monoblokke, og forbedre lydkvaliteten i anlægget bid for bid. Med integrerede forstærkere er man mere låst.

Hegel P20 og H20
Den norske hi-fi producent Hegel er godt repræsenteret i alle kategorier af forstærkere, fra de integrerede H70, H100 og H300 med indbyggede D/A-konverter og videre til de monstrøse monoblokke som H30 i den absolutte sværvægtsklasse.

Sent sidste år lancerede Hegel den nye forforstærker P20, der er tænkt som partner til effektforstærkeren H20. Hegel selv hævder, at P20 skal lyde væsentlig bedre end den udgående model P4A, trods en mere aggressiv prissætning.

Med priser på henholdsvis 17.000 og 32.000 kroner giver det mulighed for at bygge et seriøst, rendyrket hi-fi forstærkersæt til omkring 50.000 kroner. Et betydeligt, men alligevel ikke urealistisk prishop i forhold til den integrerede H300, som vi kårede som årets forstærker i 2012.

P20 og H20 byder på mange af de samme tekniske principper som H300, bare med dyrere komponenter og dyrere kabinetter, som matcher den højere pris. Det giver en god anledning til at tjekke, hvad der fungerer bedst – separat eller integreret?

Lyden af P20/H20
Når jeg i overskriften har valgt at bruge ord som kraft og klang, er det ikke tilfældigt: Hegel-sættet har rigeligt af begge dele. Det første, der bliver tydeligt, når jeg kobler P20 og H20 til mine Linn 242 højttalere, er at de ellers nok så adstadige højttalere pludselig maser på med uanet spilleglæde og glød! Her er der betydelig mere kraft, end jeg er vant til fra Linns egen elektronik fra Akurate-serien. Linn-højttalerne er ekstremt kræsne og afslørende i diskant og mellemtone, men Hegel skuffer heller ikke her: Faktisk er det netop i toppen af frekvensområdet, at dette forstærkersæt brillerer allermest.

P20/H20 har ikke bare meget energi, fut og fart i diskanten, men også rigtig god opløsningsevne. Det indebærer, at lyden bliver lys og detaljeret, men alligevel ikke anstrengende. Diskanten er utrolig ren og klar, hvilket medfører, at meget musik bliver som ny at lytte til. Såsom Bob Dylans raspende stemme på “Man with the Long Black Coat” eller Robin Thickes lyse, sødmefulde stemme på “I Need Love”. Sikke en dynamik!

Når noget lyder godt, vil man som regel have mere af det. Men det er slet ikke alle vellydende forstærkere, der er med på legen, når du skruer op for volumen. Hegel-sættet har derimod masser af kræfter til overs og kan spille rigtig højt, uden at lydbilledet falder sammen og bliver hårdt.

Neutrale
Hegel-kombinationen har en udpræget spændstig og dynamisk lydkarakter med en klangbalance, som hælder mod det lyse. Nogle vil måske synes, at de mangler lidt varme og “romantik” sammenlignet med deres norske landsmænd fra Electrocompaniet. Musical Fidelitys klasse A forstærker i M-serien er et andet eksempel på en forstærker, der lyder mere indsmigrende og varmere end Hegel. Det handler meget om smag og behag: Nogle foretrækker den stramme og dynamiske lyd fra Hegel, mens andre er mere tiltrukket af den varme og sødmefyldte EC-klang.

Sammenlignet med det forrige forstærkersæt, jeg havde stående på hylden – Naims 172 XS og 250 – kan Hegel-sættet spille betydelig højere og renere, men lyden er lidt mere behersket og mangler noget af den musikalske indlevelse, som de rockende Naim-komponenter byder på.

Under testen havde jeg også Hegels dyreste forstærkersæt – forforstærkeren P30 og monoblokkene H30 – til rådighed, og det er tydeligt, hvordan P20 og H20 slægter dem på lydmæssigt. Jeg må faktisk indrømme, at P20 kommer faretruende tæt på den over dobbelt så dyre P30! Nogle forskelle er der, f.eks. at P30 har et endnu skarpere fokus i mellemtonen og lidt fastere basgengivelse. Men der er ingen tvivl om, at Hegel har opnået noget bemærkelsesværdigt med denne “lillebror”.

