: McIntosh MHA100

Her kan man let ryge ind i en misforståelse og tro, at den lille MHA100 fra McIntosh er en dyr hovedtelefon-forstærker. Mens den faktisk er en fuldgyldig stereoforstærker. Bare med indbygget digitalkonverter og en tilpasset hovedtelefon-udgang.

Det betyder ikke, at den ikke er speciel. For den er bygget over samme læst som sine større og dyrere slægtninge, med samme teknik og samme solide byggekvalitet. Men den er lille nok til at stå på et sofabord, i en reol eller på skrivebordet. Og den fungerer som en fuldblods McIntosh-forstærker.

Det eneste, man behøver, er en computer sluttet til USB-porten eller en analog lydkilde samt et par gode højttalere. Så har man en seriøst high-end anlæg i kompaktklassen med en kæmpebonus i form af en avanceret integreret hovedtelefon-forstærker, som kan drive de allerfleste hovedtelefoner.

Forstærkeren er ikke trådløs og har heller ikke Ethernet-stik for tilslutning til trådløst hjemmenetværk. Snarere er den velegnet til alle, der spiller musik fra – tilkoblede – digitale lydkilder. Det være sig en laptop, en Mac mini eller en trådløs netværksafspiller. Alternativt kan man slutte MHA100 til en Apple AirPort Express eller en Apple TV-boks via den optiske digitalindgang, så har man et trådløst streaming-anlæg.

De digitale indgange understøtter alle lydformater op til 32 bit/192 kHz sampling, hvilket er mere end nok til det voksende udvalg af højopløste lydfiler med bedre lydkvalitet.

Potent hovedtelefon-forstærker
Siden McIntosh kalder MHA100 en hovedtelefon-forstærker, er det naturligt at starte dér. Forstærkerdelen, der forsyner hovedtelefonerne, leverer op til 1 watt effekt. Temmelig meget mere end normalt for hovedtelefon-udgangen på en forstærker.

Den benytter McIntosh autoformere, som er transformatorer med viklinger til forskellig elektrisk modstand. Man kan vælge imellem tre områder: 8-40, 40-150 og 150-600 ohms modstand. Tilpasset hovedtelefoner med forskellig impedans.

En anden smart funktion, der også vælges på indstillingshjulene på fronten, er HXD (Headphone Crossfeed Director), som aktiveres med et tryk på volumenknappen. Formålet med HXD er at genskabe den rumfølelse, man får fra højttalere i et fysisk lokale, når man lytter med hovedtelefoner.

Personligt vil jeg sige, at HXD er en smagssag. Flade optagelser kan få fordel af den ekstra distance, som HXD skaber, for da føler man, at lydbilledet vokser lidt uden over hovedtelefonerne. Men generelt brugte jeg hovedtelefon-udgangen uden HXD det meste af tiden.

Og så er MHA en fremragende, for ikke at sige fantastisk hovedtelefon-forstærker. Man kan skrue op for bassen med op til 12,5 dB – altså temmelig meget – hvis man har hovedtelefoner med lidt tynd bas. Men for det meste holdt jeg mig fra bas-boosteren, for forstærkeren har rigeligt med potent bas uden.

Dave Matthews Bands “Shake Me Like a Monkey” sparker trommehinderne ind, hvis man ikke er forsigtig med volumenkontrollen (og bas-boosteren). Beethovens klaverkoncerter slå ikke lige så hårdt, men de har højere dynamisk kontrast. Noget man tydeligt mærker. Styrkeforholdet mellem pianissimo og forte er bemærkelsesværdig højt, og den dynamiske kontrasts elasticitet kan give lytteren en overraskelse, hvis man spiller højt.

Ingen antenne til trådløs overførsel, ellers mangler der ikke noget væsentligt på MHA100.

Med højttalere
Afstanden med højttalere giver ikke den samme følelse af umiddelbar dynamik, som hovedtelefoner kan gøre. Der hvor hovedtelefoner som Bowers & Wilkins P7 og Philips Fidelio X1 placerer dig lige på scenekanten, bliver følelsen af lytteafstand anderledes med højttalere. Uanset om det er de små Piega Premium 3 til 19.000 kroner eller de gulvstående Sonus faber Olympica III til næsten fem gange så meget.

Men det betyder ikke, at det bliver kedeligt. Langtfra. Det lykkedes endda forstærkeren at gøre den slappe lydproduktion på Donald Fagens Sunken Condos interessant. Den hentede detaljer frem fra det mørke lydbillede, som kun high-end forstærkere kan.

Gode, gamle Dire Straits’ “Love over Gold” fra albummet af samme navn chokerede mig næsten med overvældende bas. Selv når jeg spillede højt. Den højopløste version er desuden rig på små detaljer, der stod som krystalklare musikalske dekorationer i lydbilledet. Med volumenknappen skruet rigtig højt op ventede jeg bare på sammenbrud og nedsmeltning, men forstærkerens sikringskredsløb sørgede for fuld kontrol og nul klipning af signalet. Selv når advarselslamperne blinkede om kap.

Beethovens klaverkoncerter var en behagelig oplevelse med en silkeblød præsentation i et varmt og fyldigt lydbillede. Kontrabasser og celloer kunne jeg dog godt tænke mig gengivet lidt mere skarpskåret, som på f.eks. Hegel H300 til knap 30.000 kroner.

Bortset fra det er der ikke noget at udsætte på lyden fra MHA100. Hverken fra hovedtelefoner eller højttalere.

High-end lyd til de pladsbevidste
McIntosh MHA100 beviser, at det er muligt at opnå så høj lydkvalitet, at det kvalificerer til high-end, uden at skulle møblere om på stuen og smide de fleste af møblerne ud. Prøv den med McIntoshs egne XR50 eller Sonus faber Olympica I – begge festlige kompakthøjttalere, der passer glimrende til MHA100’s fyldige klang og potente lydbillede.

I MHA100 får man alt, hvad man forbinder med moderne McIntosh-forstærkere: Åben, krystalklar og varm lyd kombineret med ubesværet dynamik samt en hovedtelefon-forstærker, som alene er mindst 10.000 kroner værd.