annonse
annonse

test: Pioneer N-70AE

Solid afspiller der kan (næsten) alt

November 2017Pioneer N-70AE

Pioneer har givet deres netværksafspillere en seriøs opgradering, og flagskibet N-70AE er særdeles vellykket.

Lyd & Billede mener

En rigtig panserkonstruktion, hvor alle komponenter er nøje gennemtænkt. Lyden er særdeles god, og multirumsfunktion er glædeligt.
Kan gå lidt i stå, når man skifter mellem apps. Pioneers app tillader ikke at lægge numre i kø og kan være lidt træg.

Pioneer N-70AE er et herligt skue – en tank af en netværksafspiller med en vægt på heftige 11,4 kg. Helt klart en seriøs hi-fi-enhed hele vejen igennem.

Digitale kilder og lydfiler får behandling af ikke én, men to ES9016S SABER digitalkonvertere med 32 bit/384 kHz opløsning. I alt otte kanaler er parallelt forbundet for at skubbe støjgulvet helt ned i afgrunden og give musikken frie tøjler. For at holde støjen nede på signalets videre færd er afspilleren udstyret med balancerede kredsløb ud over de sædvanlige ubalancerede. Brug dem (XLR), hvis du har en forstærker, der understøtter det.

(Foto: Pioneer)

Højopløst lyd

Hvis man vil høre musik med 32 bit/384 kHz opløsning, kan sådanne musikfiler ikke afspilles direkte. En pc eller Mac må sluttes til USB-DAC-indgangen, så netværksafspilleren bruges som lydkort. Så understøttes også DSD-musikfiler helt op til 11,2 MHz. De fleste musikfiler kan desuden afspilles via kablet eller trådløst netværk. Alternativt kan man afspille musik, der er gemt på USB-hukommelse.

Lyd med lavere opløsning kan op-samples til 32 bit, hvilket skulle give en mere naturlig lydgengivelse. Min erfaring er, at det indimellem sker på bekostning af fart og punch i rytmisk musik; jeg foretrækker som regel N-70AE i Direct-mode, så musikken påvirkes mindst muligt.

Gedigne komponenter helt vejen på et velordnet bundkort. Bemærk de totalt adskilte analoge og digitale dele med hver sin strømforsyning. Foto: Pioneer

Kan spille det allermeste

Hvad formatunderstøttelse angår, er der ikke noget at bekymre sig om. Ligesom sin forgænger kan N-70AE afspille de fleste musikfiler fra netværk eller USB-hukommelse og streame musik fra næsten alle tjenester. Spotify Connect er indbygget, og hvis du har en iPhone, kan du streame trådløst fra din telefon med AirPlay.

Endnu mere cool er indbygget Chromecast, der understøtter en række streaming-tjenester som Tidal, Deezer, YouTube og SoundCloud i høj opløsning (op til 24 bit/96 kHz). Så bruges mobilen egentlig bare som fjernbetjening, da al streaming sker via afspilleren. Hvis du f.eks. starter en playliste i Tidal, kan du tale i telefon, lige så meget du vil, uden at afspilningen stopper, og du tærer heller ikke på mobilbatteriet, som du gør med AirPlay.

Pioneer N-70AE ser også godt ud i sort. Bemærk hovedtelefonudgangen, som drives af en Texas Instruments TPA6120 forstærker med op til 1,5 watt i klasse AB. Det burde række. Foto: Pioneer

En anden fordel ved Chromecast er, at det giver mulighed for at afspille på flere enheder samtidig – altså multirumsfunktion. Ordentlig multirumsfunktionalitet er også indbygget i form af FireConnect, hvor man let kan gruppere flere afspillere eller trådløse højttalere sammen og spille samme eller forskellig musik på dem alle – uanset hvor i huset de er placeret – såfremt de er koblet til hjemmenetværket.

Helt nyt er desuden, at Pioneer har indgået samarbejde med Audirvana. Det er den mest populære high-end musikafspiller til Mac, og nu kan man endelig streame direkte fra den til Pioneer-afspilleren over det trådløse netværk.

Indbygget Chromecast gør til en leg at bruge Pioneer N-70AE. Foto: Geir Gråbein Nordby

Nem i brug

Netværksafspillere lavet til hi-fi-markedet kan ofte være lidt træge i brug, især hvis man er vant til f.eks. Sonos og Apple TV. Opsætningsmenuerne, hvor man kan justere lydkvalitet og andre funktioner, er ofte rigide og tunge at danse med. Her er Pioneer N-70AE bedre end de fleste med sin intuitive fjernbetjening og sin flotte 3,5 tommers skærm, som giver et godt overblik. Skærmen kan i øvrigt slås fra, hvis man vil.

Men det, der gør afspilleren så brugervenlig, er når man bevæger sig uden for Pioneers egen app. I testperioden brugte jeg mest Chromecast-funktionen, da jeg så bare kunne åbne en musik-app (normalt Tidal) på mobilen og sende lyden direkte herfra til N-70AE.

Type: Trådløs netværksafspiller
Tjenester: Spotify, Tidal, Deezer, YouTube, TuneIn internetradio
Trådløst: Wi-Fi, DLNA, AirPlay, Chromecast, Audirvana, Play-Fi, FireConnect, multirum
Indgange: 2 x USB-A, USB-B, Ethernet, optisk/koaksial digital
Udgange: Koaksial/optisk digital, RCA og XLR analog, 6,3 mm hovedtelefon
Formater: MP3, WMA, WAV, AIFF, AAC, FLAC, ALAC, DSD
Opløsning, USB-DAC: 24 bit/384 kHz PCM, 11,2 MHz DSD
Betjening: iOS og Android-app
Andet: 3,5" LCD-skærm
Finish: Sort eller sølv
Vægt: 11,4 kg
Web: pioneer-audiovisual.eu

Pris: 10999,-