annonse
annonse

Sony NW-ZX2

Vanvid i lommeformat

Sony har kørt den helt ud. Med Android-operativsystem kan denne afspiller mange ting, og byggekvaliteten er noget ud over det sædvanlige. Det er prisen også!

Lyd & Billede mener

Lyden fra Sony er super-opløst! Med Android som styresystem kan man også downloade streaming-tjenester.
Lyden er ikke kraftig nok til hovedtelefoner med høj modstand. Og prisen er ekstrem.

Sony NW-ZX2 har rundere kanter end FiiO X5, og farve touch-skærmen giver et meget glattere udtryk. Den virker mere kompakt, selv om den faktisk er højere. Men den er tung. Med sine 235 gram kan den sikkert bruges som slagvåben. På den anden side føler man, at her er der kvalitet hele vejen.

Selv om det er en afspiller for audiofile, har Sony valgt at lade den køre Android og dermed give den meget af funktionaliteten fra en smartphone. Det betyder f.eks., at man kan downloade streaming-tjenester – såsom Tidal eller WiMP, der tilbyder musik i ægte cd-kvalitet. Og downloade og se videoer.

Der er både Wi-Fi og Bluetooth med forenklet NFC-tilslutning, og Sonys egen LDAC-teknologi giver op til tre gange så høj dataoverførsel via Bluetooth.

 

Brugervenlighed

Android-brugere vil straks føle sig hjemme, selv om afspilleren ikke benytter den nyeste version. Hvis man vil multitaske, mens man spiller musik, skal man bare bruge trådløst netværk.

Det er let at slutte NW-ZX2 til Bluetooth-modtagere og streame musik via stereoanlægget. Præcis som en mobiltelefon (ganske vist en ret tung en). Sejt nok, men samtidig har jeg jo allerede en smartphone. Vil jeg lade den blive hjemme, når jeg tager musikafspilleren med ud? Næppe. På den anden side: Hvis man vil bruge streaming-tjenester, skal afspilleren have disse funktioner, så hvorfor ikke få det bedste ud af et Tidal hi-fi-abonnement?

Sony_NW-ZX2_under
Forgyldt tilslutningspunkt både indeni og udenpå for at give den bedst mulige kontakt mellem stik og afspiller. Sony NW-ZX2 har læser til ét microSD-kort på op til 128 gigabyte. I midten sidder Sonys proprietære USB-port.

 

Lydkvalitet

Rent tonalt er der meget lidt at udsætte på Sonys lydgengivelse. Musikken virker vægtløs og åndende, og lydbilledet er stort og opløst. Dena Piano Duos flygler gengives med dansende tangenter og meget stor bredde mellem de dybeste og de højeste oktaver.

  • Touch-skærm: Ja
  • Operativsystem: Android 4.2 Jelly Bean
  • Lagring: 128 GB intern + 128 GB microSD
  • Understøtter: WAV, AIFF, FLAC, ALAC, APE (16-24 bit/44,1-192 kHz), DSD (2,8/5,6 MHz), AAC, HE-AAC, MP3, WMA
  • Digital ud: USB OTG
  • Digital ind: Nej
  • Batteri: 3,7 V, 1880 mAh / 33-60 timer
  • Vægt: 235 g
Pris: 9999,-