Forskellen mellem effekttrinene H20 og H30 er betydelig større, nærmest som nat og dag. Selv om H20 har en stram og taktfast bas, kan den ikke sammenlignes med den rå baskontrol fra H30, og den når heller ikke op på til storebrors ekstreme detaljeniveau. Det skulle da også bare mangle, når vi taler om et forstærkersæt til fire gange prisen.

P20/H20 mod H300
Mere nærliggende var det måske at finde ud af, hvad P20/H20 kan stille op mod lillebror. Den integrerede H300 er allerede etableret som en reference i sin prisklasse og er min soleklare favorit under 30.000 kroner.

For at høre forskellen mellem de to forstærkerløsninger kobler jeg begge til Electrocompaniets glimrende multiafspiller EMP-2 via balanceret XLR. Dermed omgår jeg H300’s indbyggede digitalkonverter og kan lytte til begge forstærkere i analog udgave.

De to forstærkere lader til at have lige mange kræfter og kan spille lige højt. Så længe begge løsninger forenes med en højkvalitets analog lydkilde som EMP-2, er der alligevel ingen tvivl om, at lydkvaliteten er i P20/H20’s favør. H300 lyder akkurat, som vi husker, med en mægtig og musikalsk klang, et varmt og fyldigt lydbillede og dyb, kraftig bas. Men lyden strammer sig mærkbart op, når vi skifter til P20/H20, som byder på et lydbillede med større dybde, øget “stilhed” mellem tonerne og en endnu strammere basgengivelse.

Når jeg fjerner den kostbare lydkilde, bliver tingene derimod vendt på hovedet: H300 er nemlig udstyret med en indbygget D/A-konverter, som kan forbedre lyden fra snart sagt enhver digital lydkilde, mens P20/H20 må nøjes med det, de får.

Med en populær og billig lydkilde som Sonos ZP90 koblet til Hegel-forstærkerne er der ingen tvivl om, at H300 har en stor fordel af at kunne hente lyden ud digitalt. P20 og H20 lyder til sammenligning fladt og kedeligt via de analoge udgange. Lydbilledet flyder ud og er ikke lige så koncentreret og præcist som med H300. Selv om det går an at høre sættets kvaliteter, skæmmes det altså af Sonos-afspillerens lydmæssige begrænsninger. Skidt ind, skidt ud.

Der må faktisk ganske kraftigt skyts til, for at Hegel-sættet klarer at overgå lillebror på alle punkter. For sjovs skyld kobler jeg firmaets bedste D/A-konverter, HD25, til, og først da bliver der fest: Med HD25 og P20/H20 står vokalerne som naglet med en fænomenal klarhed og tredimensionalitet. Lyden blev betydelig forbedret på alle punkter.

P20 mod HD25
Min kollega Geir Nordby kommer med et spændende forslag: Hvad hvis vi trækker forforstærkeren ud og kører HD 25 direkte i effekttrinet i stedet? Desværre bliver det et klart tilbageskridt. Den indbyggede volumenkontrol i HD25 lyder nemlig ikke lige så godt, som når den køres med fuld styrke ind i P20. HD25 + H20 er alligevel et spændende alternativ og vil i nogle tilfælde være bedre end P20 og H20 alene. Hvis du har en billig lydkilde fra tidligere, er det ingen dum idé at starte med en god D/A-konverter ind i H20 og komplettere med forforstærkeren senere.

Konklusion
Hegel P20 og H20 er et potent forstærkersæt for dig, der vil tage et trin op fra integreret forstærker og sætter pris på fleksibiliteten ved separate forstærkerløsninger. De viser, at det er muligt at opnå bedre lyd med separate komponenter, men også at din vej nødvendigvis må blive noget dyrere og mere kompliceret. Hegel-forstærkerne kommer nemlig ikke til deres ret, før de matches med en førsteklasses lydkilde, og det kan let fordoble prisen i forhold til Hegels egen H300.

Så uanset hvor god P20 er som analog forforstærker, spørger vi os selv, om det, vi har brug for, måske snarere er en hybrid mellem P20 og HD25 – en forforstærker med indbygget DAC, således som Naim og Primare har lanceret den seneste tid?